REVISIONSORDNINGENS UAFHÆNGIGHED
INDLEDNING
Af beslutningsgrundlaget fra 2008 i forbindelse med etablering af en intern revision fremgår:
”Den interne revision er placeret som en uafhængighed enhed direkte under Borgerrepræsentationen. Baggrunden for placeringen direkte under Borgerrepræsentationen er, at der dermed, under henvisning til kommunens styreform med ansvaret for den administrative ledelse delt mellem overborgmesteren og de seks borgmestre, sikres den interne revision størst mulig uafhængighed i forhold til kommunens samlede forvaltning.”
Således er Intern Revision, som det fremgår at henholdsvis Revisionsregulativ og Funktionsbeskrivelsen for Intern Revision, etableret som en uafhængig enhed direkte under Borgerrepræsentationen via det af Borgerrepræsentationen nedsatte revisionsudvalg.
Som en naturlig følge af såvel det oprindelige beslutningsgrundlag som de gældende bestemmelser skal ordningens øverste myndighed Revisionsudvalget på vegne af Borgerrepræsentationen løbende vurdere af revisionsordningens uafhængighed.Indstilling og beslutning
- at, med henblik på at sikre revisionsordningens uafhængighed, tilføjes i Revisionsregulativet, at det udelukkende er Revisionsudvalget, der har indstillingsret overfor Borgerrepræsentationen i forhold, der vedrører revisionsordningens organisering, ansvar og opgavevaretagelse.
Problemstilling
Økonomiforvaltningen (ØKF) har uden inddragelse af Revisionsudvalg og Intern Revision dels planlagt og gennemført en evaluering af revisionsordningen i Københavns Kommune og dels via indstillinger til henholdsvis ØU/BR fremført forslag til en ændret organisering af revisionsordningen og opgavevaretagelse for Revisionsudvalget og Intern Revision.
Det er her væsentligt at bemærke, at de fremsatte indstillinger om ændringer i revisionsordningens organisering og opgavevaretagelse behandles og godkendes af et ØU, der består af de syv borgmestre, hvis forvaltninger er genstand for revision.
Af de af ØKF fremførte modeller fremgår endvidere, at ØKF skal varetage sekretariatsbetjeningen af Revisionsudvalget og således agere embedsværk for en revisionsordning ved blandt andet at formulere og fremsætte indstillinger til udvalget. Som følge heraf vil ØKF have det embedsmæssige ansvar for såvel egen forvaltning og ØU som Revisionsudvalget og Intern Revision og dermed den revisionsordning, der skal sikre den revisionsmæssig kontrol af ØKF og kommunens øvrige forvaltninger.
På grundlag af ovennævnte forhold er det vurderingen at revisionsordningens grundsætning om uafhængighed ikke er opfyldt.
En uændret videreførelse af det nuværende Revisionsregulativ vil medføre, at Intern revision ikke kan udføre revision af Økonomiforvaltningen og herunder Koncernservice.Løsning
Økonomi
Ingen
Videre proces
Indstilling om tilføjelser til Revisionsregulativet godkendes af Revisionsudvalget og fremsendes til Borgerrepræsentationen efter forudgående erklæring fra Økonomiudvalget.
Økonomiforvaltningen udarbejder tilføjelsen i Revisionsregulativet.
Kurt Wagner / Lone Forsberg
Beslutning
Protokolbemærkning:
Revisionsudvalget ønsker at få revisionsordningens uafhængighed og tilknyttede problemstillinger nærmere belyst.
Formandskabet afdækker hvilket muligheder, der er for at Revisionsudvalget opnår en uvildig vurdering af revisionsordningens uafhængighed.