Godkendelse af udkast til nye prioriteter
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Rådet for Visuel Kunst godkender de tilpassede prioriteringer for ansøgninger.
Problemstilling
På møde den 18. september 2023 besluttede Rådet, at forvaltningen skulle udarbejde et udkast til nye prioriteringer baseret på Rådets tidligere drøftelse.
Løsning
Ud fra Rådet drøftelser foreslår forvaltningen, at følgende prioriteringer fremgår af hjemmesiden:
- Ansøgninger fra kunstnere, der individuelt søger støtte ved deltagelse i udstillinger på de større, etablerede udstillingssteder
- Ansøgninger fra mindre, seriøse og typisk kunstnerdrevne udstillingssteder
- Kvalitetsudstillinger med kunstnere fra vækstlaget
- Udstillinger hvor kunstnere modtager et minimumshonorar efter gældende regler
- Deltagelse af kunstnere med relevant kunstnerisk/kunstfaglig uddannelse som afspejles i ansøgningens CV
- Ansøgninger der indeholder billedmateriale i form af relevante skitser og visualiseringer
Der ydes ikke støtte til studerende. Ved gruppeudstillinger skal majoriteten af deltagerne have en relevant kunstfaglig uddannelse.
Nyt tilskudsadministrativt system
Næste år indfører Københavns Kommune et nyt tilskudsadministrativt system, der bl.a. skal benyttes til ansøgninger til Københavns Kommunes tre fagudvalg - herunder Rådet for Visuel Kunst.
I forbindelse med at systemet implementeres, vil forvaltningen opdatere Rådets hjemmeside, så formalia og prioriteringer tydeliggøres.
Beslutning
- Udstillinger hvor kunstnere modtager et minimumshonorar efter gældende regler
ændres til
- Udstillinger hvor kunstnere som minimum modtager et honorar efter gældende regler om minimumshonorar
Rådet for Visuel Kunst godkendte herefter de nye prioriteter.