Håndtering af medlemsforslag om salg af kunstværker
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller
- at Rådet for Visuel Kunst tager stilling til medlemsforslag om salg af kunstværker
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på møde den 24. februar 2024, at Rådet for Visuel Kunst skal vurdere, om der blandt de værker i Københavns Kommunes kunstsamling, som ikke ofte er i cirkulation eller som igennem længere tid ikke har været udlånt, findes værker, som ikke har værdi for nutiden og/eller fremtiden og derfor bør afhændes (bilag 1).
Rådet for Visuel Kunst skal derfor tage stilling til:
- om der findes værker, som ikke har værdi for nutiden og/eller fremtiden og derfor bør afhændes, iblandt værkerne som ofte ikke er udlånt.
I forbindelse med et politikersvar den 1. februar 2024 blev det afklaret, hvorvidt det er lovligt for Københavns Kommune at sælge ud af den eksisterende samling. Kommunen kan sælge kunst, der ikke længere anvendes til kommunale formål, så længe det sker ud fra saglige betragtninger. Der kan således sælges fra kunstsamlingen under hensyn til en række betingelser (bilag 2).
Løsning
Rådet for Visuel Kunst skal vurdere om der blandt værkerne findes nogle, som ikke har værdi i nutiden og/eller fremtiden og derfor bør afhændes.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har været i kontakt med et auktionshus, som har vurderet de værker, som ikke har været udlånt de seneste 5 år (bilag 3).
Videre proces
Når Rådet har udarbejdet en samlet vurdering af, om der findes værker, som bør afhændes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen orientere Kultur- og Fritidsudvalget om vurderingen.
Beslutning
Rådet for Visuel Kunst tog stilling til medlemsforslag om salg af kunstværker.
Rådet besluttede at sende et svar til Kultur- og Fritidsudvalget vedrørende dette.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil på baggrund af rådets drøftelser udarbejde udkast til tilbagemelding om medlemsforslag om salg af værker til Kultur- og Fritidsudvalget.