Mødedato: 01.11.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Tilknytning af faste læger på § 108-botilbud til borgere med psykisk sygdom

Se alle bilag
Staten, PLO, Danske Regioner og KL har indgået en landsdækkende aftale om tilknytning af faste læger på længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 for borgere med psykisk sygdom. Socialudvalget skal tage stilling til Socialforvaltningens implementering af aftalen.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen implementerer aftalen om tilknytning af faste læger på 5-7 længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 på forvaltningens socialpsykiatriske botilbud, således at ordningen etableres inden for de afsatte midler til ordningen.

Problemstilling

Staten, PLO, Danske Regioner og KL indgik i juli 2017 en landsdækkende aftale om tilknytning af faste læger på længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 for borgere med psykisk sygdom. Ordningen er lig den landsdækkende ordning om faste læger på plejecentre. Formålet med ordningen er at sikre bedre behandling af den enkelte beboers sygdomme og mere sundhedsfaglig rådgivning til personalet på de længerevarende socialpsykiatriske botilbud.

Med aftalen får beboerne mulighed for at blive tilmeldt en almen praktiserende læge, som er fast tilknyttet botilbuddet. Lægens behandling af beboeren vil ske inden for rammerne af sygesikringen. Det er frivilligt for beboerne, om de vil vælge den fast tilknyttede læge eller bibeholde deres hidtidige praktiserende læge.

Ordningen om faste læger på botilbud består af to spor:

  1. Kommunen ansætter på konsulentbasis en eller flere fasttilknyttede læger til botilbuddet, som kommer på tilbuddene på aftalte tider og varetager den almen-medicinske behandling af beboerne. Dette honoreres gennem sygesikringen efter reglerne i overenskomst for almen praksis og udgør således ikke en ekstra udgift for kommunen.

  2. De faste læger yder foruden ovenstående sundhedsfaglig rådgivning til personalet. Kommunen aflønner lægen efter en timetakst, som forhandles med Praktiserende Lægers Organisation (PLO). 

Der er afsat 17 mio. kr. til ordningen på landsplan. Ordningen er ikke obligatorisk for kommunerne. Der er således ikke krav om, at den skal implementeres på alle bosteder. Der er heller ikke krav om, at ordningen skal fortsætte efter den fireårige periode, hvor midlerne ophører. Det forventes dog, at de midler, som er afsat til ordningen, bruges til formålet. Da lægens behandling af borgerne fortsat finansieres over sygesikringen, er midlerne øremærket til den sundhedsfaglige rådgivning af personale og indfasning af ordningen. Der foreligger ikke finansiering efter 2020, og ordningen udløber som udgangspunkt, medmindre der træffes beslutning om andet og anvises midler til finansiering.

Løsning

I Socialforvaltningen vil tilknytningen af faste læger på de længerevarende socialpsykiatriske botilbud i første omgang omfatte op til 5 -7 botilbud. Dette skyldes, at de afsatte midler ikke kan dække en implementering af ordningen på alle forvaltningens socialpsykiatriske botilbud. Antallet af botilbud afhænger også af rekrutteringen af læger. De op til 5-7 botilbud vil blive udvalgt i samarbejde med de socialpsykiatriske centre. Der kan i udvælgelsen blandt andet blive lagt vægt på, hvilke tilbud der særligt har behov for sundhedsfaglig rådgivning. Forvaltningen vil desuden prioritere de større socialpsykiatriske botilbud, så indsatsen rammer flest mulige borgere.  

KKR Hovedstaden forhandler pt. en aftale med PLO om aflønningen af de faste læger på botilbud. Aftalen forventes at være i tråd med aftalen om faste læger på plejecentre. I den aftale blev lægen aflønnet med 908,75 kr. i timen (2016 priser). Det blev anbefalet, at en læge dækker mellem 25-30 beboere, og at lægens tidsforbrug og intervallet af den sundhedsfaglige rådgivning aftales i kontrakten mellem lægen og kommunen. Det forventes derfor, at den kommende aftale giver mulighed for lokal tilpasning.

Når aftalen mellem KKR og PLO foreligger, vil Socialforvaltningen påbegynde udarbejdelsen af en konkret implementeringsplan, rekruttering af læger og udvikling af ordningens administrative set-up, herunder en beskrivelse af rådgivningens rammer. Implementeringsplanen vil blive udarbejdet i samarbejde med de psykiatriske centre og med inddragelse af relevante læger og aktører.

Forventede udfordringer

Det er frivilligt for beboerne at skifte til den faste læge. Det må derfor forventes, at nogle beboere fravælger et lægeskift. Det koster i dag 190 kr. at skifte læge. Socialforvaltningen vil gennem de midler, som er afsat til ordningen, dække udgiften til beboernes lægeskift for at mindske risikoen for, at den faste læge fravælges af økonomiske årsager. Personalet vil også arbejde med at motivere beboerne til et lægeskift. Det skal derudover afklares, hvorvidt de beboere, der skifter til den faste læge, igen skal skifte læge ved projektets udløb.

Erfaringer fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og landets øvrige kommuner viser, at rekruttering af faste læger til plejecentre er en udfordring.  Socialforvaltningen forventer derfor også udfordringer med at tiltrække læger til botilbuddene. Ordningerne om faste læger i Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indebærer tillige en vis risiko for konkurrence forvaltningerne imellem om rekruttering af læger. Socialforvaltningen vil i implementeringen derfor så vidt muligt søge at koordinere dette med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser, da DUT-korrektionen er indarbejdet i Socialudvalgets ramme.

Der er på landsplan afsat 17 mio. kr. til initiativet over fire år. De udmøntes med 3,5 mio. kr. årligt i 2017 og 2018 og 5,0 mio. kr. årligt over bloktilskuddet i 2019 og 2020. Københavns Kommune modtager samlet set 1.765.000 kr. til ordningen i perioden 2017-2020. Fordeling over årene fremgår af nedenstående tabel 1.

Aftaleparternes omkostningsestimat bygger bl.a. på en forudsætning om, at lægerne vil være til stede gennemsnitligt tre timer pr. uge pr. botilbud. Da Københavns andel af beboere på § 108-tilbud er større end vores andel af DUT-midlerne, vil de faktiske udgifter til ordningen være større end kompensationen fra staten, hvis den skulle implementeres på alle § 108-botilbud.

Tabel 1: Københavns Kommunes andel af midler til ordningen

(1.000 kr.)

2017

2018

2019

2020

 

2017-pl

2018-pl

Midler der er afsat til ordningen på landsplan

3.500

3.600

5.100

5.100

Københavns Kommunes andel af midlerne

358

367

520

520

Forventede faktiske udgifter i Københavns Kommune ved implementering på alle botilbud

875

900

1.275

1275

Ved implementering på 5-7 botilbud vil det være muligt at etablere ordningen inden for de afsatte midler til ordningen.

Midlerne vil blive anvendt til at honorere de fast tilknyttede læger for den sundhedsfaglige rådgivning af personalet, transportgodtgørelse, eventuelle møder, rekrutterings- og administrationsudgifter samt beboernes omkostninger til lægeskift. Midlerne til ordningen udløber ved udgangen af 2020, hvorefter den sundhedsfaglige rådgivning vil ophøre. Der skal herefter tages stilling til, hvorvidt ordningen skal fortsætte.

Videre proces

Såfremt Socialudvalget godkender sagen, vil Socialforvaltningen påbegynde implementeringen af ordningen. Socialudvalget vil få en status på ordningen ultimo 2018.

Socialforvaltningen vil løbende og efter projektperiodens udløb i 2020 tage stilling til, hvorvidt ordningen skal videreføres i forvaltningen. Socialudvalget vil i blive orienteret herom.

KL udarbejder en samlet evaluering af implementeringen i kommunerne, og forvaltningen vil inddrage evalueringen til at afklare perspektiverne for fremadrettet forankring i kommunen.

 

Nina Eg Hansen

                                                      /Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Til top