Mødedato: 04.06.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Evaluering af Hjerneskadesamrådet og koordineringen på hjerneskadeområdet i Københavns Kommune (fællesindstilling)

Se alle bilag
Hjerneskadesamrådet og koordineringen på hjerneskadeområdet i Københavns Kommune er blevet evalueret af Det nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA).

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget, Socialudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget tager evalueringsrapporten om Hjerneskadesamrådet i Københavns Kommune til efterretning (bilag 1).

Problemstilling

Helhed for Hjerneskaderamte – Projekt erhvervet hjerneskade er et projekt på tværs af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen. Projektet fik i 2011 bevilget 12,88 mio. kr. af Ministeriet for Sundhed & Forebyggelses pulje vedrørende styrket genoptræning og rehabilitering af hjerneskaderamte. Projektet løber til og med 2014 og har til formål at sikre sammenhængende forløb for hjerneskaderamte borgere, der har behov for en koordineret og tværgående indsats mellem forvaltningerne. En af indsatserne i projektet er udvikling af et hjerneskadesamråd, der efter et års praksis nu er evalueret.

Udvalgene forelægges hermed resultaterne af evalueringen af hjerneskadesamrådet.

Løsning

Hjerneskadesamrådet
Hjerneskadesamrådet er et internt koordineringsforum, der består af 1-3 repræsentanter fra hver af de fire forvaltninger samt en neuropsykolog, som yder konsulentbistand. Samrådet mødes hver tredje uge, hvor samrådet drøfter og koordinerer komplekse borgersager, der går på tværs af mindst to forvaltninger. Formålet med Hjerneskadesamrådet er at sikre, at den hjerneskaderamte borger får rette tilbud på rette tidspunkt i sit rehabiliteringsforløb, og hermed også at sikre, at medarbejderne får koordineret viden om borgere med hjerneskade. Borgersagerne bliver sat på dagsordenen af repræsentanterne, der møder borgeren i egen forvaltning. Borgere har også mulighed for selv at henvende sig og bede om at få sit forløb koordineret.

Ekstern evaluering af Hjerneskadesamrådet
KORA har varetaget en større evaluering af Hjerneskadesamrådet hos borgere med en hjerneskade, pårørende og medarbejdere (bilag 1). KORA har undersøgt, om Hjerneskadesamrådet har levet op til hensigten om, at der hos medarbejderne opleves øget koordinering af borgersager om erhvervet hjerneskade, og om Hjerneskadesamrådet har haft en afsmittende effekt på borgeroplevelser omkring forløb med erhvervet hjerneskade. Endelig giver KORA nogle anbefalinger på, hvad der skal til for, at borgere med erhvervet hjerneskade oplever deres forløb som godt koordineret.

Evalueringsrapporten viser, at Hjerneskadesamrådet imødekommer nogle af de koordineringsproblemer, som medarbejderne oplever mellem forvaltningerne, men at Hjerneskadesamrådet (endnu) ikke opfylder, at borgerne oplever den koordinering og sammenhængende indsats.

Evalueringsrapporten peger på, at en udvidelse af Hjerneskadesamrådets nuværende rolle, kan imødekomme borgernes ønske om sammenhæng. Fra borgernes perspektiv vil det kunne imødekommes ved, at borgeren får én gennemgående plan for deres forløb og mere enighed om deres forløb mellem kommune, almen praksis og hospitaler.

Medarbejderne oplever, at de har mere viden om de øvrige forvaltningers tilbud og arbejdsområde end tidligere, og at der er mere koordinering, især på tværs af forvaltningerne, ved, at de tager kontakt til hinanden og får sparring i borgersager om erhvervet hjerneskade. Medarbejderne anbefaler, ligesom borgerne, en gennemgående person til at føre borgeren igennem systemet og til at have overblikket over borgerens forløb. Medarbejdernes efterspørgsel kan hænge sammen med, at flere af dem oplever, at de i højere grad end tidligere selv må påtage sig den koordinerende rolle. Det kan resultere i en ekstra arbejdsbyrde for den enkelte medarbejder, der får flere parter at koordinere med i og uden for egen forvaltning. Medarbejderne beskriver også, at når flere forvaltninger koordinerer omkring borgers sag, så kan det skabe forsinkelser i den enkelte forvaltning. Det kan blandt andet være, hvis der afventes en vurdering fra en anden forvaltning, afventes en afslutning på en indsats for borgeren, før den næste kan starte op eller i lignende situationer.

KORA skal offentliggøre evalueringsrapporten på deres hjemmeside, ifølge lov om et analyse- og forskningsinstitut for kommuner og regioner § 2, stk. 2, efter den er godkendt politisk i Københavns Kommune i juni 2014.

Intern evaluering af Hjerneskadesamrådet
Hjerneskadesamrådet er i gang med at evaluere samrådets funktion og arbejdsgange internt. De foreløbige tilbagemeldinger er, at Hjerneskadesamrådet også peger på en løsning med hjerneskadekoordinatorer. Hjerneskadesamrådet anbefaler, at koordinatorerne indgår i samrådet, hvor komplekse borgerforløb om erhvervet hjerneskade i dag bliver koordineret. Hjerneskadesamrådet vil inddrage evalueringsrapportens anbefalinger i deres interne evaluering og videreudvikling i efteråret 2014.

Økonomi

Evalueringsrapporten har ikke nogen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsudvalget har efterspurgt et ønske til budget 2015 med fokus på at styrke kvaliteten og koordineringen af hjerneskadeindsatsen i Københavns Kommune.  

Helhed for Hjerneskaderamte – Projekt erhvervet hjerneskade afsluttes ved udgangen af 2014, hvor udvalgene vil få forelagt en evaluering af det samlede projekt.

 

Katja Kayser       Anette Laigaard    Birgitte Hansen    Else Sommer

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top