INDSTILLING VEDR. INTERN REVISIONS VARETAGELSE AF REVISIONSOPGAVEN FOR SELVEJENDE INSTITUTIONER
Indstilling
Intern Revision indstiller til Revisionsudvalget
-
at Revisionsudvalget tager til efterretning, at Intern Revision kan oppebære indtægter for det arbejde, der udføres for at understøtte ekstern revisors lovpligtige revision af de selvejende institutioner, der har driftsoverenskomst med Københavns Kommune, og som anvender kommunens administrative it-systemer.
Problemstilling
I kommunens Kasse- og Regnskabsregulativ er der fastsat krav om revision af de pågældende institutioners regnskaber for anvendelsen af kommunens tilskud, og revisionen varetages af revisorer, der vælges af de selvejende institutioners bestyrelser.
De selvejende institutioner, som anvender kommunens it-systemer, er underlagt de kommunale styringsregler, hvilket stiller andre krav til revisor i forhold til revision af selvejende institutioner med eget bogholderi m.v. Endvidere har revisorerne behov for bistand fra institutionerne i forbindelse med at tilvejebringe dokumentation fra kommunens systemer, som revisorerne ikke har adgang til.
Endelig er der et økonomisk potentiale i forhold til de revisionshonorarer, som institutionerne betaler i dag.
Løsning
Det er aftalt med kommunens eksterne revision, at de institutioner, som ønsker det, kan indgå en revisionsaftale med Intern Revision herom.
Opgavevaretagelsen er i overensstemmelse med funktionsbeskrivelsen for Intern Revision og inden for rammerne af de opgaver, som Intern Revision kan løse for de pågældende selvejende institutioner, hvilket er bekræftet af økonomiforvaltningens chefjurist.
Intern Revision har på et fællesmøde med bestyrelserne for de selvejende institutioner, som har driftsoverenskomst med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, oplyst om følgende:
-
Intern Revision varetager revisionen i forhold til de selvejende institutioner på vegne af kommunens eksterne revisor.
-
Institutionerne vil kunne opnå en reduktion af det nuværende revisionshonorar på ca. 50 %.
-
Intern Revision har selv adgang til de relevante it-systemer, hvilket er mindre ressourcekrævende for både forvaltningen og institutionerne.
-
Intern Revision har kendskab til kommunens regler.
-
Interne Revision kan yde sparring og rådgivning i forhold til kommunens administrative processer og forretningsgange.
Revisionen i årets løb vil fortrinsvis blive udført i tilknytning til revisionen af kommunens forvaltninger og ved uanmeldte serviceeftersyn. Endvidere foretages revision af et skemaregnskab. Der udarbejdes en revisionsrapport med redegørelse for den udførte revision samt eventuelle kommentarer og anbefalinger til forbedringer. Intern Revision deltager i et afsluttende regnskabsmøde med institutionens ledelse og et bestyrelsesmøde om behandling af regnskabet og revisionsrapporteringen.
Varetagelsen af revisionsopgaven for selvejende institutioner er i første omgang relevant for institutioner under Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, hvor samtlige institutioner anvender kommunens institutioner. Endvidere har Socialudvalget godkendt, at forvaltningen optager dialog med Intern Revision om varetagelse af revisionen for de selvejende institutioner, der tilslutter sig kommunens it-systemer.
Økonomi
Intern Revision skønner, at der på sigt vil kunne opnås tilslutning fra en stor del af de 30 selvejende institutioner under Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. For 2016 forventes det, at der indgås aftale med 7 institutioner svarende til et honorar på ca. 200 t.kr. Indtægt vil blive anvendt til ekstra lønomkostninger mv.
Revisionshonorar afregnes via kommunens interne afregningssystem.
Videre proces
Intern Revision afgiver tilbud på varetagelse af revisionen af de selvejende institutioner, der anmoder herom.
Jesper Andersen / Tommy Jacobsen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Protokolbemærkninger:
Revisionsudvalget forudsætter, at kommunens bevillingsregler i forbindelse med udførelsen af opgaven overholdes.