Mødedato: 02.11.2016, kl. 09:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Ansøgning til Sundhedsstyrelsen om videreførelse af projekt ” Forebyggelse af overdosisdødsfald med Naloxon 2016-18”

Se alle bilag

Socialudvalget skal godkende to ansøgninger om midler fra en statslig pulje til forebyggelse af overdosisdødsfald med modgiften Naloxon.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens ansøgning til Sundhedsstyrelsens pulje, ”Forebyggelse af overdosisdødsfald med Naloxon 2016-18”, til videreførelse af den igangværende indsats, og
  2. at Socialudvalget godkender ansøgning til Sundhedsstyrelsens pulje, ”Forebyggelse af overdosisdødsfald med Naloxon 2016-18”, til videreførelse af den koordinerende funktion for Naloxonprojektet på landsplan.

Problemstilling

I årene 2013 til 2015 blev der udmøntet satspuljemidler til at fremme brugen af Naloxon. Naloxon indeholder en modgift, som bruges, hvis en stofbruger har taget en overdosis. Københavns Kommune har deltaget i Naloxonprojektet – dels som indsatskommune og dels med en koordinerende funktion på landsplan.

Målgruppen for projektet er stofbrugere af heroin eller andre opioider. Normalt gives Naloxon ved injektion, men man har udviklet en løsning, som er tilpasset projektet, hvor modgiften kan gives som næsespray. Naloxon kan anvendes af stofmisbrugere, socialarbejdere, sundhedspersonale og politi, som alle kan udstyres med et Naloxonsæt og iværksætte behandling med det samme. Resultaterne fra den tidligere projektperiode er gode. Københavns Kommune fik uddannet det ønskede antal naloxonhjælpere. Målet er at få personer udstyret med Naloxon spredt ud i misbrugsmiljøet og gerne i blandt de grupper af misbrugere, der ikke benytter forvaltningens tilbud, så der kan reddes liv i forbindelse med overdosis.

For fortsat at forebygge narkotikadødsfald, er der oprettet en ny satspulje for årene 2016 til 2018 på i alt 8 mio. kr. Puljen er opdelt i to faser: I begyndelsen af 2016 blev 0,5 mio. kr. af puljen udmeldt til første fase, som løb fra 1. marts til 30. august 2016. Denne del af puljen blev opslået for at bevare projektstrukturen og aktiviteterne, mens anden fase blev forberedt. Københavns Kommune søgte om 0,5 mio. kr. og hele ansøgningsbeløbet blev imødekommet af Sundhedsstyrelsen. Nu er de resterende 7,5 mio. kr. af puljen blevet udmeldt til anden fase, der løber fra oktober 2016 og frem til udgangen af 2018.  

Løsning

Socialforvaltningen har fremsendt to sammenhængende ansøgninger til Sundhedsstyrelsens pulje med forbehold for politisk godkendelse, jf. bilag 1. Ansøgningerne omfatter midler til videre drift af den igangværende indsats samt en videreudvikling af modellen til forebyggelse af overdosisdødsfald ved brug af Naloxon. Det centrale for at få det fulde udbytte af Naloxonbehandlingen er, at behandlingen kan ydes af stofmisbrugere eller andre, der er til stede i en overdosissituation.

Den centrale del af ansøgningen handler om en fortsat uddannelse af naloxonhjælpere i form af stofbrugere og personer med tilknytning til stofbrugere. Naloxonhjælperne uddannes til at anvende modgiften på en bruger, der har fået en overdosis. Der er kontakt til væresteder og organisationer, der skal varetage uddannelse af naloxonhjælpere.

Fra projektets start i 2013 til i dag er der på landsplan blevet uddannet 698 personer, heraf 198 brugere. Naloxonsættet er blevet benyttet 46 gange. I København er der uddannet 467 personer, heraf 104 brugere. Naloxonsættet er blevet benyttet 30 gange.

Socialforvaltningen har også ansøgt om midler til fortsat at varetage den nationale koordinatorfunktion. Københavns Kommune har fungeret som koordinerende kommune i projektet og været en central del af den samlede evaluering, der udkom i januar 2016. Foruden dataindsamling står den koordinerende kommune også for uddannelse af trænerkorps for alle deltagere i projektet for at sikre en ensartet kvalitet i tilbuddet over hele landet.

Økonomi

Anden fase af Sundhedsstyrelsens pulje ”Forebyggelse af overdosisdødsfald med Naloxon 2016-18” er på 7,5 mio. kr. for perioden oktober 2016 til udgangen af 2018.  Socialforvaltningen søger hhv. 821.545 kr. til en videreførelse af den igangværende indsats med forebyggelse af opioid overdosisdødsfald og 2.066.896 kr. til en videreførelse af koordinatorfunktionen for det landsdækkende projekt. Såfremt ansøgningerne imødekommes vil Indtægts- og udgiftsbevillingerne blive konteret på bevillingsområde Udsatte Voksne i forbindelse med førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer. På nuværende tidspunkt kan der ikke afses finansiering indenfor rammen til en videreførelse af projektet efter 2018. Det betyder, at der ikke vil blive uddannet nye Naloxon-hjælpere efter 2018 men alle de Naloxon-hjælpere, der allerede er uddannet vil forsat kunne rede liv ifb. med overdosissituationer.

Videre proces

Socialudvalgets beslutning eftersendes til Sundhedsstyrelsen.

 Nina Eg Hansen     

                                  / Eva Stokbro Jensen

 

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen. Indstillingen blev således godkendt.
Til top