Mødedato: 04.05.2011, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Indgåelse af kontrakt med tilbudsgiver vedr. frivilligt integrationsarbejde 2011-2014

Se alle bilag
Socialforvaltningen har på baggrund af udmøntningen af budget 2011 gennemført et udbud af frivilligt integrationsarbejde for 2011-2014 (2010-716975). Socialudvalget forelægges hermed tilbud og kontrakt til godkendelse.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,
  1. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen indgår vedlagte kontrakt (bilag 1) med Dansk Flygtningehjælp på baggrund af det vedlagte tilbud på udbud af frivillig integrationsindsats 2011-2014 (bilag 2).

Problemstilling

D. 24. november 2010 besluttede Socialudvalget at sende den frivillige integrationsindsats 2011-2014 i offentligt udbud for 990.000 kr. i 2011 og 1,4 mio. kr. årligt i årene 2012-2014 (2010-716975). Udbudsrunden er nu afsluttet, og Socialforvaltningen modtog 1 tilbud. Ved modtagelse af et enkelt tilbud er der mulighed for: 1) at gennemføre en ny udbudsrunde, hvis det vurderes, at det vil resultere i flere tilbud, 2) at godkende tilbuddet, som det foreligger eller 3) at indgå i forhandling med tilbudsgiver om det indsendte tilbud.

Løsning

På baggrund af tidligere erfaringer med en lignende udbudssag vurderede Socialforvaltningen, at en ny udbudsrunde ikke ville føre til flere tilbud. Socialforvaltningen modtog tilbud fra Dansk Flygtningehjælp (bilag 2 inkl. bilag til tilbud 2.1-2.6), og tilbuddet levede op til udvælgelseskriterierne, som de var fastlagt i udbudsmaterialet (bilag 3). Forvaltningen har derfor indgået i forhandling med tilbudsgiver om det fremsendte tilbud. Socialforvaltningen vurderer, at det endelige tilbud i omfang og kvalitet er tilfredsstillende i henhold til de kriterier for tildeling af opgaven, som indgik i udbudsmaterialet. Udvalget forelægges derfor nu det endelige tilbud og kontrakten med tilbudsgiver til godkendelse.

Dansk Flygtningehjælp tilbyder årligt at levere:

  • Lektiehjælp for 680 børn og unge
  • Lektiehjælp for 30 drenge
  • Drengeklubber/drengecaféer for 100 drenge
  • Pigeklubber/pigecaféer for 70 piger
  • Foreningsguidning til 500 børn
  • Mentorskaber for 25 unge og voksne
  • Karrierebibliotek for 50 unge
  • Sprogtræning og studiestøtte til 60 voksne
  • Værtsfamilier/ netværksfrivillige til 30 nyankomne voksne

Derud over vil Dansk Flygtningehjælp:

  • rekruttere 700 nye frivillige i perioden – heraf ca. 100 frivillige med etnisk minoritetsbaggrund
  • tilbyde kurser for de frivillige

Aktiviteterne, som tilbydes, fordeler sig geografisk på områderne:

Mjølnerparken, Mimersgadekvarteret, Aldersrogade/Haraldsgade, Lundtoftegade, Ydre Nørrebro (NBMC), Blågårdsplads/ Blågårdskvarteret, Sjællandsgade/ Meinungsgade, Bispebjerg, Glasvej, Tingbjerg/Utterslevhuse, Urbanplanen, Sundholmsvejskvarteret, Gyldenrisparken, Sjælør Boulevard, Akacieparken, Hormmanns Vænge, Lønstrupgård, Østerbro, Vesterbro samt aktiviteter som går på tværs af boligområder. Der tilbydes dog ikke samtlige aktivitetsformer i alle områder. 

Af de aktiviteter, som tilbydes er størstedelen videreførelser af allerede eksisterende aktiviteter under partnerskabsaftalen mellem Dansk Flygtningehjælp og Københavns Kommune, som udløber med udgangen af april 2011. Der ud over har organisationen allerede indgået aftaler med lokale aktører omkring en udvidelse af lektiecaféen i Gadepulsen, kvindeaktiviteter i Mjølnerparken, drengelektiehjælp i Hornemanns Vænge og værtsfamilier. Endelig er der for et par af de lovede aktiviteter, endnu ikke er indgået konkrete aftaler lokale samarbejdsaftaler. Dette vil dog ske inden for aftaleperioden, og aktiviteter forventes at blive en lektiecafé i Ågården/Prater, pigecafé i Kvisten samt sprog og lektiecafé for voksne.

Ud over dette vil Dansk Flygtningehjælp i aftaleperioden afprøve nye metoder til at rekruttere frivillige med etnisk minoritetsbaggrund. Dette kunne ske ved at lave aktiviteter for frivillige uden stærke danskkundskaber så som følgeordninger eller ”sprogdating”. En uddybning af ovenstående findes i tilbuddet - herunder en matrix over fordelingen af eksisterende og nye aktiviteter i de enkelte boligområder (bilag 2).

Videre proces

Såfremt nærværende indstilling godkendes, vil Socialforvaltningen underskrive kontrakten med Dansk Flygtningehjælp, og aftalen vil træde i kraft primo maj.

Socialudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil få forelagt en årlig statusredegørelse fra Dansk Flygtningehjælp. I starten af 2014 vil Dansk Flygtningehjælp aflevere en afsluttende rapport.

Såfremt aftalen med Dansk Flygtningehjælp ønskes forlænget efter 2014, skal dette politisk besluttes senest ved forhandlingerne om budget 2015. I så fald kan aftalen forlænges 4 gange 1 år med et år af gangen.

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling.

 

Indstillingen blev godkendt

Til top