Mødedato: 03.10.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Afdækning af indsatsen for udsatte stofbrugere i København

Se alle bilag
Socialudvalget skal tage stilling til indhold og proces i en afdækning af, hvordan indsatsen for udsatte stofbrugere i København kan styrkes, jf. budgetaftalen for 2019.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender kommissorium for afdækningen af stofscenen i København vedlagt som bilag 1, 2 og 3.

Problemstilling

I det følgende fremlægger Socialforvaltningen forslag til indholdet af den afdækning vedr. “stofscenen”, der indgik i budgetaftalen for 2019.

Behovet for en sådan afdækning er beskrevet i følgende hensigtserklæring i budgetaftalen:

“Styrket nærmiljø i bydele med stofindtag i det åbne rum (stofscenen). Parterne er enige om, at der frem mod overførselssagen 2018-2019 skal ske en afdækning af mulighederne for at styrke indsatsen for udsatte stofbrugere i København, herunder afdække mulighederne for, samt fordele og ulemper ved, at oprette nye stofindtagelsesrum. Afdækningen skal fokusere på de geografiske områder, hvor omfanget af stofbrug og generne forbundet hermed er størst, herunder Vesterbro, Sundholm og Nørrebro/ Nordvest.”

Afdækningen skal ske frem mod overførselssagen 2018-2019.

Løsning

Socialforvaltningen foreslår, at afdækningen består af følgende (uddybes i bilag 1 til 3):

  1. 4. oktober til 29. november 2018: Socialforvaltningen udarbejder en skriftlig gennemgang af mulighederne for at styrke indsatsen for udsatte stofbrugere i København, herunder muligheder, fordele og ulemper ved af oprette nye stofindtagelsesrum. Fokus vil være på områderne Vesterbro, Sundholm og Nørrebro/Nordvest. 
    Socialforvaltningens skriftlige gennemgang vil tage udgangspunkt i eksisterende data og undersøgelser på området. Der vil ligeledes blive gennemført en særskilt kvalitativ interviewundersøgelse blandt brugere fra Indre Vesterbro. Derudover vil der blive indhentet udtalelser fra de ansvarlige myndigheder, herunder Københavns Politi, Sundheds- og Ældreministeriet og udlændingemyndighederne samt kommunens renholdsindsats.
    Den endelige skriftlig afrapportering vil ligeledes inddrage input fra spørgeskemaer, høringsarrangementet samt svar fra en ekstern høring, jf. pkt. 2-4 nedenfor.
  2. 4. oktober til 2. november 2018: En skriftlig indsamling af bidrag og kvalitative skriftlige input fra interessenter baseret på spørgeskema. Socialforvaltningen vil have et særligt fokus på deltagelsen af brugere i indsamlingen.
  3. 12. november 2018: Afholdelse af høringsarrangement. Forud for høringsarrangementet udsendes en opsummering af de problemstillinger, muligheder, fordele og ulemper, som er fremkommet i den skriftlige indsamling.
  4. 11. december 2018 til 8. januar 2019: Ekstern høring af Socialforvaltningens samlede afdækning. Alle skriftlige bidrag til afdækningen vil blive medsendt.

Skriftlig gennemgang af muligheder, fordele og ulemper

Socialforvaltningens skriftlige materiale skal beskrive mulighederne for at styrke indsatsen for udsatte stofbrugere i København, herunder muligheder, fordele og ulemper ved af oprette nye stofindtagelsesrum. Fokus vil være på områderne Vesterbro, Sundholm og Nørrebro/Nordvest.

Vurderingerne af muligheder, fordele og ulemper baseres på det samlede indsamlede materiale, herunder også på udtalelser fra de ansvarlige myndigheder, bl.a. Københavns Politi, Sundheds- og Ældreministeriet, udlændingemyndighederne samt kommunens renholdsindsats. Bidrag fra andre relevante aktører, fx brugere, lokaludvalg, NGO'er mv., afdækkes via den skriftlige indsamling af input.

Afdækningen afgrænses jf. teksten i Budgetaftalen 2019 til “de geografiske områder, hvor omfanget af stofbrug og generne forbundet hermed er størst” og har fokus på bydele med stofindtag i det åbne rum. Socialforvaltningen forstår det, som de stofrelaterede aktiviteter, der foregår på gadeplan. Afdækningen har ikke fokus på den generelle misbrugsbehandling i København.

Skriftlig indsamling af bidrag fra den 4. oktober til 2. november 2018

Socialforvaltningen foreslår, at der iværksættes en indsamling af interessenternes skriftlige bidrag til afdækningen. Formålet er at sikre en bred repræsentation af synspunkter og perspektiver. Indsamlingen er målrettet alle relevante interessenter i de tre bydele, herunder beboere, brugere, erhvervsdrivende, NGO'er, kommunalt ansatte, lokalpolitikere, lokaludvalg, politi, praktikere fra et sociale tilbud til stofbrugere m.fl.

Socialforvaltningen vil have et særligt fokus på at fremme brugernes deltagelse i indsamlingen, herunder også på Sundholm og Nørrebro samt i Nordvest.

Spørgeskemaet udsendes den 4. oktober 2018, dvs. dagen efter Socialudvalgets behandling af nærværende sag. Dette er nødvendigt for at give deltagerne tilstrækkelig tid til besvarelsen af spørgeskemaerne.

Høringsarrangement den 12. november 2018 fra 15.00 til 19.00

Socialforvaltningen foreslår, at der afholdes et høringsarrangement, hvor der vil være input fra eksperter, oplæg om udenlandske erfaringer, og hvor relevante interessenter giver mundtlige bidrag til afdækningen. Arrangementet er målrettet alle relevante interessenter i de tre bydele, herunder beboere, brugere, erhvervsdrivende, kommunalt ansatte, lokalpolitikere, lokaludvalg, NGO'er, politi, praktikere fra et socialt tilbud til stofbrugere m.fl.

Socialforvaltningen udsender forud for høringsarrangementet en kortfattet opsummering af de problemstillinger, muligheder, fordele og ulemper, som på dette tidspunkt er fremkommet i indsamlingen.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser, men afdækningen kræver, at Socialforvaltningen opprioriterer området i sin interne planlægning af arbejdet.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender forslag til kommissorium, vil Socialforvaltningen påbegynde afdækningen.

Afdækningen vil blive udarbejdet i oktober og november 2018. Fra midten af december 2018 til primo januar 2019 gennemføres en ekstern skriftlig høring af den. Den endelige afdækning forelægges Socialudvalget i februar 2019.

 

Nina Eg Hansen

                                     / Eva Stokbro Jensen

 

 

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen og fuldmægtig Thomas Land Christiansen deltog under punktets behandling.

Behandlingen af punktet blev suspenderet kl. 16.42.

Behandlingen af punktet blev genoptaget kl. 17.54.

Indstillingen blev godkendt.

Til top