Orienteringspunkter
Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Rådet for Visuel Kunst tager den skriftlige og den evt. supplerende, mundtlige orientering til efterretning
Problemstilling
Støtte til kunst ved nybyggeri
Et forslag om at afsætte 1 pct. af budgettet i fremtidige bygge- og anlægsprojekter til kunst blev ikke tilgodeset i forhandlingerne om Københavns Kommune budget for 2023. Forslaget udsprang af diskussioner i Rådet for Visuel Kunst i 2021 og sigtede på at give kunstprojekter en integreret plads i kommunens nybyggeri.
Konkurrence om kunstværk til markering af 8. marts
Kultur- og Fritidsudvalget ventes den 29/9 2022 drøfte et udvalgshenvist medlemsforslag om en kunstnerisk markering af indstiftelsen af kvindernes internationale kampdag på Jagtvej 69 på Nørrebro. Rådet har afgivet et høringssvar til mødet efter skriftlig høring. Det færdige høringssvar er t.o. vedlagt som bilag.
Invitation til Rådet om at deltage i et kunstprojekt på Arenakvarterets Skole
Rådet for Visuel Kunst er blevet bedt om at udpege et medlem til en styregruppe for et kunstprojekt i svømmehallen ved Arenakvarterets Skole i Ørestad. Styregruppen skal mødes under følgende overskrifter 1) besigtigelse og rammer for kunstopgaven, 2 kunstnervalg, 3) møde med kunstner og 4) drøftelse af skitseprojekt. Første møde vil forventeligt ligge i efteråret i år. Derudover ventes to møder at ligge i foråret og det sidste møde i sommeren 2023. Skolen forventes at stå færdig i efteråret 2023.
”Københavnerstykker” i Nikolaj Kunsthal
Udstillingen i Nikolaj Kunsthal ”Københavnerstykker”, der viste et bredt udsnit af Rådet for Visuel Kunsts indkøb 2018-21, var åben i perioden 3/6-31/7 2022 og nåede et besøgstal på 9.071 gæster trods nogle lukkedage på grund af håndværkerarbejde. Udstillingen blev anmeldt i Weekendavisen og Politiken.
Skulpturforslag godkendt
Rådet for Visuel Kunst havde på sit møde den 6/12 2021 tre skulpturforslag i høring: Pontus Kjerrmans skulptur ”Mødet” (Sortedam Dossering – Hedemannsgade), Marianne Jørgensens kunstprojekt ”Himmel” (Glenteparken i Nordvest) og Hanne Varmings skulptur ”Nicole med stol” (gangsti ved Kampmannsgade ved Søerne). Borgerrepræsentationen godkendte de tre projekter på sit møde den 2/6 2022. Marianne Jørgensens kunstprojekt ventes realiseret i 2022, mens tidspunktet ikke kendes for de to øvrige. Der er en generel frist på tre år til at gennemføre projekterne.
Legater til Hovedstadens forskønnelse
Rådet for Visuel Kunst havde på sit møde den 7/6 2022 fire ansøgninger til "Københavns Kommunes Legat til Stadens Forskønnelse og Almene Bedste" i høring. Det drejede sig om: gavludsmykninger på Østerbro, restaurering af figurgruppen ”Luna besøger Endymion” på Esthersvej, kunstprojektet ”Stedets ånd på vægge” ved indgangen til Nørrebrohallen og Nørrebro Bibliotek samt kunstprojektet ”Kunst der udvikler” på tre forskellige lokationer (Tagensvej 94, Kbh. N, Lybækvej 9, Kbh. S. og Tranehavevej, Kbh. SV). Kultur- og Fritidsudvalget vedtog den 11/8 2022 at bevilge henholdsvis 52.000, 136.000 kr. og 150.000 kr. til de tre sidstnævnte projekter.
Årsberetning godkendt
Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde 26/6 2022 årsberetningen for Rådet for Visuel Kunsts 2021.
Beslutning
Den udsendte oversigt blev taget til efterretning. Herudover blev følgende emner taget op og behandlet:
Udsmykningsopgave – Valby Bibliotek
Rådet havde fået eftersendt en henvendelse om en udsmykning af Valby Bibliotek. Rådet blev bedt om at komme med en vurdering af de foreslåede kunstnere ift. den ønskede kunstopgave. Rådet vedtog følgende svar:
”Alle fem foreslåede kunstnere vurderes til at være kompetente. De har alle leveret værker af høj kvalitet og vil være i stand til at løfte den foreslåede opgave. Rådet opfordrede generelt til at tænke i diversitet og bred repræsentation ift. de kunstnere, man udvælger til denne type af opgave. Hvis projektet er interesseret i det, og det giver mening ift. tidsplanen, vil Rådet gerne fremsende evt. navne i den forbindelse. Rådet foreslog endvidere, at man med fordel ser på, hvilke af de foreslåede kunstnere har mest travlt ift. at løfte opgaven.”
Invitation til Rådet om at deltage i et kunstprojekt på Arenakvarterets Skole
Rådet for Visuel Kunst er blevet bedt om at udpege et medlem til en styregruppe for et kunstprojekt i svømmehallen ved Arenakvarterets Skole i Ørestad. Hannibal Andersen blev udpeget som medlem.
Skulpturen ”I Am Queen Mary”
De to kunstnere bag skulpturen ”I Am Queen Mary” har bedt om at få udtalelse fra kommunen, der bakker op om den permanente skulptur, der skal udføres i bronze. Det tidligere Råd udtalte sig i 2019 i et høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget positivt om værkets faglige kvalitet og en sikring af skulpturen som et permanent monument. Det blev besluttet, at det nuværende Råd gerne vil stå som afsender på et letter of intent ift. projektet, hvor Rådet forholder sig til dets faglige kvalitet. Sekretariatet udarbejder et udkast, som sendes i høring i Rådet.
Mathilde Kastbjerg ønskede ført til referat, at hun ikke støttede beslutningen.
Legater til Hovedstadens forskønnelse
Der var i Rådet ønske om at få belyst den seneste indstilling fra Historie & Kunst til Kultur- og Fritidsudvalget nærmere i forhold til Rådets høringssvar. Tages op på næste møde.
Kunstsamlingen i BUF
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) har en kunstsamling på 2.000 værker, overvejende grafiske værker, som bl.a. udlånes til skoler og andre institutioner. Rådet støtter tanker om, at samlingen fremover administreres sammen med kommunens øvrige kunstsamling. Rådet for Visuel Kunst vil på sit næste møde besigtige BUFs kunstsamling.
Atelierpladser i Kødbyen
Rådet ønsker på sit næste møde besigtige de atelierpladser i Kødbyen, som Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) etablerede efter Rådets kortlægning af atelierpladser i København. Rådet oplyser, at det finder tanken bag atelierpladserne meget fin, men at den konkrete lokation i Kødbyen virker uhensigtsmæssig. De ser derfor frem til besøget. Sekretariatet oplyste, at der er udsendt et spørgeskema til kunstnerne på atelierpladserne, som vil blive opsamlet og forelagt for både Rådet og KFU.