Beredskabsplaner til forebyggelse af negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter (fællesindstilling)
Resumé
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Kultur og Fritidsudvalget, Socialudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til beredskabsplaner til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter samt ekstremisme, jf. Barnets lov, som er trådt i kraft den 1. januar 2024.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF), Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF), Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF), Socialforvaltningen (SOF), Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) samt Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU), Børne- og Ungdomsudvalget (BUU), Kultur- og Fritidsudvalget (KFU), Socialudvalget (SUD), Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) samt Teknik- og Miljøudvalget (TMU) anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
1. at godkende beredskabsplan til opsporing, forebyggelse og håndtering af negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter (jf. bilag 1),
2. at godkende beredskabsplan til forebyggelse, opsporing og håndtering af sager om ekstremisme (jf. bilag 2).
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF), Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF), Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF), Socialforvaltningen (SOF), Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) samt Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) indstiller til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU), Børne- og Ungdomsudvalget (BUU), Kultur- og Fritidsudvalget (KFU), Socialudvalget (SUD), Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) samt Teknik- og Miljøudvalget (TMU),
3. at godkende den beskrevne løsning på de respektive udvalgs områder.
Problemstilling
Den 2. juni 2023 vedtog regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti 'Barnets lov' som del af reformen Børnene Først. Formålet med loven er at hjælpe udsatte børn og familier tidligere og bedre samt styrke børns rettigheder på en række områder. Barnets lov, som trådte i kraft den 1. januar 2024, indeholder bestemmelser, som forpligter kommunerne til at udarbejde et beredskab for negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter samt ekstremisme. Bestemmelsen vedrørende beredskab er med virkning per 1. april 2024.
Det fremgår af lovbemærkningerne, at beredskabet skal omfatte hele kommunens børne- og ungeområde og "understøtte, at en konkret sag, hvor der er viden om eller bekymring for, at et barn eller en ung har været udsat for negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter eller er i risiko for ekstremisme, vil blive behandlet kvalificeret i kommunens institutioner m.v. samt i kommunens forvaltning”. Beredskaberne skal desuden sikre,
- at det kommunale fagpersonale, der er beskæftiget på børne- og ungeområdet, er i stand til tidligt at opspore bekymringstegn,
- at fagpersoner har kendskab til, hvordan de skal forebygge og handle i disse situationer, samt hvor de vil kunne søge hjælp og rådgivning.
Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), som yder rådgivning til kommuner om udarbejdelse af beredskabsplaner på området, opfordrer til, at beredskabsplanerne af faglige hensyn kan udarbejdes på tværs af børne- og voksenområdet.
Lovens krav om, at beredskaberne skal omfatte hele kommunens børne- og ungeområde, og styrelsens opfordring til, at de også omfatter voksenområdet, betyder, at der vil være målgrupper af fagpersoner i BIF, BUF, KFF, SOF, SUF og TMF, der skal kende til beredskabsplanerne og have viden om bekymringstegn samt handlemuligheder. Sagen forelægges derfor Borgerrepræsentationen (BR) som en fællesindstilling på tværs af alle fagudvalg.
Løsning
Særligt vedr. BIF og SOF: Organisering og håndtering af sager om negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter
Den vedlagte beredskabsplan til forebyggelse og håndtering af sager om negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter bygger på kommunens eksisterende handleguides og vejledninger på området.
Fsva. børn og unge under 18 år indeholder beredskabet vejledning til fagpersoner om, hvordan de skal forholde sig ved bekymring for eller viden om, at et barn eller en ung under 18 år er udsat for negativ social kontrol eller æresrelaterede konflikter. Det gælder bl.a. ift. hvordan man underretter Socialforvaltningen ved bekymring for et barn eller en ung, og hvilke særlige forhold der skal være opmærksomhed på i sager vedrørende æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol, fx samarbejde med politiet.
Fsva. borgere over 18 år, der henvender sig på grund af æresrelaterede konflikter, skal kommunen ifølge servicelovens §12a sørge for muligheden for gratis rådgivning, og borgeren skal tilbydes en handleplan, hvis det vurderes, at borgeren risikerer at blive eller er udsat for en alvorlig æresrelateret konflikt. Handleplanen udarbejdes af Socialforvaltningen.
Alle fagpersoner i Københavns Kommune kan desuden få sparring og rådgivning hos Etnisk Konsulentteam (som er kommunens ekspertberedskab i æresrelaterede konflikter i Socialforvaltningen), uanset borgerens alder. For ansatte i BIF kan bekymringshenvendelser rettes til en af de fem social kontrolvejledere i Jobcenter København.
Særligt vedr. BIF og SOF: Organisering og håndtering af sager om ekstremisme
I Københavns Kommune opfylder det eksisterende infohus-samarbejde lovkravet i relation til Barnets lov ift. organisering og håndtering af sager om ekstremisme. Den vedlagte beredskabsplan er dermed langt hen ad vejen en sammenskrivning og systematisering af den nuværende indsats mod ekstremisme.
Alle kommunale medarbejdere kan få rådgivning i Infohuset, når de møder en bekymring om ekstremisme. BIF varetager den kommunale infohus-tovholderfunktion i samarbejde med en infohus-tovholder i Københavns Politi.
Forebyggelse og opsporing af negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter samt ekstremisme
Særligt vedr. BIF: Forebyggelse
Kommunens forebyggende indsats på de to områder (hhv. 1. negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter og 2. ekstremisme) er primært forankret i BIF. Forvaltningen igangsætter i 2024 treårige handleplaner på begge områder, med en række forebyggende indsatser henvendt til bl.a. skoler, i boligområder og civilsamfundet. Indsatserne i de to handleplaner finansieres og koordineres af BIF i tæt samarbejde med relevante forvaltninger, herunder særligt BUF og SOF.
Fælles for BIF, BUF, KFF, SOF, SUF og TMF: Opsporing
Forudsætning for, at kommunen kan yde borgere (børn, unge og voksne), som er udsat for negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter eller ekstremisme, rettidig og kvalificeret hjælp, er, at fagpersoner er i stand til at genkende bekymringstegn og ved, hvor de kan få rådgivning og hjælp ift. håndtering af bekymringen. Det gælder fagpersoner på tværs af alle fagforvaltninger, herunder fx frontpersonale på skoler, i fritidstilbud, boligsociale indsatser, sundhedstilbud, kultur- og foreningstilbud og jobcentret. Den opsporende indsats skal således varetages i alle fagforvaltninger. Det vil i praksis ofte være de samme faggrupper (lærere, pædagoger, boligsociale medarbejdere, beskæftigelseskonsulenter mv.), som skal kende til bekymringstegn og handlemuligheder for negativ social kontrol/æresrelaterede konflikter såvel som ekstremisme. Dette vil blive indtænkt i kommunikationsindsatsen i de enkelte forvaltninger (jf. ’Videre proces’).
Som nævnt indledningsvist lever kommunen med de allerede eksisterende tilbud og vejledninger i høj grad op til den skærpede lovgivning. Det, som der særligt vil blive justeret fremadrettet ift. opsporing, er en tydeligere beskrivelse i kommunikationsmateriale til frontmedarbejdere af, hvordan de underretter til Socialforvaltningen ved bekymring for et barn eller en ung - herunder skærpet opmærksomhed på, at der ved mistanke om negativ social kontrol eller æresrelaterede konflikter skal foretages en risikovurdering, inden barnets/den unges forældre eller netværk inddrages.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Umiddelbart i forlængelse af BRs godkendelse og senest med udgangen af 2024 iværksættes den administrative implementering af beredskaberne i de enkelte fagforvaltningerne, herunder kommunikation af beredskabsplanerne til relevante faggrupper, der skal kende til bekymringstegn og handlemuligheder på de to områder. Beredskaberne revideres, jf. §15 stk. 3 i Barnets lov, senest i april 2028.
Beslutning
1. og 2. at-punkt blev anbefalet.
3. at-punkt blev godkendt.