Godkendelse af Socialudvalgets reviderede handleplan for integration
BR har vedtaget en ny integrationspolitik (2010-174928). I forlængelse heraf har Beskæftigelses- og Integrationsudvalget bedt Socialudvalget revidere sin handleplan for integration. Socialudvalget forelægges derfor nu den reviderede plan til godkendelse.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender den reviderede handleplan for integration
- at Socialudvalget godkender den reviderede økonomioversigt
Problemstilling
D. 5. maj 2010 vedtog Socialudvalget sin handleplan for integration for 2011-2014 med en række konkrete mål på det sociale område. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har nu bedt Socialudvalget om at revidere sin handleplan. Med revideringen skal handleplanen med tilhørende økonomioversigt opdateres, der skal laves succeskriterier for målene i handleplanen og sammenhængen med den integrationspolitik, som blev vedtaget i Borgerrepræsentationen d. 16. december 2010, skal tydeliggøres (udfordringsskrivelsen og idékatalog fremsendt fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget er vedlagt denne indstilling som bilag 1 og 2).
Løsning
Socialforvaltningen har gennemgået målsætningerne og revideret dem ud fra hensyn til forvaltningens strategier og pejlemærkerne samt ud fra hensyn til, hvorvidt forvaltningen har den fornødne data til at dokumentere målopfyldelsen.
I tabellen nedenfor fremgår de oprindelige målsætninger samt de reviderede/ nye:
Oprindelige målsætninger |
Reviderede/ nye målsætninger |
Mission: Københavns Kommune skal give sine borgere lige mulighed for at udvikle og udnytte egne ressourcer til at realisere et godt liv og bidrage til samfundet (overordnet målsætning for handleplanen).
|
Udgår |
Børn og unge, der er efterkommere af flygtninge og indvandrere, og som modtager en foranstaltning, skal gennemføre 9. klasse i lige så høj grad som etnisk danske foranstaltningsmodtagere.
|
Indvandrere eller efterkommere, som modtager en foranstaltning, skal gennemføre 9. klasse i lige så høj grad som etnisk danske unge, der modtager en foranstaltning. |
Unge med etnisk minoritetsbaggrund skal ikke være overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne.
|
Udgår |
At hjemløse med etnisk minoritetsbaggrund opnår og fastholder egen bolig i lige så stort omfang som hjemløse med etnisk dansk baggrund.
|
Uændret
|
At antallet af hjemløse med etnisk minoritetsbaggrund, der har ophold på § 110-tilbud på over 120 dage reduceres i lige så stort omfang for hjemløse med etnisk minoritetsbaggrund som for hjemløse med etnisk dansk baggrund.
|
At andelen af hjemløse med etnisk minoritetsbaggrund, der har ophold på § 110-botilbud på over 120 dage reduceres i lige så stort omfang for hjemløse med etnisk minoritetsbaggrund som for hjemløse med etnisk dansk baggrund.
|
At afhjælpe barrierer mod at udnytte behandlingssystemet effektivt for stofmisbrugere med en ikke vestlig baggrund.
|
Lige adgang til behandling (at afhjælpe barrierer mod at udnytte behandlingssystemet effektivt for stofmisbrugere med en ikke vestlig baggrund).
|
At nedbringe antallet af kaotiske stofmisbrugere på den åbne stofscene, som integrerer misbrug, psykiske problemer og kriminalitet, hvor der er en majoritet med en ikke vestlig baggrund uden forsørgelse og fast bolig.
|
Mindske den åbne stofscene (at nedbringe antallet af kaotiske stofmisbrugere på den åbne stofscene, hvor der er en majoritet med ikke vestlig baggrund uden forsørgelse og fast bolig).
|
At kvinder med etnisk minoritetsbaggrund i større omfang får kendskab til og gør brug af de kommunale tilbud. - Forudsætter afsættelse af midler i forbindelse med vedtagelse af handleplan mod partnervold.
|
Udgår |
At perioden, hvor kvinder med etnisk minoritetsbaggrund udsættes for partnervold, forkortes.
|
Udgår |
At sikre, at SOF etablerer kontakt til de udskrevne patienter, som fra regionen vurderes at have behov for yderligere indsats, men som ikke selv opsøger Socialforvaltningen |
At sikre, at Socialforvaltningen etablerer kontakt til udskrevne patienter med anden etnisk baggrund end dansk, som ikke selv opsøger Socialforvaltningens tilbud, men som har et betydeligt behov for yderligere indsats.
|
Andelen af overførselsindkomstmodtagere i de udsatte boligområder og i højrisikoafdelingerne skal falde.
|
Uændret
|
Der må ikke opstå nye udsatte boligområder, og antallet af højrisikoafdelinger må ikke stige.
|
Uændret
|
Intet mål |
Færre skal føle sig ekskluderet pga. fattigdom |
I den reviderede handleplanen er opsætningen ændret, så det tydeligt fremgår, hvordan de enkelte mål støtter op omkring den vedtagne integraionspolitik, og for hver målsætning har Socialforvaltningen udarbejdet et succeskriterium. Endelig har Socialforvaltningen i overensstemmelse med udfordringsskrivelsen synliggjort, hvilke eksisterende indsatser forvaltningen har, som ligner eller støtter op omkring de indsatser i Integrationspolitikken, som Borgerrepræsentationen foreslår under hver målsætning i den nye Integrationspolitik 2011-2014.
Den reviderede handleplan og den tilhørende økonomiske oversigt er vedlagt indstillingen som bilag 3 og 4.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Socialforvaltningen har revideret økonomioversigten knyttet til handleplanen for integration. De anførte indsatser og beløb er ikke alle decideret rettet mod borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Da etnicitet ikke i sig selv er en udsathedsfaktor, vil indsatserne således kun være målrettet borgere med anden etnisk baggrund end dansk i det omfang, at deres situation er præget af sociale vanskeligheder. Der skal således gøres opmærksom på, at beløbene i oversigten ikke går til integrationsfremmende indsatser, men til sociale indsatser. Det samme gør sig gældende vedrørende fattigdom.
I oversigten såvel som i handleplanen er kun medtaget initiativer, som enten allerede er finansieret, eller som søges finansieret i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2012.
Videre proces
Socialudvalgets reviderede handleplan vil blive lagt på www.kk.dk som bilag til den nye integrationspolitik.
Socialudvalget vil i årene 2011-2014 få forelagt en årlig redegørelse, hvor der følges op på resulatmålene i handleplanen. Konklusionerne fra denne redegørelse vil også indgå i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens årlige statusrapport. Der ud over indgår to af resultatmålene fra Socialudvalgets handleplan i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens integrationsbarometer, som der følges op på en gang årligt. Dette gælder målet vedr. gennemførelse af folkeskolen og målet vedr. fattigdom.
Der er ikke fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens side lagt op til faste revideringer af forvaltningernes handleplaner. Handleplanen kan dog revideres, såfremt der sker markante ændringer i forvaltningens indsats på området.
Beslutning
Kontorchef
Margrethe Wivel (B) stillede følgende ændringsforslag som et 3. at:
”at de oprindelige målsætninger bliver indsat i handleplanen igen”
Ændringsforslaget blev vedtaget med følgende stemmeafgivelse:
For: B, F, Ø (5)
Imod: C, O (2)
Undlod: A, V (4)
Den således ændrede indstilling blev godkendt med følgende stemmeafgivelse:
For: A, B, F, Ø (8)
Imod: O (1)
Undlod: C,V (2)
Finn Rudaizky (O) havde følgende protokolbemærkning: ”Dansk Folkeparti stemmer imod forvaltningens indstilling med den begrundelse, at der burde have været taget langt flere målsætninger ud, som favoriserer bestemte grupper af borgere uden at integrationen socialt forbedres.”
C og V havde følgende protokolbemærkning: ”C og V undlader at stemme, da planen – uanset sympatiske socialpolitiske elementer – ikke fremmer integrationen.”