Drøftelse af Borgercenter Handicaps omstillingsplan
Resumé
Socialudvalget skal have en første drøftelse af temaerne til en omstillingsplan for Borgercenter Handicap for perioden 2021-2024 og komme med input til forvaltningens videre arbejde med denne. Der vil på udvalgsmødet blive holdt et oplæg, som drøftelsen kan tage udgangspunkt i. Omstillingsplanen skal beskrive, hvordan Borgercenter Handicap vil sikre borgere med handicap den bedst mulige indsats inden for de ressourcer, som borgercenteret har til rådighed. I februar 2021 skal Socialudvalget tage stilling til det endelige forslag til en omstillingsplan for borgercenteret.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget drøfter de skitserede udfordringer og foreslåede temaer for omstillingsplanen for Borgercenter Handicap og giver input til forvaltningens videre arbejde med omstillingsplanen.
Problemstilling
Borgercenter Handicap er ligesom de øvrige borgercentre udfordret af faldende budgetter samtidig med, at flere københavnere med handicap har brug for hjælp og efterspørger individuelle og sammenhængende løsninger. Borgere med handicap er en meget sammensat gruppe, men den nationale udvikling viser, at borgere med svære handicap i stigende grad tabes i forhold til skole, uddannelse og beskæftigelse og oplever øget ensomhed. Flere får diagnoser som f.eks. autisme, og demografien ændrer sig, da flere borgere med handicap bliver ældre. Derudover er der en række strukturelle udfordringer i Borgercenter Handicap, bl.a. ift. at overholde forsyningsforpligtelsen på botilbudsområdet. Samtidig gør et stort antal borgere brug af muligheden for frit valg på botilbudsområdet (§ 108), som fører til, at Borgercenter Handicap må købe et stigende antal pladser, der ofte er dyrere. Desuden er rekruttering og fastholdelse af erfarne medarbejdere og ledere også en udfordring på botilbudsområdet.
Derfor er der behov for en stillingtagen til retningen for de faglige omstillinger i borgercenteret, som fremadrettet skal sikre en bedre overensstemmelse mellem de økonomiske rammer og serviceniveauet. Samtidig skal det også være en retning, som sætter et fagligt ambitionsniveau, der er med til at øge livskvaliteten for københavnere med handicap.
Løsning
København skal være en by for alle, hvor københavnere med handicap har mulighed for at leve et selvstændigt liv med høj livskvalitet. Det gælder uanset hvilket handicap, der er tale om. Med omstillingsplanen ønsker Socialforvaltningen at finde nye og andre måder at hjælpe borgerne på, så de får den bedst mulige indsats inden for de ressourcer, som forvaltningen har til rådighed, og ressourcerne prioriteres til de borgere med størst behov for støtte. For at det skal lykkes, er det nødvendigt at nytænke og gentænke de nuværende indsatser for at skabe bæredygtige løsninger i fællesskab med borgere, pårørende, civilsamfundet m.fl.
Foreløbige temaer til videre arbejde med omstillingsplanen
Omstillingsplanen for Borgercenter Handicap skal bygge bro mellem visionerne i Socialstrategien, Handicappolitikken, den aktuelle situation, de faglige ambitioner og den økonomisk-administrative vilkårsramme de kommende fire år. Omstillingsplanen skal også danne rammen for borgercentrets budget- og investeringsforslag de næste fire år.
Omstillingsplanen er baseret på en snæver økonomisk vilkårsramme som følge af et faldende budget samtidig med, at flere københavnere med handicap har brug for hjælp. Derfor er en faglig omstilling helt nødvendigt, for at kunne imødekomme udfordringerne på området. Den faglige omstilling er dog også udtryk for en retning, som forvaltningen ønsker at gå, selvom der tilføres flere ressourcer til området. Det vil i så fald give en øget effekt for borgerne - dels fordi indsatserne vil kunne intensiveres og dels fordi indsatserne i højere grad vil kunne tilpasses individuelt.
Arbejdet med omstillingsplanen er i sin indledende fase, og Borgercenter Handicap vil præsentere de foreløbige temaer for omstillingen. Socialudvalgets forslag og input vil danne grundlag for borgercentrets videre arbejde med omstillingsplanen, hvor der vil blive inddraget en bred kreds af interessenter, hvilket uddybes nedenfor.
1. Mere trivsel, tryghed og fællesskab
Nogle borgere med handicap vil livet igennem have brug for væsentlig støtte i hjemmet eller på et af forvaltningens længerevarende botilbud. Derfor er det vigtigt fortsat at sikre trivsel og kvalitet på tilbuddene i takt med ændringer i målgruppernes behov. Desuden vil borgercenteret i højere grad end i dag arbejde systematisk med udvikling af faglige metoder og strukturerede forløb. Endelig er det væsentligt at arbejde med den udfordring, at mange borgere i denne målgruppe er ensomme. Det kan f.eks. ske ved at styrke samarbejdet med frivillige og finde nye muligheder for at borgere med handicap kan deltage i fællesskaber og samfundet bredt set.
2. Ind i fremtiden
En vellykket skolegang er afgørende for at få en god start på voksenlivet. Derfor ønsker borgercenteret at arbejde med den udfordring, at børn og unge med handicap i dag har et højere skolefravær end andre børn og unge, og at færre gennemfører en ungdomsuddannelse. Desuden er der behov for at se på, hvordan flere københavnere med et handicap kan få en plads på arbejdsmarkedet og undgå passiv forsørgelse.
Fokusområdet rækker ind over andre forvaltningers ansvarsområder, og derfor handler det i høj grad om, hvordan Borgercenter Handicap kan være medskaber til det gode ungdomsliv og f.eks. understøtte børn og unges skolegang i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen.
3. Livet er ikke snorlige
En del borgere med handicap kan klare sig med et hjælpemiddel eller kan med den rette udviklingsorienterede støtte opnå et selvstændigt liv med selvforsørgelse. Det kræver bl.a., at forvaltningen kan tilbyde fleksible og helhedsorienterede indsatser, der tager udgangspunkt i den enkelte borgers ressourcer og behov. Derudover ønsker Borgercenter Handicap at udvikle mindre indgribende og mere forebyggende indsatser på voksenområdet, der kan understøtte selvstændige liv. Endelig er der behov for at se på, hvordan borgercenteret kan blive bedre til at inddrage forældre/pårørende og netværk samt indgå partnerskaber med civilsamfundet, så borgere med handicap i højere grad kan deltage i samfundet bredt set.
4. De rette tilbud til borgeren
Botilbuddene skal fremover kunne dække flere komplekse behov, da beboerne bliver ældre og fordi der er flere borgere med autisme. Derfor ønsker Borgercenter Handicap at specialisere botilbuddene, så de mest udsatte borgere får en værdig indsats af høj kvalitet. Derudover ønsker borgercenteret at arbejde på at skabe en balanceret kapacitet på botilbudsområdet, så der er det rette antal pladser med det rette indhold. I dag er der mange borgere, der må vente på en plads på et botilbud, og forvaltningen må i flere tilfælde købe pladser på private botilbud.
5. Goddag, hvem er du?
Det er vigtigt med en tydelig, forståelig kommunikation i øjenhøjde for at sikre et godt samarbejde mellem Borgercenter Handicap og københavnerne. Derfor ønsker Borgercenter Handicap at styrke sin kommunikation på flere fronter, så det både er i dialogen med den enkelte borger og mere bredt ift., at københavnerne skal kunne finde den relevante information på kommunens hjemmeside. Det skal sammen med udviklingen af flere digitale løsninger være med til at skabe større fleksibilitet og frihed ift. den hjælp den enkelte tilbydes. Endelig ønsker borgercenteret at udvikle og afprøve nye former for samskabelse med borgere og pårørende/interesseorganisationer og civilsamfundet.
Inddragende proces
Borgercenter Handicap ønsker at udvikle indholdet af omstillingsplanen i samarbejde med borgere, pårørende, civilsamfundet, virksomheder og københavnere generelt. Det sker gennem en række arbejdsfællesskaber, hvor det er opgaven, der sætter holdet, så der f.eks. også er mulighed for at invitere forskere eller andre relevante samarbejdspartnere til at indgå i et konkret fokusområde. En del af den planlagte inddragelsesproces er udskudt pga. den nuværende situation med corona-virus.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Borgercenter Handicap vender tilbage til Socialudvalget med en midtvejsstatus på arbejdet med omstillingsplanen den 7. oktober 2020. Socialudvalget skal tage stilling til den endelige omstillingsplan for Borgercenter Handicap på Socialudvalgets budgetseminar i februar 2021.
Nina Eg Hansen
/ Emil Dyred og Mette Boskov Vedsmand
Beslutning
Vicedirektør Mette Boskov Vedsmand deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev drøftet.