Økonomisk støtte til Netværkstedet Thorvaldsen
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget godkender,
- at der ydes et tilskud til Netværkstedet Thorvaldsen på 0,3 mio. kr. i 2016, der finansieres ved at fremrykke implementeringen af omprioriteringsforslaget ”HA03 Skærpelse af bevillingspraksis til kropsbårne hjælpemidler” fra 2017 til efteråret 2016.
- at Socialforvaltningen udarbejder forslag til budgetforhandlingerne vedrørende budget 2017 om, at Københavns Kommune yder et tilskud på op til kr. 0,6 mio. kr. i hvert af årene 2017, 2018 og 2019 til Netværkstedet Thorvaldsen under forudsætning af, at der kan indgås aftale med Frederiksberg Kommune om at yde et tilskud til samme formål af minimum samme størrelse.
Problemstilling
Netværksstedet Thorvaldsen har i de seneste år fået driftstilskud fra Københavns- og Frederiksberg Kommuner. Bevillingen fra Københavns Kommune på 0,8 mio. kr. udløb dog med udgangen af 2015. Netværksstedet Thorvaldsen søger nu om økonomisk støtte til driften i den resterende del af 2016 samt om tilskud til at videreføre driften fremover.
Løsning
Netværksstedet Thorvaldsen på Frederiksberg er et selvejende aktivitetssted for borgere med psykiske lidelser. Der kommer jævnligt ca. 125 forskellige brugere, hvoraf omkring halvdelen er københavnere. Netværksstedet Thorvaldsen er et fuldt brugerstyret aktivitetssted. Tilbuddet har en række aktiviteter og undervisningstilbud for brugerne – særligt musik, kosmetik- og billedkunstværksted. De fleste brugere er mellem 30 og 50 år.
I 2016 yder Frederiksberg Kommune et driftstilskud, der inklusiv et tilskud efter servicelovens § 18 udgør ca. 1 mio. kr., og Københavns Kommune yder et tilskud efter servicelovens § 18 på 136.000 kr. Netværkstedet Thorvaldsen har, efter at Københavns Kommunes tilskud på 0,8 mio. kr. udløb med udgangen af 2015, gennemført en række besparelser, men oplyser, at der minimum er behov for tilførsel af 0,3 mio. kr. for at kunne holde tilbuddet åbent i den resterende del af 2016. Socialforvaltningen foreslår på den baggrund, at man fremrykker implementeringen af omprioriteringsforslaget ”HA03 Skærpelse af bevillingspraksis til kropsbårne hjælpemidler”, der er godkendt i forbindelse med Socialudvalgets budgetforslag for 2017. Det herved forventede provenu på 0,3 mio.kr. foreslås udmøntet som tilskud til Netværkstedet Thorvaldsen i 2016. Såfremt Socialudvalget godkender dette, foreslås det, at Socialforvaltningen udarbejder forslag, der kan indgå i forhandlingerne vedrørende budget 2017 om et driftstilskud til Netværkstedet Thorvaldsen på op til kr. 0,6 mio. kr. i hvert af årene 2017, 2018 og 2019, såfremt Frederiksberg Kommune yder et tilskud til samme formål af minimum samme størrelse.
Såfremt Socialudvalget godkender forslaget, vil Netværkstedet Thorvaldsen kunne holde åbent for brugerne i den resterende del af 2016. Derudover kan et driftstilskud på op til 0,6 mio. kr. årligt i en treårig periode indgå i forhandlingerne om budgettet for 2017.
Økonomi
Et tilskud på 0,3 mio. kr. i 2016 til Netværkstedet Thorvaldsen foreslås finansieret ved at fremrykke implementeringen af omprioriteringsforslaget ”HA03 Skærpelse af bevillingspraksis til kropsbårne hjælpemidler" fra 2017 til efteråret 2016. Omprioriteringsforslaget blev vedtaget på Socialudvalgets møde den 20. april 2016 punkt 7. Med forslaget skærpes bevillingspraksis, så det ikke er muligt i samme omfang som hidtil at få tilskud til anskaffelse af kropsbårne hjælpemidler f.eks. inden for stomiområdet. Herudover benyttes nye muligheder for konkurrenceudsættelse af prisaftaler på kropsbårne hjælpemidler, som forventes at kunne reducere udgifterne til kropsbårne hjælpemidler yderligere.
Et eventuelt yderligere tilskud på op til kr. 0,6 mio. kr. i hvert af årene 2017, 2018 og 2019 kan indgå i forhandlingerne om budgettet for 2017.
Videre proces
Såfremt Socialudvalget godkender indstillingens 1. at-punkt, vil Socialforvaltningen iværksætte fremrykningen af implementeringen af omprioriteringsforslaget ”HA03 Skærpelse af bevillingspraksis til kropsbårne hjælpemidler” fra 2017 til efteråret 2016, og udmønte kr. 0,3 mio. kr. som tilskud til Netværkstedet Thorvaldsen.
Såfremt Socialudvalget godkender indstillingens 2. at-punkt, vil Socialforvaltningen udarbejde forslag til budgetforhandlingerne for 2017 om, at der ydes et driftstilskud til Netværkstedet Thorvaldsen på op til kr. 0,6 mio.kr. i 2017, 2018 og 2019 – under forudsætning af, at der indgås en aftale med Frederiksberg Kommune om, at Frederiksberg mindst finansierer et tilsvarende beløb.
Såfremt indstillingens 2. at-punkt vedtages som en del af budgettet for 2017, vil Socialforvaltningen gå i dialog med Frederiksberg Kommune om, at der udarbejdes en fælles aftale om driften af Netværkstedet Thorvaldsen gældende til og med 2019.
Nina Eg Hansen
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Under punktets behandling deltog vicekontorchef Eva Stokbro Jensen.
V, C og O stillede følgende ændringsforslag:
At det pålægges forvaltningen at finde en alternativ finansiering inden Socialudvalgets møde den 15. juni 2016.
For stemte: 3 (C, V, O)
Imod stemte: 8 (Ø. F, A, B)
Undlod: Ingen
Ændringsforslaget blev forkastet
Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.
Der var følgende protokolbemærkning fra C, V, O:
DKF, DF og V stemmer for indstillingen, da vi mener at det er vigtigt at redde Netværksstedet Thorvaldsen.
Vi er skeptiske ift. den nuværende finansiering, og er bekymrede over at vi bruger penge, som forvaltningen endnu ikke har sparet andetsteds. Det mener vi er for risikabelt. Samtidig er det afgørende for DKF, V og DF, at besparelsen ikke betyder forringelser ift. borgerservicen ift. valg af kropsbårne hjælpemidler.
Vi opfordrer socialudvalget til at løfte Netværksstedet Thorvaldsen i budget 2017.