Mødedato: 15.12.2016, kl. 08:00
Mødested: Farvergade 10, 3. sal, 1463 København K

INDSTILLING VEDR. OVERORDNEDE AKTIVITETER VEDR. UDBUD AF LOVPLIGTIG REVISION

Den lovpligtige revision for Københavns Kommune varetages af Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerskab, på grundlag af en revisionsaftale for perioden 2014 til 2017. Aftalen med Deloitte ophører med udgangen af 2017, og afsluttes med en beretning om regnskabet for 2017, der afleveres 1. juni, 2018.

Indstilling

Intern Revision indstiller til Revisionsudvalget

- at Revisionsudvalget tager de overordnede aktiviteter for udbud af lovpligtig revision af Københavns Kommunens regnskab til efterretning.

 

Problemstilling

Som følge af udløb af aftalen med Deloitte skal Københavns Kommune ved Intern Revision udbyde den lovpligtige revision i en flerårig periode med start fra 1. januar 2018.

Udbuddet skal gennemføres i løbet af 2017.

Udbudsprocessen skal desuden tage højde for den nye revisorlov, vedtaget 19. maj 2016. I forlængelse heraf er Bekendtgørelse nr. 965 af 28/06/2016 om Kommunal og Regional revision vedtaget. Bekendtgørelsen er gældende fra 1. juni 2016.  Bekendtgørelsen påpeger, at en række af regler, herunder om forbudte ydelser for PIE virksomheder, også skal gælde for kommuner, kommunale fællesskaber og selvejende institutioner.

 

Løsning

Intern Revision vil i samarbejde med Center for Indkøb (CFI), planlægge og gennemføre udbuddet og indgå kontrakt med nyt revisionsselskab, der forinden skal godkendes af Revisionsudvalget, Økonomiudvalget, Borgerrepræsentationen og Statsforvaltningen.

IR varetager udarbejdelse af kravspecifikation og andre revisionstekniske beskrivelser og beslutninger, udarbejdelsen af det samlende indstillings- og beslutningsgrundlag til ledelse og politisk niveau til endelig godkendelse.

CFI varetager alle øvrige forhold.

Forinden udbuddet har IR i samarbejde med CFI kontaktet relevante revisionsfirmaer, hvor disse anmodes om at være opmærksomme på, at der er et krav om en ”cool down” periode gældende fra 1. januar 2017, hvor de pågældende ikke må levere revisionsmæssige ydelser (forbudte ydelser), for så vidt de ønsker at byde på revisionsopgaven i København Kommune.

 

Økonomi

Intern Revisions udgifter afholdes indenfor rammen af Intern Revisions bevilling.

CFI’s udgifter afholdes af CFI efter nærmere aftale med ØKF.

Eventuelle eksterne udgifter i forbindelse med udbuddet afholdes af ØKF.

 

Videre proces

Intern Revision og CFI fastlægger en tids- og aktivitetsplan for udbud, politisk godkendelse og kontraktindgåelse.

 

Jesper Andersen                                  /                         Lone Forsberg

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Protokolbemærkninger:

Ingen.

Til top