Indstilling om prioritering og fordeling af frivillighedsmidler efter Servicelovens § 18 til fordeling 2015
Socialudvalget skal tage stilling til rammerne for fordeling af § 18-midlerne og det udpegede underudvalgs arbejde med fordelingen.
Tidligere beslutninger
Kontorchef Gitte Bylov Larsen deltog under punktets behandling.
Indstillingens 1. at blev godkendt, mens indstillingens øvrige at-punkter blev udsat til behandling på udvalgets møde d. 13. august 2014 med bemærkning om, at indstillingens model sendes i høring i Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt arbejde.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,
- at Socialudvalget tager de nedenfor beskrevne præmisser for udarbejdelse af indstilling til Socialudvalget til efterretning,
- at Socialudvalget tiltræder, at for sent indkomne ansøgninger afvises og henvises til næste års ansøgningsrunde,
- at Socialudvalget godkender at loftet for påkrævet statsautoriseret regnskabsaflæggelse hæves til 500.000 kr., samt
-
at Socialudvalget godkender, at der årligt afsættes 1/3 af midlerne til fordeling til 3-årige projekter. I bevillingen af denne tredjedel af midlerne vil frivillige organisationer, der ønsker at indgå i samskabelsesprojekter med Socialforvaltningen, blive prioriteret.
Problemstilling
Socialudvalget uddeler hvert år midler til frivilligt socialt arbejde, jf. Servicelovens § 18. Socialudvalget har nedsat et underudvalg bestående af tre medlemmer af Socialudvalget, der sammen med socialforvaltningen skal udarbejde en indstilling om fordeling af midlerne til Socialudvalget. I forlængelse af temadrøftelsen om samskabelse og civilsamfundsinddragelse, som Socialudvalget blev præsenteret for den 7. maj 2014, ønsker Socialforvaltningen at udvalget drøfter mulighederne for at målrette uddelingen, så der sikres en større sammenhæng mellem uddelingen af midlerne til socialt frivilligt arbejde og forvaltningens øvrige arbejde på området.
Sagen blev behandlet på Socialudvalgsmødet den 7. maj 2014, hvor der blev taget stilling til sagens første at-punkt: Udpegning af medlemmer til underudvalg til fordeling af § 18-midler. De resterende at-punkter blev der ikke taget stilling til, da det blev besluttet at sende sagen i høring i Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt arbejde. Forvaltningen har efterfølgende afholdt et møde med formanden for Kontaktudvalget, og har tilrettet indstillingen i overenstemmelse med hans betragtninger.
Løsning
For at kvalificere beslutningsproceduren i forbindelse med uddeling af § 18-midler har det tidligere Socialudvalg besluttet at anvende Kommunestyrelseslovens mulighed for at nedsætte et underudvalg med en forberedende og rådgivende funktion. Det allerede udpegede underudvalg bestående af tre medlemmer af Socialudvalget skal i efteråret 2014 udarbejde indstilling om fordelingen af § 18-midler til Socialudvalget.
Som grundlag for underudvalgets arbejde foretager forvaltningen en faglig vurdering af ansøgningerne, som fremsendes til underudvalget. På baggrund heraf behandler underudvalget ansøgningerne og forelægger deres indstilling om fordeling af tilskudsmidlerne for Socialudvalget. Det vil fremgå af indstillingen hvilke organisationer, der er indstillet af forvaltningen og hvilke af udvalget.
Indstillingen forelægges normalt for Socialudvalget i november eller december.
Proces for indstilling til fordeling af § 18-midler
Socialforvaltningen deltager i underudvalgets behandling af ansøgningerne, og udarbejder notat med de sager, underudvalget har drøftet, samt underudvalgets begrundelser for at ændre forvaltningens indstilling. Hvis underudvalget ikke har en fælles holdning til indstillingen af de konkrete ansøgninger, vil forvaltningens indstilling udgøre indstillingen til Socialudvalget.
14 dage inden indstillingen skal behandles, får Socialudvalget tilsendt indstillingen til fordeling af midlerne til kommentering. Eventuelle kommentarer skal fremsendes til Socialforvaltningen inden for 7 dage. Herefter vil de samlede kommentarer tilgå alle udvalgsmedlemmer forud for udvalgsmødet.
Med henblik på at kvalificere behandlingen af sagen, forslår forvaltningen, at eventuelle spørgsmål til indstillingen fra socialudvalgsmedlemmerne fremsendes til forvaltningen forud for det udvalgsmøde, hvor indstillingen er på dagsordenen.
Oversigten over forslaget til fordeling af midlerne, som Socialudvalget vil få forelagt, vil tage udgangspunkt i sidste års kriterier og dermed indeholde: En oversigt over foreninger og deres formål, målgruppe, bydel aktiviteter, antal brugere, antal frivillige, om der søges om en 3-årig bevilling, tidligere bevillinger samt oversigt over den samlede indstillede bevilling fordelt på målgrupper.
Indstillingen vil desuden indeholde en oversigt over forvaltningens begrundede indstilling til underudvalget og en oversigt over underudvalgets indstilling til Socialudvalget, samt en angivelse af, hvorvidt Københavns Kommune har tilsvarende projekter i gang allerede. Det vil også fremgå af indstillingen, hvis der er foreninger, der indstilles til at få reduceret § 18-midlerne med 50 pct. eller derover sammenlignet med, hvad de har modtaget året forinden.
Præsentationen vil dels blive opstillet efter målgrupper og dels efter aktivitetstype eks. rådgivninger, ledsagerordner, væresteder osv. jævnfør udvalgets beslutning i forbindelse med seneste års behandling af fordeling af § 18-midler.
For sent ankomne ansøgninger afvises og henvises til næste år
Hvert år annonceres i lokalaviserne og på kommunens hjemmeside om muligheden for at søge puljemidler til frivilligt socialt arbejde i Københavns Kommune. Der afholdes desuden informationsmøder. Der er ansøgningsfrist i slutningen af august.
På trods af annonceringen har Socialforvaltningen tidligere år modtaget ansøgninger efter fristens udløb. For at sikre en lige behandling af alle forespørgsler om ansøgning efter fristen, foreslår forvaltningen, at for sent modtagne ansøgninger henvises til næste års behandling af ansøgningerne.
Forslag om en større andel treårige projekter, herunder samskabelsesprojekterSom det fremgik af temadrøftelsen om samskabelse og civilsamfundsinddragelse, som Socialudvalget blev præsenteret for den 7. maj 2014, ønsker Socialforvaltningen fremadrettet at inddrage puljen til frivilligt socialt arbejde mere strategisk i forhold til arbejdet med samskabelse og civilsamfundsarbejde. Forvaltningen foreslog derfor på udvalgsmødet den 7. maj 2014 , at 20 % af § 18-midlerne i 2015 blev reserveret til samskabelsesprojekter. Endvidere blev det foreslået, at 33 % af puljemidlerne fremover afsættes til 3-årige bevillinger.
Socialudvalget udbad sig på mødet den 7. maj 2014, at forvaltningens forslag til den fremtidige fordelign af puljemidler blev sendt i høring hos Kontaktudvalget for Frivilligt socialt arbejde, og udskød derfor behandlingen af indstillingens punkt 2-6 til den 4. juni 2014.
Forvaltningen har siden holdt et møde med formanden for Kontaktudvalget for Frivilligt socialt arbejde, hvor den foreslåede reservation af midler til hhv. samskabelsesprojekter og treårige projekter blev drøftet. Formanden udtrykte på mødet bekymring for, at Socialforvaltningen risikerer at begrænse mulighederne for, at små foreninger kan ansøge om § 18-midler, hvis der stilles for høje og for mange krav til ansøgerne. Derudover var formanden bekymret for, at kommunen ville komme til at tage for meget styring med det frivillige arbejde, hvis et bestemt beløb reserveres udelukkende til samskabelsesprojekter. Sidst udtrykte han bekymring for, at midlerne til samskabelsesprojekter skulle tages fra den grundbevilling, kommunen modtager fra staten, frem for fra den ekstrabevilling, kommunen selv bidrager med årligt.
Formanden har som opfølgning på mødet erklæret sig enig i modellen i nærværende indstilling, som indebærer, at 33 % af § 18-midlerne fremadrettet reserveres til treårige projekter, hvoraf ansøgninger, der indeholder samskabelsesprojekter mellem frivillige organisationer og Socialforvaltningen, vil blive prioriteret. Det svarer til, at 4,1 mio. kr. i 2015 vil gå til treårige bevillinger, herunder samskabelsesprojekter. I fordelingen af puljemidler for 2014 har 10 % af § 18-midlerne været resserveret til treårige bevillinger, svarende til 1,23 mio. kr.
Øget fokus på effekt
Ligeledes foreslår Socialforvaltningen, at der fremadrettet fokuseres mere på effekt og evaluering af de indsatser, der får treårige bevillinger. Således sikres fokus på metodeudvikling, erfaringsopsamling og dokumentation af den merværdi der kan opstå, når det frivillige og offentlige i samarbejde udvikler og implementerer indsatser for borgerne. Det bør også overvejes, om der fremadrettet skal stilles kriterier om økonomisk robusthed blandt ansøgere, før de modtager en eventuel bevilling. Her skal dog tages forbehold for, at en del af § 18-midlerne fordeles i relativt små beløb til både små og store foreninger. Det kan væres svært at stille krav til relativt små foreninger og til foreninger, der kun modtager små bevillinger. Forvaltningen foreslår derfor, at der fremadrettet arbejdes med målrettede krav om effekt og økonomisk robusthed blandt modtagere af store bevillinger.
Ny beløbsgrænse for bevillingerm, der kræver revisionspåtegnet regnskab
Endelig foreslås det, at loftet for, hvornår der kræves revisionspåtegnet godkendelse af et regnskab, hæves fra 100.000 kr. til 500.000 kr. Herved vil det sikres, at flere af midlerne benyttes til det sociale arbejde – og ikke det regnskabsmæssige. En eventuel hævelse af loftet vil ske i overensstemmelse med kommunens Kasse- og Regnskabsregulativ, hvoraf det fremgår i Bilag om tilskudsforvaltning, at projekttilskud på over 500.000 kr. skal revisionspåtegnes af statsautoriseret revisor. Det foreslås således, at tilskud under 500.000 kr. følger de nuværende procedurer for foreninger, der modtager under 100.000 kr., som aflægger regnskab, som ikke behøver godkendes af en statsautoriseret revisor.
Økonomi
Videre proces
Såfremt Socialudvalget godkender indstillingen, vil de tre medlemmer af underudvalget snarest muligt blive kontaktet af Socialforvaltningen med henblik på at fastsætte to mødedatoer omkring uge 40, hvor de vil blive præsenteret for Socialforvaltningens indstilling til underudvalget.
Socialforvaltningen forventer, at indstillingen om fordeling af puljemidlerne for 2015 behandles på et udvalgsmøde i november måned 2014.
Anette Laigaard
/Gitte Bylov Larsen
Beslutning
Enhedslisten stillede ændringsforslag om ændring af indstillingens 4. at fra 33 % til 15 %.
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 1. at blev taget til efterretning, og indstillingens 2 og 3. at-punkter blev godkendt. Indstillingens 4. at blev godkendt med ovenstående bemærkning.