Mødedato: 04.05.2011, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Status over Socialforvaltningens deltagelse i Fælles Ansvar II

Se alle bilag

Socialforvaltningen orienterer Socialudvalget om status over igangsatte projekter i forbindelse med Regeringsinitiativet ”Fælles Ansvar II”.

Problemstilling

Der er som led i Fælles Ansvar II afsat Satspuljemidler til en række indsatser for socialt udsatte grupper. Socialforvaltningen har indsendt 6 ansøgninger til puljen, heraf 3 i samarbejde med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Der er givet bevilling til 4 af projekterne, hvoraf de 2 projekter er startet i 2007 og 2 projekter er startet i 2008. Udvalget har besluttet, at Socialforvaltningen en gang årligt fremlægger status over de igangsatte projekter. Nærværende status er den fjerde og sidste i rækken. Da de 4 projekter nærmer sig deres afslutning, har denne status særligt fokus på arbejdet med at forankre relevante indsatser.

Løsning

Der er igangsat 4 projekter under Fælles Ansvar II:

 

  1. Projekt ”Flere kompetencer og beskæftigelsesrettede aktiviteter til brugere og styrket faglighed blandt medarbejdere og frivillige i væresteder”. Projekt består af 5 indsatsområder der på forskellig vis er målrettet københavnske væresteder. Projektets overordnede formål er at skabe bedre forudsætninger for social inklusion og øget livskvalitet for gruppen af særligt udsatte borgere. Projektet afsluttes medio 2011.
  2. Projekt ”Samarbejdsprojekt mellem væresteder og botilbud for psykisk syge samt private virksomheder om beskæftigelsestilbud”. Projektet har til formål at skabe bedre muligheder for, at psykisk syge inkluderes på arbejdsmarkedet. Projektet afsluttes medio 2011.
  3. Projekt ”Udsatte-team på Christiania”. Projektet har til formål at etablere en fremskudt, myndighedsgivende sagsbehandling på Christiania. Projektets overordnede formål er at tilbyde gruppen af særligt udsatte borgere på Christiania den nødvendige hjælp og støtte. Projektet afsluttes ultimo 2011.
  4. Projekt ”Udsatte-team på Herberger”. Projektet har til formål at etablere en fremskudt, myndighedsgivende sagsbehandling på herberger på Amager. Projektets overordnede formål er at tilbyde yngre, nyindflyttede herbergsbrugere en hurtig, fremskudt og helhedsorienteret sagsbehandling. Projektet afsluttes primo 2012.

Forankring af indsatserne

Ved midtvejsevaluering forelagt SUD i foråret 2010, kunne det konkluderes:

·        At projektet allerede på daværende tidspunkt havde realiseret størstedelen af de ønskede aktivitetsmål.

·        At projektet ikke vil være i stand til at realisere alle opstillede effektmål, da disse har været for ambitiøse i forhold til projektets målgruppe.

·        At en indsats, der målrettet søger at skabe øget livskvalitet og social inklusion for de mest udsatte borgere, fordrer en langstrakt og målrettet indsats.

·        At der mangler kvantitative målemetoder, der er følsomme overfor ’de små progressioner’, som indsatsen synes at medvirke til hos målgruppen.

 

Projektet har efterfølgende forholdt sig aktivt til konklusionerne i midtvejsrapporten, ved blandt andet at formulere forankringsstrategier for centrale indsatsområder med henblik på en videreførelse af følgende 5 indsatser: 

  1. Fleksibel aktivering på de københavnske væresteder og herberger. Der er nedsat en arbejdsgruppe bestående af  repræsentanter fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og BIF/SOF specialenheden. Arbejdsgruppen skal medio 2011 fremlægge realistiske modeller for aktivering i SOF-regi.

  2. Fremskudt BIF og/eller SOF sagsbehandling på herberger. Der er  nedsat en arbejdsgruppe bestående af  repræsentanter fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og BIF/SOF specialenheden. Projektets erfaringer og forslag til forankringsmodeller er en del af de igangværende overvejelser/dialogen omkring det fortsatte BIF/SOF samarbejde og initiativer til styrkelse af samarbejdet.

  3. Den københavnske værestedsuddannelse. Projektet arbejder fortsat på et forslag til forankring, og forventer at have udkast klar ultimo april.

  4. Skånejobs og vidensformidling. Projektets forankringsmål er blevet realiseret i nyt udviklingsprojekt finansieret af Arbejdsmarkedsstyrelsen. Projektet er startet op primo 2011 under Socialpsykiatrisk Center City.

  5. Fokus på kvinder. Som led i forankringsmålet er Forvaltningen er ved at lægge sidste hånd på udarbejdelse af retningslinier for kvinder på herberger.

Slutevaluering medio 2011
Projektet arbejder på at give en samlet slutevaluering for alle fire projekter medio 2011. Slutrapporteringen vil bestå af i alt 3 afrapporteringer: 1) der samles op på projekternes resultater i en kvantitativ evalueringsrapport; 2) der evalueres på anvendelsesmulighederne af projekternes erfaringer og metoder i en formativ evalueringsrapport og 3) der udarbejdes et metodekatalog som beskriver projektets væsentligste metodevalg og metodiske overvejelser gennem projektperioden. Rapporterne præsenteres ved en afsluttende event ultimo maj/primo juni 2011. Der udarbejdes desuden særskilt slutrapportering for projekt 3 og projekt 4 ved projekternes afslutning – henholdsvis ultimo 2011 og primo 2012. Socialudvalget vil medio 2012 blive orienteret om slutrapporterne.

Økonomi

Der er i alt bevilget ca. 37 mio. kr. til Projekt ”Flere kompetencer og beskæftigelsesrettede aktiviteter til brugere og styrket faglighed blandt medarbejdere og frivillige i væresteder” og ca. 3 mio. kr. til Projekt ”Samarbejdsprojekt mellem væresteder og botilbud for psykisk syge samt private virksomheder om beskæftigelsestilbud” for perioden 2007-2011. Der er i alt bevilget ca. 6,7 mio. kr. til projekt ”Udsatte teams på Christiania” og ca. 10,2 mio.. kr. til projekt ”Udsatte teams på herberger” for perioden 2008 – 2012.

 

Projektet har ultimo 2010 ansøgt Socialministeriet og fået godkendelse herfra i forhold til at få overført uforbrugte midler i 2010 til 2011. Det reviderede budget for 2011 forudsætter, at midlerne anvendes i forbindelse med de planlagte aktiviteter indtil medio 2011 og i forbindelse med forankringsindsatsen i det sidste halvår 2011.

 

Projekterne er 100 % statsligt finansieret.

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling.

 

Indstillingen blev godkendt

Til top