Mødedato: 01.03.2023, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Orientering om Sikker By Strategi 2022-2025

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget får en orientering om Københavns Kommunes Sikker By Strategi 2022- 2025. På udvalgsmødet vil Team Sikker By holde et oplæg om strategien.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget tager orientering om Sikker By-strategien til efterretning

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte den 3. november 2022 Sikker By-strategien 2022-2025. Sikker By-samarbejdet går på tværs af forvaltningerne og skal sikre det strategiske samarbejde på det kriminalpræventive og tryghedsskabende område. Sikker By-samarbejdet er forankret under Økonomiforvaltningen, men det er de enkelte forvaltninger, der har ansvaret for driften og udviklingen af de fleste af de kriminalpræventive og tryghedsskabende indsatser i kommunen. 

Som en del af implementeringen har Team Sikker By tilbudt at holde oplæg for fagudvalgene.

Løsning

Forvaltningerne har været inddraget i udarbejdelsen af Sikker By Strategi 2022 – 2025 bl.a. via en række workshops. Dele af strategien har været i høring i lokaludvalgene og i Unge- og Ældrerådet og endelig har der været flere politiske drøftelser; både på et borgmestermøde og senere i Økonomiudvalget, hvor strategien er blevet behandlet af to omgange, inden den endelige godkendelse i Borgerrepræsentationen.

Strategien består af to grundprincipper og fem fagprincipper, som hver har 3-4 fokusområder. Nogle fokusområder er en konstatering af, hvordan kommunen i dag løfter opgaven, mens andre peger fremad. For de fleste fokusområder gælder det, at de går på tværs af forvaltninger, og det er derfor en forudsætning, at der samarbejdes på tværs.

Af de fem fagprincipper er særligt tre relevante for Socialforvaltningens arbejde.  Nedenfor er oplistet nogle centrale opmærksomhedspunkter hos forvaltningen i forhold til tre af de fem fagprincipper:

Ift. fagprincip 1: At børn og unge vokser op i et liv uden kriminalitet.

  • Positive fællesskaber har stor betydning for børn og unges robusthed og trivsel. Derfor er der i Socialforvaltningen stort fokus på at få børn og unge til at indgå i positive fællesskaber, ligesom forvaltningen samarbejder med Børne – og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om indsatser til børn, der har brug for en hjælpende hånd til at komme ind i positive fællesskaber.

    Ift. fagprincip 2: Rockerbandekriminalitet

  • Rocker og bandekriminalitet er primært en problematik blandt voksne, men det er et vigtigt fokusområde i Socialforvaltningen at forebygge, at unge, der har begået kriminalitet, havner i deciderede rocker/bandegrupperinger.
  • Det er vigtigt at forberede de unge så godt som muligt på at leve et selvstændigt voksenliv uden kriminalitet. Det er der bl.a. fokus på i de handleplaner, forvaltningen udarbejder for unge, der er fyldt 16 år, hvor der opstilles konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet. Når der er tale om kriminel adfærd, styrkes samarbejdet med EKI (Enheden for kriminalpræventive Indsatser i Socialforvaltningen) og andre forvaltninger, specielt Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Børne– og Ungdomsforvaltningen.
  • Der skal fortsat være fokus på målgruppen, både ift. overgangen til voksenlivet, men også henset, at al forskning peger på, at kriminalitet ”smitter”, og det er derfor vigtigt at få brudt ”smittekæden” ned til de yngre aldersgrupper.

Ift. fagprincip 4: Lokalområder med tryghedsudfordringer

  • Socialforvaltningen kender til grupper, der kan virke utryghedsskabende lokalt, fx kriminalitetstruede unge, som kommer i 18+ centrene. Der er tale om komplekse problemstillinger, og mange initiativer under dette fokusområde fordrer et tæt samarbejde med andre forvaltninger. Socialforvaltningen deltager bl.a. i regi af tryghedspartnerskaberne og SSP-samarbejdet med deltagelse af gadeplansmedarbejdere.

En stor del af de veletablerede indsatser i Socialforvaltningen taler allerede ind i Sikker By- strategiens fokusområder, og forvaltningen ser generelt ikke et behov for at udvikle nye kriminalpræventive indsatser. Dog kan der være et potentiale i at justere og øge kapaciteten i eksisterende indsatser, som taler ind i strategiens fokusområder. Det kunne f.eks. være i forhold til at styrke og udbrede den kriminalitetsforebyggende indsats Den Korte Snor, som er en intensiv kriminalitetsforebyggende familierådgiver- og kontaktpersonindsats, der skal sikre en hurtig opfølgning på barnets/den unges udfordringer.  Dette vil forudsætte tildeling af nye midler.

Generelt om Sikker By-samarbejdet

Sikker By-samarbejdet har eksisteret siden 2010 under Økonomiforvaltningen. Sikker By er et samarbejde mellem Københavns Kommunes forvaltninger, SSP København og Københavns Politi, som skal sikre strategisk sammenhæng mellem kriminalitetsforebyggende og tryghedsfremmende initiativer på tværs af kommunen.

Hvor Sikker By skal sikre den strategiske sammenhæng, er SSP-samarbejdet hjørnestenen i det daglige, operative samarbejde (både ift. koordinering på individ og gruppeniveau). SSP-samarbejdet har sine egen hjemmel i retsplejeloven (§ 115) til at måtte udveksle personfølsomme oplysninger i et kriminalpræventivt øjemed. 

Til den fireårige Sikker By-strategi, knytter der sig en effektopfølgning på kriminalpræventive indsatser, som præsenteres for Økonomiudvalget én gang årligt i efteråret. Der har været forskellige tiltag til at udarbejde fælles mål og indikatorer på tværs af indsatser, hvilket har vist sig vanskeligt, da indsatserne er meget forskellige (fx gadeplansindsatsen, som er en uvisiteret indsats overfor en bred målgruppe på den ene side og en visiteret indsats som EXIT, der kan følge op på borgerens begåede kriminalitet år efter indsatsen på den anden side). Der er pt et igangværende arbejde med at revidere opfølgningen på indsatserne, som i højere grad skal tage højde for indsatsernes forskellighed.

Endelig er der til Sikker by-samarbejdet en Sikker By- budgetpakke, hvor Socialforvaltningen får finansieret flere indsatser med fire år ad gangen.

Oversigt over indsatser, der indgår i Sikker By- budpakken (rød markerer udløb)

Tilbud/år (Mio. kr., 2023 p/l)

2023

2024

2025

2026

Varig finansiering udover Sikker By-midler

Sikker By: Videreførelse af projekt Ny Start (budgetaftale 2023)

6,8

6,8

6,8

6,8

 

Sikker By: SSP+ indsats for kriminalitetstruede unge (budgetaftale 2023)

2,7*

2,7

2,7

2,7

1,5

Sikker By indsats - indsats mod radikalisering (Æ68/Æ50)

7,2**

7,2

7,2

7,2

 

Sikker By indsats - 18+ indsats - Center Crossroad (Æ67)

3,8

 

 

 

 

Sikker By indsats - 18+ indsats - 18+Satelitten Husum/Voldparken (Æ67)

3,0

 

 

 

 

Sikker By indsats - Sikker By – Exitprogrammet (Æ66)

4,7

 

 

 

 

Sikker By Den korte snor (Æ45)

5,0

5,0

 

 

 

Sikker By 18+ Rådmandsgade (Æ45)

4,5

4,5

 

 

 

Sikker By 18+ Ragnhildsgade (Æ45)

4,6

4,6

 

 

 

Sikker By - udvikling af Gadepulsen+ (Æ40)

4,0

4,0

 

 

 

Sikker By – SSP 18+ (Æ40)

3,3

3,3

 

 

 

Sikker By - udsatte team Christiania (Æ40) (BCV)

1,9

1,9

 

 

 

Sikker By Københavnerteamet (Æ45)

3,0

3,0

3,0

 

3,5

Sikker By ALL IN (Æ45)

0,8

0,8

0,8

 

 

Sikker By Sjakket (Æ45)

0,5

0,5

0,5

 

4,4

Sikker By Exit KK (Æ45)

4,2

4,2

4,2

 

 

Årlige udløb i alt

11,5

23,3

8,5

11,4

 

*Midlerne er fordelt 0,7 mio. kr. til SOF og 2,0 mio. kr. til BIF

** Midlerne er fordelt 1,9 mio. kr. til SOF, 5 mio. kr. til BIF og 0,3 mio. kr. til BUF

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialforvaltningen arbejder videre inden for rammerne af Sikker By-strategien.

Mikkel Boje

                                          / Lise Stidsen Vandahl.

Beslutning

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Fra Socialforvaltningen deltog vicedirektør Lise Stidsen Vandahl og kontorchef Eva Stokbro Jensen og fra Økonomiforvaltningen deltog kontorchef Jeppe Grønholt-Pedersen, fuldmægtig Marie Herping Abrahamsen og fuldmægtig Anna Barbara Gregersen under punktets behandling.

Til top