Drøftelse af egenfinansiering i projekter
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Rådet for Visuel Kunst drøfter egenfinansieringen i projekter
Problemstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen administrerer de tilsagn, som Rådet for visuel kunst bevilger. I forbindelse med afrapportering sker det, at budgetposter ændrer sig fra ansøgning til regnskab.
Tilsagn fra Rådet for Visuel Kunst gives som underskudsgaranti. Det er derfor en betingelse for at modtage støtten, at projektet giver underskud. Det skal fremgå af regnskabet, at såfremt ansøger ikke havde modtaget støtten, ville der være et underskud.
Der er ikke krav om egenfinansiering i projekter, som støttes af Rådet for Visuel Kunst. Det er dog også en betingelse for støtten, at projektet skal være gennemført i overensstemmelse med beskrivelsen i ansøgningen.
Når tilsagnsmodtagere har nedjusteret deres egenfinansiering, vurderer Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvorvidt afrapporteringen lever op til disse to betingelser for støtten. I tilfælde, hvor underskuddet i regnskabet skyldes en reduceret egenbetaling, eller der er andre væsentlige ændringer, bliver regnskabet forelagt Rådet for Visuel Kunst.
Løsning
For at Kultur- og Fritidsforvaltningen kan reducere antallet af sager, der genbehandles af Rådet for Visuel Kunst, foreslås det, at Rådet drøfter egenfinansiering i projekter.
Det foreslås, at Rådet drøfter, hvorvidt tilskudsmodtagere i visse tilfælde kan reducere eventuel egenfinansiering for at leve op til betingelserne for at modtage og få udbetalt støtte fra Rådet for Visuel Kunst.
Beslutning
Rådet for Visuel Kunst drøftede egenfinansiering i projekter.
Rådet besluttede, at afrapporteringer med væsentlige ændringer fra budget til regnskab fortsat skal forelægges Rådet for Visuel Kunst inklusive information om, hvorfor ændringerne er sket.