Mødedato: 03.06.2020, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, Udvalgsværelse D

Vejledende visitationsgrundlag på det udsatte børne- og ungeområde

Se alle bilag

Resumé

Forvaltningen har udarbejdet et vejledende visitationsgrundlag, som er administrativt fastsat på det udsatte børne- og ungeområde. Formålet er at skabe tydelighed omkring kommunens praksis på området, herunder tydelighed omkring tærsklen for anbringelser. Socialudvalget har ad flere omgange drøftet muligheden for politisk fastsatte serviceniveauer på forvaltningens fagområder. Forvaltningen har på den baggrund valgt at lægge det eksisterende niveau frem til orientering. Udvalget kan også vælge at godkende serviceniveauet eller øge niveauet, hvis Socialudvalget samtidig tilfører flere midler til området.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager det vejledende visitationsgrundlag for udvalgte bestemmelser på det udsatte børne- og ungeområde til efterretning, jf. bilag 1. 

Problemstilling

Socialforvaltningen har udarbejdet forslag til et vejledende visitationsgrundlag på det udsatte børne- og ungeområde på en række bestemmelser i serviceloven med det formål at skabe tydelighed og ensartet bevillingspraksis omkring udvalgte ydelser.

Forslag til det administrativt fastsatte vejledende visitationsgrundlag beskriver den aktuelle praksis på området og skal sikre gennemsigtighed i forhold til dette. Forvaltningen ønsker med det vejledende visitationsgrundlag at tydeliggøre den støtte, forvaltningen kan tilbyde inden for den nuværende budgetramme. Det vejledende visitationsgrundlag beskriver den nuværende praksis på området og har derfor ikke nye konsekvenser for Københavns udsatte børn, unge og familier. Beskrivelsen blev drøftet i Borgercenter Børn og Unges MED-udvalg i efteråret 2019.

Løsning

Socialforvaltningen ønsker med udarbejdelsen af det vejledende visitationsgrundlag at skabe større intern gennemsigtighed om, hvad forvaltningen tilbyder udsatte børn, unge og deres familier inden for den nuværende budgetramme. Forvaltningen ønsker således med dette dokument at skabe grundlaget for en ensartet bevillingspraksis på tværs af byen samt skabe gennemsigtighed i forhold til den eksisterende praksis.

Det administrativt fastsatte vejledende visitationsgrundlag, som her fremlægges for Socialudvalget, beskriver udelukkende den nuværende bevillingspraksis.

Udmålingen af støtte skal altid baseres på en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. Det betyder, at støtten i nogle tilfælde vil være højere og i andre tilfælde lavere end, hvad der er beskrevet i det vejledende visitationsgrundlag.

Der er udarbejdet vejledende visitationsgrundlag, jf. bilag 1, på følgende bestemmelser i serviceloven:

  • Tidlige forebyggende indsatser (§ 11 stk. 1-3)
  • Psykologbehandling og familiebehandling (§ 52, stk. 3, nr. 3)
  • Kontaktperson (§ 52, stk. 3, nr. 6)
  • Aflastning (§ 52, stk. 3, nr. 5)
  • Anbringelse uden for hjemmet (§ 52, stk. 3, nr. 7)
  • Støtteperson til forældre med anbragte børn (§ 54, stk. 1)
  • Efterværn (§ 76, stk. 3, nr. 1-3).

De udvalgte bestemmelser udgør en række af de mest benyttede indsatser og foranstaltninger i Borgercenter Børn og Unge. I bilag 1 beskrives for hver bestemmelse, hvad forvaltningen som udgangspunkt tilbyder de udsatte børn, unge og familier. Det vejledende visitationsgrundlag afspejler den eksisterende praksis.

Et centralt redskab til at operationalisere støttebehovet i forhold til konkrete sociale problemstillinger er Trivselslinealen. Trivselslinealen er udarbejdet af KL og er et redskab til vurdering af børn og unges sociale problemer, trivsel og støttebehov. Trivselslinealen bliver i det vejledende visitationsgrundlag i kombination med Indsatstrappen anvendt som et vejledende pejlemærke for matchning mellem barnet/den unges sociale problemer, trivselsgrad og behov samt niveauet af støtte, der kan forventes fra forvaltningen. Trivselslinealen vil desuden være et vigtigt redskab i dialogen med forvaltningens samarbejdspartnere om, hvilke børn og unge der kan forvente at modtage hvilke indsatser fra Socialforvaltningen.

For at illustrere den nuværende bevillingspraksis har forvaltningen udarbejdet en række fiktive cases, som beskriver, hvad forvaltningen typisk vil tilbyde af indsatser set i relation til forskellige sociale problematikker. De fiktive cases er inspireret af praksisbeskrivelser, som Dansk Socialrådgiverforening har videregivet til forvaltningen. Disse er vedlagt i bilag 2.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Det vejledende visitationsgrundlag vil blive kommunikeret ud til forvaltningens egne medarbejdere og ledere med henblik på at bidrage til en ensartet praksis på tværs af enhederne.

Socialudvalget vil få forelagt nyt udkast ved fremtidige større ændringer af det vejledende visitationsgrundlag.

Nina Eg Hansen 

                                       / Eva Stokbro Jensen & Lise Stidsen Vandahl

Beslutning

Vicedirektør Lise Stidsen Vandahl og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top