Drøftelse af Socialforvaltningens rådgivende fora mv.
Socialudvalget skal drøfte, hvorvidt Socialforvaltningen samarbejder med den rette vifte af rådgivende fora mv.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
1. at Socialudvalget drøfter Socialforvaltningens vifte af råd og paneler.
Problemstilling
Socialudvalget besluttede den 14. december 2016, i forbindelse med at udvalget nedsatte det nye Råd for frivilligt socialt arbejde (Frivilligrådet), at udvalget skulle drøfte, om Socialforvaltningen har den rette vifte af råd og paneler.
Løsning
Ifølge Servicelovens § 16 skal kommunalbestyrelsen sørge for, at brugerne af tilbud efter denne lov får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene. Derudover kan kommunalbestyrelsen nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen vedrørende tilrettelæggelsen af indsatsen efter denne lov. Kommunalbestyrelsen fastsætter selv rammerne for og omfanget af rådenes opgaver.
Socialforvaltningen sekretariatsbetjener i alt fem råd, paneler og fora (herfra blot råd). Det drejer sig om et lovpligtigt handicapråd, et udsatteråd, et råd for frivilligt socialt arbejde, et dialogforum for brugere af socialpsykiatrien og et ungepanel. Derudover samarbejder forvaltningen løbende med eksterne brugerorganiseringer og –råd, ligesom mange lokale institutioner og tilbud har egne bruger-, beboer- og forældreråd. Se bilag 1 for eksempler herpå.
De fem formelle råd, forvaltningen har nedsat, mødes alle mellem 4 og 6 gange årligt, hvor aktuelle emner med relevans for Socialforvaltningens målgrupper drøftes.
Bred repræsentation af målgrupper
De fem råd udgør tilsammen en relativt bred repræsentation af målgrupper.
-
Frivilligrådet favner organisationer, der beskæftiger sig med frivilligt arbejde indenfor ældreområdet, børn og unge, udsatte grupper, folkeoplysning mm. Rådet sætter fokus på, hvordan forvaltning og civilsamfund i højere grad kan samarbejde om at øge graden af frivillighed og fællesskab og mindske ensomhed i København.
-
Ungepanelet favner unge mellem 13 og 23 år, der er eller tidligere har været i kontakt med Socialforvaltningen. Med afsæt i egne erfaringer giver panelet bud på, hvordan forvaltningen bør arbejde for bedre at ’ramme plet’ ift. børn og unges behov, bekymringer og tvivlsspørgsmål, når de vokser op i udsatte familier eller af andre årsager har brug for kommunens hjælp og støtte.
-
Udsatterådet er talerør for byens udsatte borgere og har traditionelt set repræsenteret de allermest udsatte som ex udsatte stofbrugere, hjemløse og kvinder i prostitution. Rådet er fra januar 2017 blevet udvidet til også at rumme målgrupper, der er ramt af andre former for udsathed, herunder enlige forsørgere, kriseramte kvinder, kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, borgere med grønlandsk baggrund og langtidsledige.
-
Handicaprådets formål er at sætte fokus på handicappolitiske problemstillinger. Handicaprådet rådgiver Københavns Kommunes forvaltninger i handicappolitiske spørgsmål og høres ved alle initiativer, som har betydning for handicappede københavnere. 7 medlemmer af Rådet sidder i Borgerrepræsentationen, de øvrige er repræsentanter fra lokale handicaporganisationer. Handicaprådet repræsenterer en særlig bred målgruppe, da borgere fra de øvrige målgrupper også kan have eller blive ramt af handicap.
-
Dialogforum fungerer som et rådgivende forum, som kan anbefale tiltag og rådgive beslutningstagerne vedrørende det socialpsykiatriske område. Socialborgmesteren er formand for Dialogforum. De øvrige medlemmer udgøres af lokalt udvalgte brugere fra forvaltningens socialpsykiatriske tilbud samt repræsentanter fra interesseorganisationerne, SIND København, LAP København/Frederiksberg, LMS, Bedre Psykiatri København/Frederiksberg og ADHD Storkøbenhavn.
Rådenes kommunikation af budskaber
Det er forskelligt, hvordan de fem råd kommunikerer deres budskaber.
Dialogforum, som ledes af socialborgmesteren, benytter møderne som deres primære kanal for kommunikation af budskaber til politisk niveau og administration. Dialogforum afrapporterer ikke årligt til Socialudvalget, som de øvrige råd gør, til gengæld bruges forummet til dialog mellem de forskellige repræsentanter. Dialogforum har gennem længere tid været optaget af spørgsmålet omkring stigmatisering, hvor en række beboere på forvaltningens socialpsykiatriske tilbud har peget på, at de føler sig stigmatiserede. Derfor tog Dialogforum i marts 2018 initiativ til at afholde et heldagsmøde for beboere på forvaltningens socialpsykiatriske bosteder om livet på bostederne.
Handicaprådet, Udsatterådet, Frivilligrådet og Ungepanelet benytter en bred palette af kommunikationskanaler, herunder skriftlige henvendelser til politisk niveau, debatindlæg, afholdelse af events for og med borgere, direkte dialog med forvaltninger og enheder i kommunen, samt en årlig afrapportering af arbejdet i rådene. Alle råd afgiver høringssvar på relevante høringer (ca. 5-10 høringer årligt) og deltager i Socialudvalgets budgetseminar. Handicaprådet afholder et årligt møde med alle politiske udvalg på nær Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget.
I Borgercenter Børn og Unge har man desuden udpeget en række lokale ambassadører fra centre og enheder, som skal sikre sammenhæng mellem Ungepanelets drøftelser og igangsatte initiativer, udfordringer mm. i Borgercenteret. Det er ambassadørernes rolle at videreformidle panelets budskaber ud i organisationen.
Rådenes egne vurderinger
Forud for udarbejdelsen af denne indstilling er de pågældende råd og paneler blevet spurgt, hvordan de oplever deres rolle og funktion.
Handicaprådet tilkendegiver, at de er tilfredse med både sekretariatsbetjening og deres generelle rolle. De oplever at have et godt og velfungerende samarbejde med forvaltning og de politiske udvalg og oplever, at de rette kanaler for indflydelse stilles dem til rådighed. De oplever sig selv som et uafhængigt råd, der respekteres og tages seriøst af både politikere og embedsværk.
Udsatterådet giver ligeledes udtryk for tilfredshed med samarbejdet med det politiske og administrative niveau. Rådet oplever samarbejdsvillighed fra fagfolk og politikere, men anbefaler at man fra politisk og administrativ side benytter Rådets ekspertise i langt højere grad end hidtil, og at Rådet involveres i udviklingsinitiativer og politiske drøftelser før sagerne sendes i høring eller beslutningerne tages. Rådet anbefaler også, at samarbejdet mellem de forskellige råd styrkes. Derudover peger Rådet på, at de gerne af egen drift vil rejse problemstillinger eller temaer til fælles politisk og samfundsmæssig drøftelse, men oplever udfordringer forbundet med det begrænsede budget til sekretariatsbetjening og aktiviteter. Rådet så gerne at der blev afholdt mindst to bilaterale møder mellem Socialudvalget og Rådet i valgperioden.
Ungepanelets medlemmer er glade for panelets funktion og samarbejde med Socialforvaltningen og -udvalget. Mødet med Socialudvalget 1. november 2016 og socialborgmesterens besøg ved et panelmøde i efteråret har gjort indtryk på de unge og givet dem en følelse af at have en direkte kanal til det politiske niveau. Panelet arbejder tæt sammen med Borgercenter Børn og Unges lokale enheder, hvilket sikrer sammenhæng mellem panelets og forvaltningens arbejde på området.
Frivilligrådet er nyetableret og har brugt første halvår af 2017 til at konstituere sig og udarbejde arbejdsprogram. Samarbejdet med politisk og administrativt niveau har derfor været begrænset, men det er Rådets hensigt at skabe god dialog og samarbejde med Socialforvaltningens udpegede frivilligkoordinatorer, ligesom Rådet håber på at kunne få tæt og løbende dialog med Socialudvalg og direktion om samarbejde mellem civilsamfundet og kommunen. Rådet vil også initiere samarbejde med øvrige forvaltninger. Rådet vil gerne involveres tidligere i udviklingen af politikker og handleplaner.
Dialogforum tilkendegiver tilfredshed med rådets rammer og konstruktion med socialborgmesteren som født formand. Dialogforum påskønner den direkte dialog med Socialforvaltningens politiske niveau, herunder muligheden for at drøfte socialpsykiatriens udfordringer sammen med socialborgmesteren. På trods af at Dialogforum nu i mange år og har drøftet socialpsykiatriens centrale problemstillinger, har Dialogforums medlemmer en opfattelse af, at det ofte bliver ved snakken, og at der til tider er langt fra debat til handling. Derudover bemærker Dialogforum, at borgere med sindslidelse bosat i eget hjem og i Socialforvaltningens socialpsykiatriske bosteder bør være bedre repræsenteret i rådet.
Rådenes økonomi
Handicaprådet modtager en årlig bevilling på 981.000 kr.
Frivilligrådet modtager en årlig bevilling på 400.000 kr. (Frivilligrådet finansieres via § 18-midlerne).
Udsatterådet modtager en årlig bevilling på 100.000 kr.
Ungepanelet er et led i de såkaldte ’Ungeforumaktiviteter’, som tilsammen støttes med 500.000 kr. årligt i 2016-2018.
Dialogforum modtager ikke direkte økonomisk støtte.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Dialogforum, Handicaprådet og Udsatterådet følger valgåret, og genudpegning af rådene sker derfor på det første møde i Borgerrepræsentationen i 2018. Af Frivilligrådets vedtægter fremgår det, at Rådets funktionsperiode er fire år med start januar 2017. Rådet fungerer indtil udpegningen af nye medlemmer for en ny valgperiode finder sted.
Nina Eg Hansen /
Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Kontorchef Eva Stokbro deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev drøftet.