Mødedato: 02.03.2022, kl. 17:30
Mødested: Griffenfeldsgade 44, 2200 København N

Temadrøftelse om Borgercenter Børn og Unge

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal gennem tre temadrøftelser introduceres til målgruppeområderne i forvaltningens tre borgercentre. Denne temadrøftelse introducerer til Borgercenter Børn og Unge. Borgercentret har gennem flere år haft fokus på den tidlige og forebyggende indsats for udsatte børn og unge. Det har medført en bred og specialiseret vifte af forebyggende tilbud samt været medvirkende til, at København har kunne forebygge anbringelser udenfor hjemmet. Serviceniveauet har været under pres i årene frem mod 2019 ved, at borgercenteret har skulle hjælpe flere børn og unge indenfor et faldende budget. Der er de seneste år tilført midler til området for at undgå et yderligere faldende budget, men disse bevillinger bortfalder i hhv. 2024 og 2025. Der er stadig udfordringer med udsatte børn og unges skolegang, livskvalitet og netværk. Det er fokusområder for borgercenterets omstillingsplan ”En plads i fællesskabet”.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget drøfter Borgercenter Børn og Unges område og udfordringer

Problemstilling

Borgercenter Børn og Unge støtter udsatte børn og unge i alderen 0-17 år samt deres forældre. Unge ml. 18-22 år kan derudover få efterværn, hvis den unge har været anbragt eller haft en kontaktperson op til sit 18. år. Målgruppen omfatter børn og unge, som ikke trives og udvikles fx pga. omsorgssvigt, vold, psykisk sygdom mv., eller som er i risiko for misbrug eller kriminalitet. Formålet med borgercenterets indsats er at sikre, at udsatte børn og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.

For at få kendskab til børn og unge, der ikke trives, er Borgercenter Børn og Unge afhængig af underretninger fra personer med kendskab til barnet. Det vil ofte være daginstitutioner, skoler, sundhedsplejersker, hospitaler, politiet mv. Gennem en børnefaglig undersøgelse undersøges barnets og familiens situation grundigt, og på den baggrund træffer borgercenteret afgørelse om, hvilken indsats der skal iværksættes. Indsatsen afhænger af barnets behov, hvorfor der er stor spændvidde i indsatsniveauet. Støtten kan således variere fra forebyggende foranstaltninger, hvor der arbejdes med familiens eller barnets udfordringer, mens barnet forbliver sammen med sin familie, til en anbringelse udenfor hjemmet.

Den faglige retning - fra anbringelse til forebyggelse

Siden 2015 har Borgercenter Børn og Unge været i gang med en omstilling af det sociale arbejde (”Tæt På Familien”), som der blev afsat midler til i Budget 2015. Omstillingen indebar en investering i og en styrkelse af det forebyggende arbejde. Målet er at støtte op om børnene og familien med hjemmebaserede indsatser, således at en anbringelse uden for hjemmet forebygges. Der vil dog altid være en række børn og unge, der bl.a. af hensyn til beskyttelsesbehov skal anbringes uden for hjemmet. Denne faglige retning er også indeholdt i borgercenterets omstillingsplan ’En plads i fællesskabet’.

Gennem en styrkelse af det forebyggende arbejde er det lykkedes Borgercenter Børn og Unge at nedbringe antallet af anbringelser. Det er bl.a. medvirkende til, at København i dag har den laveste anbringelsesfrekvens (antal anbragte pr. 1.000 0-17-årige) i 6-byerne på det udsatte børneområde.

Serviceniveau under pres

Udover at være et resultat af det styrkede forebyggende arbejde, er den lave anbringelsesfrekvens også et udtryk for, at området over en årrække har været økonomisk presset af at skulle yde støtte til et stigende antal børn og unge indenfor et faldende budget. Bl.a. er børnetallet (0-22 år) i perioden 2013 til 2022 steget med 11 % i Københavns Kommune, og antallet af underretninger er steget med 28 % fra 2016 til 2021.

For at kunne fastholde niveauet af indsatser i Borgercenter Børn og Unge på 2019-niveau blev der afsat midler til området i budgetaftalerne for 2020 og 2021. Yderligere afgav aftaleparterne bag Budget 2022 en hensigtserklæring om, at Økonomiforvaltningen og Socialforvaltningen i samarbejde vil opdatere beregningerne vedrørende en demografimodel på det udsatte børneområde med henblik på, at modellen kan indgå i forhandlingerne om Budget 2023. Området står dog overfor den udfordring, at de to store bevillinger fra Budget 2020 og 2021 bortfalder i hhv. 2024 og 2025. Bevillingerne er på hhv. 26 mio. kr. og 70 mio. kr.

Lav livskvalitet, svage netværk og manglende skolegang
Udsatte børn og unge er både på landsplan og i København dårligt stillet på forskellige parametre. Brugertilfredshedsundersøgelsen fra 2021 i Socialforvaltningen viste, at kun 46 % af borgerne tilknyttet borgercentret vurderer, at deres livskvalitet er god, og at 39 % svarer, at de er ensomme. Samtidig ved vi fra både egne og andres undersøgelser, at udsatte børn og unge ofte har et svagt socialt netværk, få nære, stabile relationer og ikke deltager i foreningslivet i samme grad som jævnaldrende.

Undersøgelser viser, at en vellykket skolegang er et helt afgørende parameter for at komme godt i gang med voksenlivet. Desværre har udsatte børn og unge i København et højt skolefravær sammenlignet med andre børn, og kun 57 % opnåede i 2019 et fagligt niveau i grundskolen, der kvalificerede dem til en ungdomsuddannelse. Dette påvirker udsatte børn og unge videre i uddannelsessystemet, hvor kun ca. halvdelen af de udsatte unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Denne tendens ses også på landsplan.

Løsning

Borgercenter Børn og Unges arbejde bygger på en strategi om at være ’tæt på familien’. Borgercentret har fokus på tidlige, forebyggende og sammenhængende indsatser, der skal styrke ressourcerne i familien og inddrage familiens netværk i at finde løsninger for barnet og familien. Fundamentet for en tidlig og rettidig indsats er, at borgercentret får kendskab til familier i begyndende vanskeligheder så tidligt som muligt, og at de rette indsatser igangsættes hurtigt. Det kræver, at borgercentret samarbejder tæt med de personer omkring barnet og familien, der ofte er de første til at opdage udfordringerne. Det vil bl.a. være personale i daginstitutioner, skoler mv.

Borgercenteret har en bred og specialiseret tilbudsvifte, der gør det muligt at yde målrettet forebyggende hjælp til den brede målgruppe, som borgercentret yder støtte til. En af grundene til, at Københavns Kommune har så lav en anbringelsesfrekvens sammenlignet med de andre 6-byer er således også, at borgercenteret har så mange højt specialiserede forebyggende tilbud, at anbringelser i højere grad kan forebygges, inden de bliver nødvendige. De mange forebyggende tilbud til borgercentrets målgruppe er et helt centralt middel i borgercentrets håndtering af udfordringerne på området.

Borgercenteret har gennem sin omstillingsplan ”En plads i fællesskabet” det faglige fokus, at så mange udsatte børn og unge som muligt bliver en del af et positivt fællesskab både i det nære fællesskab i familien og familiens netværk og i fællesskaber i f.eks. skole, fritidsjob og fritidsliv. Af konkrete tiltag har borgercentret bl.a. arbejdet med sporet ’Deltagelse i positive fællesskaber’, som har fået investeringsmidler i forbindelse med budgetprocessen. Konkret har borgercenteret bl.a. ansat civilsamfundsmedarbejdere, som skal understøtte, at flere udsatte børn og unge hjælpes ind i positive fællesskaber med andre børn og unge.

Socialforvaltningen har arbejdet målrettet med at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen. Socialstyrelsens og Ankestyrelsens Task Force konkluderede medio 2020, at sagsbehandlingen i kommunen stadig er af høj kvalitet. Arbejdet blev bl.a. foranlediget af kritik fra Borgerrådgiveren i maj 2017 og omfatter bl.a. indførelsen af et systematisk ledelsestilsyn på området og gennemgang af konkrete sager i Ankestyrelsen. Der er fortsat behov for at følge kvaliteten af sagsbehandlingen tæt bl.a. pga. den løbende medarbejderudskiftning. Her er ledelsestilsynet bl.a. et vigtigt redskab.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialudvalget vil d. 11. maj og d. 8. juni 2022 have temadrøftelser om hhv. Borgercenter Voksne og Borgercenter Handicap.

Mikkel Boje

                                          / Lise Stidsen Vandahl og Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev drøftet. 

Vicedirektør Lise Stidsen Vandahl, borgercenterchef Sven Bjerre, borgercenterchef Charlotte Danfred Ibsen og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling. 

Til top