Mødedato: 03.09.2014, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Orientering om Decisionsskrivelse for revisionsbemærkninger til regnskab 2012

Se alle bilag
Socialforvaltningen har d. 24. juni 2014 modtaget Ankestyrelsens decisionsskrivelse vedrørende revisionsberetningen for regnskabsår 2012.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

1. at Socialudvalget tager decisionsskrivelse vedrørende revisionsberetningen for regnskabsår 2012 til efterretning.

Problemstilling

Socialudvalget behandlede revisionsberetning for regnskabsår 2012 på Socialudvalgsmøde d. 4. september 2013. Ankestyrelsen har på baggrund heraf udarbejdet decisionsskrivelsen, som svar på revisionens bemærkninger i beretningen for 2012 på områder med statsrefusion. Decisionsskrivelsen kan ses i bilag 1.

Løsning

Decisionsskrivelsen fra Ankestyrelsen gør opmærksom på de områder Socialforvaltningen og revisionen Deloitte skal følges op på i 2013.

Ankestyrelsen gør særlig opmærksom på de områder, som har givet anledning til revisionsbemærkninger. Tabel 1 viser Ankestyrelsens bemærkninger til de ikke-afsluttede områder, samt Socialforvaltningens løbende tiltag.

Tabel 1. Revisionsbemærkninger og tiltag i 2013 og 2014

Revisors bemærkning

Socialforvaltningens tiltag

Økonomisk tilsyn med selvejende og private botilbud. Ankestyrelsen bemærker at det økonomiske tilsyn ikke er tilstrækkeligt og at der kan være risiko for fejl i takster for private og selvejende botilbud.

Pr. 1. januar 2014 er både det faglige og det økonomiske tilsyn overgået til Socialtilsynet for alle døgntilbud.

Socialforvaltningen skal dog stadig føre økonomisk tilsyn med alle private dagtilbud beliggende i kommunen. Derfor har Socialforvaltningen indført et nyt økonomisk tilsyn på private tilbud beliggende i Københavns kommune i 2014.

I forbindelse med implementering af det nye økonomisystem i Københavns kommune vil forvaltningen være opmærksomme på, at det fremtidige system kan understøtte en systematisk og effektiv opsamling af data om modtagere af tilskud (selvejende og private tilbud) og leverandører i øvrigt (øvrige private aktører).  

Internt kontrolsystem/ ledelsestilsyn. Ankestyrelsen kritiserer forvaltningens interne kontroller i forhold til opgørelse af Særligt dyre enkeltsager og hjælp til sygebehandling efter ATL § 82.

Socialforvaltningen har i 2014 indført et nyt tilsyn på opgørelse af særligt dyre enkeltsager, hvor sager bliver udtaget på baggrund af regnskabet for 2013 og halvårsregnskabet for 2014. Eventuelle rettelser eller berigtigelser vil blive taget med i refusionsopgørelsen for 2014. Forvaltningen har ligeledes indgået et samarbejde med Deloitte om en kvalitetssikring af opgørelsesmetode og proces, som vil blive anvendt til årsopgørelsen for 2014.  

Forretningsgang og ledelsestilsyn på personsager er i 2014 udvidet med særligt fokus på hjælp til sygebehandling, herunder mulighed for kronikerbevilling og kontrol af medicinudgifter.

SEL § 176 – Særligt dyre enkeltsager. Ankestyrelsen kritiserer at Socialforvaltningen har botilbud som ikke var oprettet på Tilbudsportalen i opgørelse af udgifter til særligt dyre enkeltsager.

Socialforvaltningen har udtaget alle tilbud som ikke var oprettet på Tilbudsportalen tre år tilbage i refusionsopgørelsen for 2013. Forholdet vurderes til at være afsluttet af revisionen i beretningen for 2013.

SEL §§ 41 og 42 – Genopretning af merudgifter til børn og tabt arbejdsfortjeneste. Ankestyrelsen kritiserer at den forudsatte tidsplan for genopretning ikke er fulgt.

Socialforvaltningen har pr. 1. maj 2014 afsluttet genopretningsplanen. Og med Deloittes godkendelse af metode og modellen for skønsmæssig berigtigelse er alle berigtigelser for 2010-2013 afregnet med Ministeriet i refusionsopgørelse 2013. Det resterende afregnes med refusionsopgørelse 2014.

Forholdet vurderes derfor afklaret af revisor under forudsætning af at ministeriet godkender at forvaltningen har anvendt samme metode til berigtigelse for 2013 som for 2012.

Refusionsopgørelse for 2012. Ankestyrelsen kritiserer at der ikke er foretaget den nødvendige kvalitetssikring af refusionsopgørelsen for 2012.

Socialforvaltningen har taget de konstaterede fejl til efterretning, og tilrettet refusionsopgørelsen herefter.

Ankestyrelsen betragter således de punkter, hvor der er anmodet om revisors særlige opmærksomhed som videreførte punkter, og resten som værende afsluttede.

Af bilag 2 fremgår Deloittes svar på decisionsskrivelsen til Ankestyrelsen.

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Deloitte har fulgt op på alle punkter i revisionsberetningen for regnskabsår 2013, som fremlægges Socialudvalget på indeværende møde.

 

                 Anette Laigaard                                       

                                                                                 /Lone Berner Wolff

Beslutning

Kontorchef Lone Berner Wolff deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top