Mødedato: 03.06.2020, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, Udvalgsværelse D

Anmodning om midler fra puljen til uforudsete udgifter

Resumé

På Socialudvalgets møde d. 20. maj 2020 besluttede udvalget i forbindelse med behandlingen af kvartalsprognosen pr. april, at handleplanen på børne- og ungeområdet skulle reduceres med 10 mio. kr. med henblik på at undgå en tilsvarende opstramning af visitationen, og at beløbet i stedet skulle søges finansieres gennem puljen til uforudsete udgifter. Sagen omhandler denne ansøgning og alternativ finansiering af udfordringen på 10 mio. kr.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler at Socialudvalget bevilliges 10 mio. kr. til området for udsatte børn og unge fra puljen til uforudsete udgifter.
  2. at Socialudvalget godkender, at forvaltningen vender tilbage med en sag om optagelse af internt lån på 10 mio. kr., hvis der ikke bevilliges midler fra puljen til uforudsete udgifter.

Problemstilling

Ved Socialudvalgets behandling af Kvartalsprognosen pr. april d. 20. maj 2020 blev det besluttet, at der ikke skal ske en opstramning i visitationen på børneområdet svarende til 10 mio. kr., hvilket ellers var en forudsætning for prognosen. Socialudvalget ønskede i stedet at udfordringen på børneområdet skulle løses ved at søge midler fra puljen til uforudsete udgifter.

Som følge af Socialudvalgets beslutning reducerer Socialforvaltningen nu sin handleplan på børne- og ungeområdet med 10 mio. kr., og den tilsvarende visitationsopstramning falder bort. Det har den konsekvens, at der mangler 10 mio. kr. for at have balance i årets prognose, når der ses bort fra COVID-19-relaterede udgifter. Det bemærkes, at størrelsen på den forventede udfordring er forbundet med usikkerhed, da det er svært at forudsige den præcise effekt af visitationspraksis.

Økonomiudvalget har den 26. maj besluttet at pålægge Socialudvalget, at udvalget skal bringe serviceområdet i balance for udgifter, der ikke er relateret til COVID-19, frem mod augustprognosen.

Løsning

Socialforvaltningen indstiller, at udfordringen på børne- og ungeområdet på 10 mio. kr. søges dækket via puljen til uforudsete udgifter jf. 1. at-punkt.

Hvis der ikke bevilliges midler fra puljen til uforudsete udgifter, indstilles det, at udfordringen dækkes via optagelse af internt lån, jf. 2. at-punkt.

Dermed har udvalget bragt serviceområdet i balance, sådan som Økonomiudvalget har pålagt det.

Økonomi

Økonomien er indeholdt i sagen.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, forelægges anmodningen for Økonomiudvalget d. 11. august 2020 og for Borgerrepræsentationen d. 20. august 2020.

Nina Eg Hansen                                               

                                            / Anders Johannes Kristensen

Beslutning

Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.

I forhold til 1. at-punkt anbefalede Socialudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at godkende, at Socialudvalget bevilliges 10 mio. kr. til området for udsatte børn og unge fra puljen til uforudsete udgifter.

Venstre stillede følgende ændringsforslag om et nyt 2. at-punkt:

”at Socialudvalget godkender, at der tilbageholdes op til 10 mio. kr. af den decentrale opsparing i 2020, som anvendes til udfordringen på børne- og ungeområdet, hvis der ikke bevilliges midler fra puljen til uforudsete udgifter”.

Der var afstemning om ændringsforslaget:

Stemmer for: 8 (A, B, F, V, C)

Stemmer imod: 3 (Ø, Å)

Ændringsforslaget blev hermed vedtaget, og det tidligere 2. at-punkt blev forkastet.

Venstre havde følgende protokolbemærkning, som et samlet Socialudvalg tilsluttede sig:

”Socialudvalget er stærkt bekymrede for, hvorvidt den lovpligtige velfærd på socialområdet overholdes. Det ønskes derfor, at forvaltningen i forbindelse med budgetseminaret i august 2020 fremlægger en oversigt over, hvor stor en del af budgettet, der anvendes til opfyldelse af den lovpligtige kernevelfærd og hvor stor en del, der anvendes til yderligere initiativer. Derudover ønskes det, at forvaltningen fremlægger en langsigtet løsning på overholdelsen af den lovpligtige kernevelfærd til drøftelse i udvalget”.

Til top