Forlængelse af individuelle udlejningsaftaler
Teknik- og Miljøudvalget og Socialudvalget skal tage stilling til forvaltningernes forslag om at opretholde gældende udlejningsaftaler med københavnske boligorganisationer i en overgangsperiode indtil grundlaget for en genforhandling er tilvejebragt i foråret 2019, og indtil de i forlængelse heraf erstattes af nye aftaler.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Socialudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen og Socialforvaltningen bemyndiges til sammen at forlænge de eksisterende individuelle udlejningsaftaler med de almene boligorganisationer, herunder tillægsaftaler om boliger til flygtninge fra 2016, så disse aftaler ikke udløber ved årets udgang, men opretholdes efter principperne i de nugældende overordnede rammeaftaler om udlejning, indtil en ny rammeaftale om udlejning med BL 1. kreds kan indgås forventeligt i foråret 2019.
Problemstilling
Københavns Kommune og BL 1. kreds (BLs lokale kreds dækkende Københavns og Frederiksbergs kommuner) indgik i 2014 en rammeaftale for perioden 2015 – 2018 om fleksibel udlejning af almene familieboliger og boligsocial anvisning til almene familie- og ungdomsboliger (Udlejningsaftalen). I 2016 indgik kommunen og BL 1. kreds en supplerende aftale om levering af særlige boligtyper til husning af flygtninge (Boligplaceringsaftalen). De to aftaler er udmøntet ved underliggende udlejningsaftaler mellem Teknik- og Miljøforvaltningen, Socialforvaltningen og de enkelte boligorganisationer, som udløber 31. december 2018.
Regeringen indgik i foråret 2018 en parallelsamfundsaftale. Den opfølgende lovgivning forventes at få væsentlige konsekvenser for udlejning og anvisning, og en ny rammeaftale med BL. Parterne har derfor aftalt, at forhandlingerne først kan færdiggøres efter lovgivningen er på plads. Forventningen er, at en ny rammeaftale om udlejning tidligst kan indgås i foråret 2019. For at undgå at kommunen i en periode står uden aftaler om fleksibel udlejning, boligsocial anvisning og boliger til flygtninge, er der behov for at forlænge de individuelle aftaler med boligorganisationerne i overgangsperioden.
Løsning
Forvaltningerne og BL 1. kreds foreslår, at de individuelle aftaler, som forvaltningerne har indgået med boligorganisationerne om fleksibel udlejning og boligsocial anvisning for perioden 2015-18, herunder tillægsaftaler om boliger til flygtninge, forlænges indtil de - når en ny rammeaftale er forhandlet på plads med BL 1. kreds og godkendt af Borgerrepræsentationen - kan afløses af nye aftaler. Hermed sikres det, f.eks. at fleksibel udlejning kan fortsætte, og at der leveres boliger til nyankomne flygtninge.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Forvaltningerne vil, hvis udvalgene tilslutter sig forvaltningernes indstilling, opfordre boligorganisationerne til at træffe tilsvarende beslutning om forlængelse af de underliggende udlejningsaftaler, såfremt disse ikke skal bortfalde og muligheden for f.eks. fleksibel udlejning ophøre.
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen vil blive orienteret om udvalgenes beslutning.
Borgmestrene og BL 1. kreds mødes den 25. oktober 2018 i Partnerskabsforum, hvor regeringens parallelsamfundsudspil og forslag til opfølgende lovgivning vil være på dagsordenen. Resultatet af mødet vil være politisk retningsgivende for de videre forhandlinger på administrativt niveau om en ny rammeaftale om udlejning med BL for en ny fireårig periode.
Forslag til en ny rammeaftale om udlejning mellem Københavns Kommune og BL 1. kreds forventes forelagt relevante udvalg og borgerrepræsentationen i foråret 2019 sammen med evaluering af den nuværende aftale og forslag om en ny overordnet almenboligaftale. Når aftalen er indgået, vil nye underliggende individuelle udlejningsaftaler med boligorganisationerne kunne indgås indenfor rammerne heraf. De forlængede aftaler med boligorganisationerne vil herefter blive afløst af nye aftaler.
Pernille Andersen Nina Eg Hansen
Beslutning
Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.