Indgåelse af samarbejde mellem Lavuk Entertainment og Socialforvaltningen
Socialforvaltningen ønsker at indlede et samarbejde over to år med paraplyorganisationen Lavuk. Her kan otte borgere med handicap få et tilbud i Lavuk Entertainment, som arrangerer festivalen Lavukstock for unge med funktionsnedsættelse.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
- At Socialudvalget tager til efterretning, at Socialforvaltningen pr. 1. januar 2016 opstarter et to-årigt samarbejde med Lavuk om et uddannelsestilbud til otte borgere med handicap i forbindelse med festivalen Lavukstock. Se økonomiafsnittet for de bevillingsmæssige konsekvenser.
Problemstilling
Socialforvaltningen ønsker at forbedre indsatsen for, at flere borgere med handicap kommer i uddannelse og beskæftigelse samt at aktivere borgerens netværk og ressourcer. Indsatsen skal i højere grad udvikles og skabes sammen med civilsamfundet.
Socialforvaltningen ønsker samtidigt, at disse tilbud udvikles, så de er attraktive for en yngre målgruppe. Socialforvaltningen har derfor været i dialog med Lavuk om udviklingen af et uddannelsestilbud i forbindelse med planlægningen og afviklingen af festivalen Lavukstock.
Løsning
Socialforvaltningen ønsker at samarbejde med Lavuk om et projekt, der kan tilbyde otte borgere med udviklingshæmning et spændende og indholdsrigt uddannelsestilbud inden for musikkens verden efter Servicelovens § 104.
Projektet hedder Lavuk Entertainment og udspringer af Lavuks musikfestival Lavukstock, der er en årlig begivenhed for borgere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser i Københavns Kommune. Festivalen er en stor succes, og på festivalen bookes en bred vifte af musiknavne.
De otte borgere, der skal indgå i projektet, vil blive visiteret af Socialforvaltningen.
Det forventes, at deltagerne får et lærerigt uddannelsestilbud med rig mulighed for at få nye kompetencer og blive en del af et hold, der planlægger og gennemfører festivaler til stor glæde for andre borgere med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. Borgerne vil være med til gennemførelsen af festivalerne, som kræver grundig planlægning og forberedelse, fx i form af booking af bands og musikere, udarbejdelse af kommunikationsmateriale og redigering af hjemmeside.
I løbet af de to år projektet løber, arbejder projektet på at øge indtægterne fra salg af tilbuddets festival – og festpakker.
Lavuk Entertainment udspringer af paraplyorganisationen Lavuk, men etableres som en selvstændig institution. Der indgås en samarbejdsaftale med Københavns Kommune med levering af otte pladser til et fast årligt tilskud. Borgercenter Handicap har visitationsretten til pladserne. I aftalen indgår der ingen underskudsdækning, og der stilles krav til regnskabsføring og skriftlig dokumentation for arbejdet.
Økonomi
Socialforvaltningen laver en samarbejdsaftale med Lavuk Entertainment om levering af otte pladser i en projektperiode på to år. Der er ikke tale om en aktivitetsudvidelse, men om et alternativt tilbud til otte borgere, der ellers skulle have haft et kommunalt tilbud.Lavuk Entertainment tilbyder otte pladser til 125.000 kr. svarende til en årlig udgift på 1 mio. kr., mens den gennemsnitlige dagtilbudsplads i kommunen udgør 137.000 kr. svarende til en årlig udgift på ca. 1,1 mio. kr. Udgifterne til de 8 pladser kan derfor afholdes indenfor den eksisterende ramme til køb og drift af dagtilbudspladser.
Konkret kan finansieringen håndteres ved at flytte midler fra budgettet til drift af egne pladser til i stedet at købe pladser hos Lavuk. På de kommunale aktivitets- og samværstilbud er der løbende en række pladser, der ikke udnyttet fuldt ud (ex. kun er besat 9 måneder af året) på grund af flow af borgere som ind- og udskrives af tilbuddene, fordi de eksempelvis får tilbud andre steder eller holder orlov i en periode. Ved at anvende midlerne fra de samlede ubesatte måneder på egne tilbud til køb af helårspladser hos Lavuk, sikres det, at forvaltningen realiserer den budgetforudsatte aktivitet, samtidig med at kvaliteten løftes i form af en øget udbudsvifte.
Bevillingsteknisk skal der som konsekvens af aftalen overføres budget fra bevillingsområdet ”borgere med handicap, demografireguleret” til bevillingsområdet ”borgere med handicap”, hvor budgettet til tilskudsinstitutionerne ligger. Der overføres derfor 1 mio. kr. årligt i 2016 og 2017 i forbindelse med førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.
Videre proces
Efter projektperiodens udløb vil der blive taget stilling til, om projektet skal permanentgøres.
Anette Laigaard
/Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Konst. kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev taget til efterretning.