Mødedato: 01.11.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Fordeling af økonomisk hjælp til julearrangementer 2017

Se alle bilag

Socialforvaltningen har i en årrække ydet økonomisk støtte til julearrangementer for forvaltningens målgrupper. Igen i år har en række ansøgere søgt om tilskud, og Socialudvalget skal derfor tage stilling til forvaltningens forslag til fordeling.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at puljen til støtte af julearrangementer i 2017 fordeles som foreslået i bilag 1.

Problemstilling

Socialforvaltningen har ved annoncering i københavnske lokalaviser og på kommunens hjemmeside oplyst om muligheden for at søge om tilskud til gennemførelse af julearrangementer. Forvaltningen har modtaget 55 ansøgninger om økonomisk hjælp til julearrangementer i 2017 inden ansøgningsfristens udløb. Herudover er der modtaget to ansøgninger efter ansøgningsfristens udløb, som ikke er indstillet til støtte. Socialudvalget skal nu tage stilling til fordeling af støtten for 2017, hvor der er 352.800 kr. til rådighed.

Løsning

Forvaltningen har modtaget 14 ansøgninger til arrangementer, der finder sted juleaften, som er indstillet til støtte med i alt 185.000 kr. Arrangementer, der finder sted de øvrige juledage, er tilsammen indstillet til støtte med 167.800 kr.  

Støtten ydes efter følgende retningslinjer, der viderefører den procedure, der blev anvendt ved fordelingen af midlerne sidste jul:

  • Støtten ydes alene til gennemførelse af ikke-private julearrangementer, der gennemføres af f.eks. institutioner, frivillige sociale organisationer, bosteder, grupper og foreninger.

  • Støtten ydes til gennemførelse af julearrangementer for Socialforvaltningens målgrupper.

  • Støtten kan ikke udbetales som kontante beløb til enkeltpersoner.

  • Der kan ikke ydes støtte til aflønning eller anden honorering af frivillige eller ansatte, der forestår julearrangementernes gennemførelse.

  • Ved støttens fordeling tilstræbes det, at der kan afholdes så stort et antal arrangementer som muligt for at sikre, at tilskuddene kommer flest mulige af forvaltningens målgrupper til gavn.

  • Ved støttens fordeling er der taget hensyn til støttens størrelse i forhold til antal deltagere - herunder en afgrænsning i forhold til målgruppen.

  • Ansøgere er forpligtet til at aflægge særskilt regnskab for det bevilligede beløbs anvendelse i året efter arrangementets afholdelse.

  • Julearrangementer, der finder sted juleaften, er prioriteret.

I lighed med tidligere år er ansøgninger, der ikke omfatter Socialforvaltningens målgruppe, som f.eks. ældreområdet, ikke indstillet til støtte. Ansøgninger, hvor anvendelsen af bevillingen  først besluttes efter modtagelsen af tilskuddet, er heller ikke indstillet til støtte.

Socialforvaltningen foreslår, at tilskuddet fordeles som anført i bilag 1. Bilag 2 indeholder en oversigt over samtlige ansøgninger dvs. også ansøgninger, der ikke er indstillet til støtte eller er modtaget for sent samt en angivelse af de arrangementer, der finder sted juleaften og arrangementer, der finder sted andre dage omkring jul.

Økonomi

Der er foreslået fordelt 352.800 kr. i 2017. Udgifterne afholdes inden for Socialudvalgets pulje til støtte til gennemførelse af julearrangementer for forvaltningens målgrupper. Puljen er placeret på bevillingsområdet Tværgående opgaver og administration.  

Videre proces

Såfremt Socialudvalget godkender forvaltningens forslag til fordeling af økonomisk hjælp til julearrangementer, vil forvaltningen sende tilskuddet til ansøgerne. Tilskudsmodtagerne vil blive anmodet om efterfølgende at aflægge regnskab for tilskuddets anvendelse.

                                             Nina Eg Hansen

                                                                                        / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Charlotte Lund (Ø) deltog ikke under punktets behandling pga. inhabilitet.

Til top