Mødedato: 03.09.2014, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Økonomisk hjælp til julearrangementer 2014

Se alle bilag

Socialudvalget skal uddele midler til grupper, sociale tilbud eller organisationer til afholdelse af julearrangementer for mennesker med sociale vanskeligheder.


Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

1. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens forslag til kriterier for fordeling af julehjælp.

Problemstilling

Socialforvaltningen annoncerer hvert år i københavnske lokalaviser og indkalder ansøgninger om hjælp til julearrangementer. Den økonomiske støtte kan bevilges til grupper, sociale tilbud eller organisationer der udfører frivilligt socialt arbejde, til afholdelse af julearrangementer for mennesker med sociale vanskeligheder. Der er 371.000,00 kr. til uddeling i 2014.


Løsning

Socialforvaltningen foreslår, at arrangementer, der finder sted juleaften, prioriteres højest, men at gode arrangementer, der finder sted i ugerne op til jul eller de øvrige juledage, også kan komme i betragtning.

Støtten ydes efter følgende kriterier for tildeling af støtte:

  • Støtten ydes alene til gennemførelse af ikke-private julearrangementer, der gennemføres af f.eks. institutioner, frivillige sociale organisationer, bosteder, grupper og foreninger.

  • Støtten ydes til gennemførelse af julearrangementer for mennesker med sociale vanskeligheder.

  • Støtten kan ikke udbetales som kontante beløb til enkeltpersoner.

  • Der kan ikke ydes støtte til aflønning eller anden honorering af frivillige eller en organisations ansatte, der forestår julearrangementernes gennemførelse

  • Ved støttens fordeling tilstræbes det, at der kan afholdes så stort et antal arrangementer som muligt for at sikre størst mulig bredde i arrangementerne

  • Ansøger er forpligtet til at aflægge særskilt regnskab for det bevilligede beløbs anvendelse i året efter arrangementets afholdelse.

  • Modtagere af julehjælp 2013, der ikke har afleveret regnskab, vil som udgangspunkt ikke komme i betragtning.

  • Julearrangementer, der finder sted juleaften,vil blive prioriteret

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Socialudvalget godkender forvaltningens forslag til kriterier for uddeling af økonomisk støtte til julearrangementer, vil forvaltningen indrykke annoncer vedrørende julehjælp i københavnske lokalaviser i uge 37 med frist for ansøgninger den 1. oktober 2014.

Udvalget vil efterfølgede modtage en indstilling om fordeling af støtte på basis af de indkomne ansøgninger på Socialudvalgets møde d. 29. oktober 2014.


Anette Laigaard


                                            / Marie Kruse

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top