Udvikling af aktivitets- og samværsområdet
Socialforvaltningen har efter Socialudvalgets ønske igangsat en samskabelsesproces for udviklingen af byens aktivitets- og samværstilbud til borgere med sindslidelse. Socialudvalget blev den 28. oktober præsenteret for status på processen. Socialudvalget skal nu drøfte lokalområdernes scenarier og forvaltningens anbefalinger til områdernes videre arbejde med omlægningen.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,
- At Socialudvalget drøfter Socialforvaltningens anbefaling af retning for det videre arbejde med tværgående løsninger på aktivitets- og samværsområdet og forslag til vejledende økonomisk ramme for de enkelte lokalområder, jfr. bilag 1.
- At Socialudvalget drøfter scenarie for center Amager og Socialforvaltningens anbefaling af retning for det videre arbejde med scenariet, jfr. bilag 2.
- At Socialudvalget drøfter scenarie for center Nordvest og Socialforvaltningens anbefaling af retning for det videre arbejde med scenariet, jfr. bilag 3.
- At Socialudvalget drøfter scenarie for center City og Socialforvaltningens anbefaling af retning for det videre arbejde med scenariet, jfr. bilag 4.
- At Socialudvalget drøfter scenarie for center Nørrebro og Socialforvaltningens anbefaling af retning for det videre arbejde med scenariet, jfr. bilag 5.
Udviklingen af aktivitets- og samværstilbuddene i Københavns Kommune er en del af omlægningen til en moderne socialpsykiatri, hvor borgere med psykiske lidelser tilbydes en tidligere og mere forebyggende støtte til at mestre livet i egen bolig. Målet med udviklingen er, at aktivitets- og samværstilbuddene – i samspil med andre indsatser – understøtter borgernes individuelle recoveryproces, inklusion i samfundslivet og vej tilbage til uddannelse eller beskæftigelse.
Socialudvalget vedtog den 21. januar 2015 fem principper, der skulle danne rammen om udviklingen. Udviklingen skal understøtte:
- At aktivitets- og samværstilbuddene i højere grad styrker borgernes individuelle recoveryproces
- At der er en større sammenhæng mellem tilbuddene og de øvrige støttetilbud i psykiatrien
- At der er en større sammenhæng i støtteindsatsen på tværs af forvaltninger og sektorer
- At borgere med sindslidelser bliver mere inkluderet i samfundslivet
- Færre men større aktivitets- og samværstilbud.
Løsning
Socialforvaltningen har i efteråret 2015 gennemført en samskabelsesproces for udviklingen af byens aktivitets- og samværstilbud. Der har været afholdt tre workshoprunder i hver bydel og gennemført interviews med brugere og potentielle brugere af tilbuddene. Centercheferne i de fire lokalområder – Amager, City, Nordvest og Nørrebro har drevet samskabelsen med støtte fra Socialforvaltningens øvrige enheder.
Op til workshoprunde tre har hvert center udarbejdet scenarier for fremtidens aktivitets- og samværstilbud i deres bydel med udgangspunkt i de gennemførte interviews, workshops samt indenfor rammen af de fem principper og ambition om en økonomisk omprioritering på tværs af lokalområderne. En del af opdraget for samskabelsesprocessen har samtidig været, at der fortsat skal være trygge og tilgængelige tilbud med fokus på socialt samvær i alle lokalområder. På den tredje workshoprunde har en bred gruppe af brugere, medarbejdere og samarbejdspartnere kvalificeret scenarierne i de enkelte bydele.
Parallelt med forvaltningens proces har brugere på tværs af de kommunale og selvejende aktivitets- og samværstilbud i byen nedsat en brugergruppe ”Nej til lukning af små lokale væresteder”, som særligt har været aktive mellem workshoprunde to og tre ift. at udbrede budskabet om, at de ikke ønsker færre væresteder i Københavns Kommune. Gruppens medlemmer har været aktive deltagere på workshoppene.
Derudover har Dialogforum den 23. november drøftet de enkelte bydeles scenarier. På mødet rejste deltagerne særligt tre opmærksomhedspunkter:
- De små væresteder skal fastholdes
- Der bør være tre aktivitets- og samværstilbud på Amager
- Det er centralt, at der både laves aldersopdelte aktiviteter og ikke aldersopdelte aktiviteter på tilbuddene
Endelig skal det fremhæves, at det som en del af den fremadrettede udvikling på området er vigtigt at fortsætte samarbejdet med tilbud, der har succes med at nå en målgruppe, som forvaltningen i dag ikke i tilstrækkelig grad når. Forvaltningen ønsker på den baggrund at inddrage aktivitets- og samværstilbuddet Muhabet i udviklingen af indsatser for bedre at nå målgruppen af borgere med minoritetsbaggrund på tværs af byen.
Resultat af samskabelsesprocessen
Socialforvaltningen ønsker at fremhæve følgende hovedpointer fra lokalområdernes scenarier og forvaltningens anbefalinger dertil:
- Hvert center har haft fokus på at udvikle lokale såvel som bydækkende indsatser med afsæt i de fire faglige spor:
- Sundhed og livsstilsændringer (Center Amager)
- Samvær, netværk og aktive borgere (Center Nordvest)
- Strukturerede forløb (Center City)
- Unge, uddannelse og beskæftigelse (Center Nørrebro)
- Der er ønske om en styrkelse af brugernes kompetencer, så brugerne får mere indflydelse på tilrettelæggelse af tilbuddene og tilbuddene i højere grad har fokus på peer-to-peer indsatser og brugerstyrede aktiviteter.
- At vi i udviklingen af aktivitets- og samværsområdet har fokus på at favne hele målgruppen for tilbuddene, ikke mindst den yngre målgruppe, som tilbuddene ikke når i tilstrækkelig grad i dag.
- Der skal fortsat være trygge væresteder med sociale aktiviteter både for dem midt i livet og de lidt ældre. De tilbud, der i dag tiltrækker brugere fra hele byen, skal fortsætte dette arbejde.
Forvaltningen anbefaler, at Socialudvalget drøfter først de bydækkende resultater af samskabelsesprocessen og dernæst hvert enkelt lokalområdes resultater samt forvaltningens anbefalinger dertil.
Bilag 1 præsenterer forslag til en bydækkende løsning, der som omdrejningspunkt har fokus på koordinering og videndeling på tværs af byen, udbredelse af de enkelte centres faglige spor, en mere jævn fordeling af økonomien på tværs af byen samt en fortsat tilstedeværelse af trygge væresteder i hele byen.
Herefter præsenteres scenarierne i de enkelte bydele. Bilag 2 omhandler Amagers scenarie og er bygget op omkring de nuværende to tilbud i bydelen (Nabo og Kompasset). De to tilbud styrker deres sundhedsfaglige profil og samarbejdet imellem, ligesom der etableres en satellit til Nabo. Center Nordvests scenarie præsenteres i bilag 3 og er bygget op omkring eksisterende tilbud samt etablering af et nyt tilbud eller nye aktiviteter i Brønshøj/Husum. Endvidere ønsker Center Nordvest at opbygge et brugerstyret Videns- og Kompetencecenter, der skal understøtte brugernes kompetencer i forhold til at udvikle og organisere brugerdrevne aktiviteter og peer-to-peer-forløb.
Herefter følger scenariet for Center City (bilag 3). City foreslår at samle tre af de eksisterende tilbud i Sydhavnen (Pegasus, Amadeus og cafe Rose) til et multihus. Derudover foreslås det at afvikle de nuværende tilbud i Lyrskovgade og Linnésgade med henblik på at frigive midler til en styrkelse af indsatsen i andre bydele. Endelig følger scenariet for Nørrebro (bilag 4), hvis indsats er fokuseret på opbyggelsen af hhv. et ungecenter, der både skal rumme strukturerede og uforpligtigende samværsaktiviteter, og en beskæftigelses- og uddannelsesindsats forankret i Rantzausgade. Derudover ønsker Nørrebro, at de nuværende lokaler på Kapelvej danner rammen om et værested med fokus på socialt samvær. Det er ikke lykkedes Center Nørrebro at frigøre midler til øvrige lokalområder, som der var lagt op til i forslaget om en ny vejledende økonomisk ramme, og Nørrebro står derfor over for en videre konkretisering af scenariet.
Økonomi
Indstillingen forudsætter en uændret samlet ramme til aktivitets- og samværsområdet, men indebærer anbefalinger om en omflytning af ressourcer mellem bydelene. Socialforvaltningen vender på baggrund af Socialudvalgets drøftelse tilbage med et forslag til konkret omfordeling af ressourcer. Forslaget vil indebære, at der på nogle adresser, hvor der i dag drives aktivitets- og samværstilbud, ikke skal drives tilbud fremover. De ressourcer, der ad den vej frigives, vil blive foreslået omprioriteret til nye aktiviteter og tilbud i byen. Formålet er at understøtte den faglige omlægning på området, som er beskrevet under de enkelte bydeles scenarier (bilag 2 til 5).
Videre proces
Hvert center vil i samarbejde med staben i Borgercenter Voksne arbejde videre med at konkretisere deres lokale scenarie, herunder beskrive nye opgaver og mål for aktivitets- og samværstilbuddene i bydelen, inden for den foreslåede nye vejledende økonomisk ramme. De centre, der står til at få tilført midler, skal udvikle aktiviteter, der kan understøtte en udvikling af centrets faglige spor til gavn for borgere fra hele byen. Den endelige model for aktivitets- og samværstilbuddene vil blive præsenteret for Socialudvalget primo 2016. Modellen vil herefter blive sendt i høring, ligesom forvaltningen vil gå i dialog med brugergruppen ”Nej til lukning af små lokale væresteder” om modelforslaget.
Efter høringsfasen vil eksisterende aftalegrundlag blive revideret, så de afspejler udviklingen og nye målsætninger på området. Processen med revidering af eksisterende aftalegrundlag vil blive drevet af centercheferne i de fire centre i samarbejde med staben i Borgercenter Voksne.
Omplacering af medarbejdere vil blive drøftet i MED- systemet.
Anette Laigaard
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Konst. kontorchef Eva Stokbro Jensen, borgercenterchef Jan Jensen, centerchef Jesper Holbæk, centerchef Anne Biener, centerchef Kenneth Gøtterup, centerchef Britta Gerd Hansen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev drøftet.