Mødedato: 03.12.2014, kl. 16:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Godkendelse af ansøgning om støtte fra puljen "Afprøvning af ACT-metoden overfor borgere med psykiske lidelser og samtidigt misbrug"

Se alle bilag
Socialudvalget skal godkende Socialforvaltningens ansøgning om midler fra en statslig pulje til ”Afprøvning af ACT-metoden overfor borgere med psykiske lidelser og samtidigt misbrug”.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen har søgt puljen ”Afprøvning af ACT-metoden overfor borgere med psykiske lidelser og samtidigt misbrug” om kr. 4.073.106 i perioden 2015-2017 fra Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forholds pulje, og
  2. at Socialudvalget godkender, at den i ansøgningen påkrævede medfinansiering fra Københavns Kommune på kr. 4.073.106 i perioden 2015-2017 finansieres inden for Socialudvalgets ramme.

Problemstilling

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har afsat en pulje på kr. 8.480.000 til afprøvning af bostøttemetoden ACT over for borgere med dobbeltbelastning i form af psykiske lidelser og samtidigt misbrug. Formålet med puljen er at afprøve, om ACT-metoden har effekt i forhold til at få borgere med dobbeltbelastning tættere på arbejdsmarkedet eller i uddannelse

Der er et krav om kommunal medfinansiering på 50 pct. Det forventes, at puljen udmøntes til to kommuner, som samlet set skal afprøve ACT på 50 borgere.

Socialudvalget skal godkende Socialforvaltningens medfinansiering samt ansøgning til puljen, som blev sendt den 4. november 2014 med forbehold for politisk godkendelse.  

Løsning

ACT er en intensiv, helhedsorienteret og tværfaglig indsats for borgere med komplekse problemstillinger. Det centrale i ACT-metoden er, at borgeren tilknyttes et tværfagligt team, som leverer den samlede indsats til borgeren, der hvor borgeren opholder sig. Indsatsen er tilrettelagt således, at borgeren har færrest mulige kontakter på tværs af afdelinger og sektorer.

Formålet med at afprøve ACT i forhold til borgere med dobbeltbelastning er at opnå erfaring med metoden på det socialpsykiatriske område, at afprøve potentialet i at kunne anvende metoden forebyggende, så borgeren hjælpes til at fastholde egen bolig frem for at få behov for en mere indgribende indsats i form af et botilbud samt at hjælpe flere udsatte borgere i job eller uddannelse. Projektet støtter dermed op om Socialudvalgets pejlemærker om, at flere københavnere i højere grad kommer til at mestre deres eget liv og at flere københavnere med særlige behov kommer i uddannelse eller beskæftigelse. 

Socialforvaltningen har gode erfaringer med brugen af ACT, som blev afprøvet under den nationale hjemløsestrategi. ACT blev her afprøvet på gruppen af hjemløse med de allermest komplekse problemstillinger og med gode resultater bl.a. i forhold til at mindske behovet for mere indgribende indsatser som fx botilbud. 

Socialforvaltningen har derfor i samarbejde med Beskæftigelsesforvaltningen ansøgt puljen, da forvaltningerne ser potentialer i at anvende ACT-metoden i forhold til at understøtte borgere med dobbeltbelastning i at leve et normalt og selvstændigt liv som muligt i egen bolig og med deltagelse i samfundet.

Om projektet

Københavns Kommune vil afprøve ACT-metoden på minimum 25 borgere i socialpsykiatrien i projektperioden fra 2015-2017. Borgerne vil gennem tilknytning til et tværfagligt ACT-team modtage/blive tilbudt forskellige former for pædagogiske, behandlings- og beskæftigelses- /aktivitetsmæssige indsatser, som samlet set vil udgøre en helhedsorienteret indsats, der kommer rundt om alle borgerens problemstillinger.

ACT-teamet vil bestå af sagsbehandlere fra Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, ACT bostøtter (§ 85), misbrugsbehandlere, psykiatere og hjemmesygeplejersker. Det vil være ACT bostøtten, som udgør den koordinerede rolle i forhold til at sikre en helhedsorienteret indsats.

Den fremskudte beskæftigelsesindsats i ACT muliggør, at der kan afholdes jobsamtale med borgeren hver 3. måned, hvor borgerens jobplan løbende tilpasses. Uden den fremskudte indsats, ville en stor del af borgerne i målgruppe have svært ved at møde op på jobcentret på egen hånd. Med en fremskudt indsats, vil samtalen kunne holdes i trygge og velkendte rammer for borgeren, hvilket forventes at have en positiv effekt for borgeres motivation for at komme i en form for beskæftigelse. Medarbejderen fra Beskæftigelsesforvaltningen vil have myndighedskompetance og vil i henhold til Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats kunne iværksætte forskellige former for beskæftigelsesrettede foranstaltninger i form af mentorordning, virksomhedspraktik eller lignende.  

Forvaltningen har en forventning om, at ACT-indsatsen vil føre til, at målgruppens mulighed for at indgå i beskæftigelses- eller uddannelsesrelaterede vil styrkes i kraft af at målgruppen oplever bedre psykisk trivsel (recovery) og/eller mestring (skadesreduktion) af misbrug.   

Målgruppen for ACT-indsatsen i socialpsykiatrien er udsatte borgere over 18 år med svære og komplekse sociale problemer i form at misbrug og psykiske lidelser, og som er aktivitetsparate eller i målgruppen for ressourceforløb. Der vil i visitationen til ACT-støtten sættes særligt fokus på at tilbyde ACT-forløb til borgere i egen bolig, som vurderes at få behov for mere indgribende hjælp i form af en plads på et botilbud (jf. servicelovens §§ 107 el. 108) uden ACT-indsatsen.

Økonomi

Puljen er på kr. 8.480.000 fra 2015-2017 og forventes fordelt mellem to kommuner.

Jf. budget (bilag1) søger forvaltningen samlet set puljemidler for kr. 4.073.106. Der stilles krav om kommunal medfinansiering på 50 pct., svarende til kr. 4.073.106 kr. i projektperioden. Medfinansieringen vil blive dækket inden for Socialudvalgets ramme. Da ACT indsatsen er en stykelse af forvaltningens eksisterende hjemmevejlederindsats (§ 85) for gruppen af borgere, der både har en sindslidelse og et samtidigt misbrug, vil indsatsen bliver finansieret af § 85 midler.
 

Videre proces

Såfremt Socialudvalget godkender ansøgning, og ministeriet imødekommer ansøgningen, vil forvaltningen igangsætte projektet hurtigst muligt efter den 1. december 2014. Det forventes, at borgerne vil kunne visiteres til ACT-forløb fra den 1. april 2015.

Der vil inden puljebevillingens ophør i 2017 på baggrund af en evaluering af projektets resultater og erfaringer blive taget stilling til, om projektet efter tilskudsperioden skal ophøre eller videreføres inden for den eksisterende budgetramme.

 

Anette Laigaard

                                                / Gitte Bylov Larsen

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.
Til top