Status på implementering af økonomianalysen
Resumé
Udvalget orienteres om status på realisering af effektiviseringspotentialer i PwC-økonomianalysen fra 2018. Analysen pegede på, at der indenfor en 4-årig periode kan gennemføres effektiviseringer på mellem 156 og 190 mio. kr. Der er foreløbigt jf. budgetaftalerne for 2019 og 2020 samt forslag til budgetaftalen for 2021 vedtaget effektiviseringer for i alt 163,9 mio. kr. Sidste gang Socialudvalget blev præsenteret for en status var på Socialudvalgets møde den 26. juni 2019.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager status på implementering af økonomianalysen til efterretning.
Problemstilling
Ved Socialudvalgets godkendelse af budgetforslag for 2019 blev det besluttet, at der skulle gennemføres en økonomianalyse i Socialforvaltningen. PwC-rapporten pegede på, at der indenfor en 4-årig periode kan gennemføres effektiviseringer på mellem 156 og 190 mio. kr. I rapporten fremgår visse forbehold knyttet til realiseringen af dette beløb. Med nærværende indstilling gøres status for fremdriften i forhold til analysens anbefalinger.
Løsning
Nedenfor er opridset en status på budgetforslag, der er udarbejdet med udgangspunkt i økonomianalysen og/eller bidrager til indhentning af potentialerne. I bilaget gives en samlet oversigt over initiativer implementeret i både budget 2019 og 2020 samt de initiativer, der foreløbigt er vedtaget til budget 2021. Der er foreløbigt jf. budgetaftalerne for 2019 og 2020 samt forslag til budgetaftalen for 2021 vedtaget effektiviseringer for i alt 163,9 mio. kr.
Hvis man medregner de nu tilbagerullede kvalitetsstandarder på handicapområdet, er der vedtaget effektiviseringer på 179,5 mio. kr. Udmøntning af rapportens anbefalinger ligger derfor i den øvre ende af spændet, hvorfor rapportens potentiale – også givet de usikkerheder, som ligger i potentialeberegningerne – er ved at være udtømt.
Spor 1: Administration
PwC’s vurdering af potentialet i spor 1 var 54-58 mio. kr. baseret på en forudsætning om en 10 pct. besparelse på administration. Med budget 2019, 2020 og 2021 er der iværksat initiativer, der fuldt indfaset har en samlet effekt på 55,9 mio. kr.[1] Socialforvaltningens opfølgning på økonomianalysens anbefalinger vedrørende administration indgår i budget 2021-forslaget ”TV03 - Investering i tids- og opgaveoptimerende indsatser i den centrale administration”.
Spor 2: Bedre styring
Rapportens afsnit omkring bedre styring indeholder ikke anbefalinger til effektiviseringsforslag, men giver anbefalinger omkring forbedring af den økonomiske styring. Analysens analyse og anbefalinger indgår som led i udviklingen af forvaltningens styring, inkl. i forhold til aktivitetsbaseret budgettering, prognosticering og risikostyring. Samtidig er anbefalingerne relateret til forvaltningens arbejde med at opnå indkøbsbesparelser i de faglige indkøb.
Spor 3: Indkøb
PwC’s vurdering af potentialet i spor 3 var 42-72 mio. kr. Med budget 2019 og 2020 samt Socialforvaltningens andel af tværgående indkøbsbesparelser er der iværksat initiativer med en samlet effekt på 54,6 mio. kr. ved fuld indfasning. Socialforvaltningens nye indkøbsorganisation blev etableret i sidste halvdel af 2019 som en opfølgning på økonomianalysens anbefalinger vedrørende indkøb jf. Budget 2020-forslaget ”TV02 - Professionalisering af indkøb i Socialforvaltningen” med en budgetreduktion på 18,3 mio. kr. årligt og med fuldt gennemslag i 2022. Hertil kommer besluttede tværgående indkøbsinitiativer for hele kommunen, hvor Socialforvaltningens andel af vedtagne investeringsforslag til Budget 2020 er 28,7 mio. kr. ved fuld indfasning i 2024[2].
Spor 4: Visitationspraksis
PwC’s vurdering af potentialet i spor 4 var 56 mio. kr. Jf. analysens forbehold baserer dette sig dog på 2016-tal, hvorfor der ikke er taget højde for opstramning i visitationspraksis siden da. Med budget 2019, 2020 og 2021 er der iværksat nye initiativer med en samlet effekt på 37,8 mio. kr. ved fuld indfasning. Ved budgetaftalen for 2020 blev det politisk vedtaget at tilbagerulle 2019-forslaget ”HA01 - Kvalitetsstandarder på handicapområdet”, hvorfor de aktuelt iværksatte initiativer udgør 22,2 mio. kr.
Spor 5: Effektiv drift i sociale tilbud
PwC’s vurdering af potentialet i spor 5 var 3,8 mio. kr. i fire konkrete tilbud. Udvalget har besluttet initiativer, der fuldt indfaset har en samlet effekt på 31,2 mio. kr. Til Budget 2021 drejer det sig om ”TV04 – Implementering af driftsoptimerende tiltag på døgninstitutioner og botilbud, BU04 - Reduktion af øvrig tid på forebyggende tilbud og SI07 - Investering i effektiv dokumentation og overdragelse af information om borgerne”. Som de tidligere års forslag, så er der tale om indsatser med organisatoriske og digitale elementer og dertil knyttede arbejdsgange. Indsatserne er eksempelvis optimering af møder, optimering af faglig dokumentationspraksis og implementering af e-tavler til brug for driftsplanlægning.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Socialforvaltningen fremlægger opdateret status på implementering af økonomianalysen i 2021. Der ventes til Budget 2022 at blive udarbejdet yderligere effektiviseringsforslag knyttet til ovenstående spor, om end det tilbageværende potentiale i rapporten er begrænset.
Nina Eg Hansen
/ Anders Johannes Kristensen
[1] Det bemærkes, at flg. effektiviseringer fra Budget 2020 ”TOA01 -Effektiviseringer/servicereduktioner på de tværgående områder og TOA02 - Besparelse på den centrale administration” ikke var medtaget i svar til Laura Rosenvinge (S) af 11. februar 2020. De er rettelig medtaget nu, da de indgår i forvaltningens opnåelse af kommunens mål om reduktion af administration på 10 pct., som er referencen i PwCs rapport.
[2] Det bemærkes, at der heri indgår effektiviseringer, der første er fuldt indfaset i 2024.
Beslutning
Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev taget til efterretning.
Enhedslisten havde følgende protokolbemærkning til sagen:
”Enhedslisten deler forvaltningens syn på mulighederne for fornuftig effektivisering snart er udtømt. I længden er det ikke muligt at fastholde det nuværende niveau uden at forringe velfærden”.