Høring vedr. ansøgning fra Kunstforeningen Kulbanekvarteret til Legatet til stadens forskønnelse og almene bedste
Indstilling
Forvaltningen indstiller at Rådet for Visuel Kunst afgiver høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget vedr. ansøgning til Legatet til Stadens Forskønnelse.
Problemstilling
Kunstforeningen Kulbanekvarteret søger i samarbejde med Områdefornyelsen Kulbanekvarteret om 250.000 kr. til projektet KOM IND/KOM UD i viadukten ved Vigerslev Allé Station.
Projektet er en trygheds- og oplevelsesskabende kunstnerisk bearbejdning af viadukten ved Vigerslev Allé Station.Viadukten nu er præget af slid, graffiti og en høj oplevet utryghed.
Kunstkonsulent Lotte Boesen fra Statens Kunstfond vil udpege tre kvalificerede kunstnere, som har erfaring med at arbejde med en involverende og stedspecifik metode. Kunstneren udvælges på baggrund af indsendte idéoplæg af en komité.
I budgettet afsættes midler til 10 års drift. Der arbejdes på en langsigtet driftsløsning og projektet gennemføres kun, hvis der findes en god løsning.
Områdefornyelsen Kulbanekvarterets styregruppe har øremærket i alt 347.000 kr. til projektet.
Beslutning
Rådet for Visuel Kunst afgav følgende høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget som legatbestyrelse for "Københavns Kommunes Legat til Stadens Forskønnelse og Almene Bedste" vedr. ansøgning til projektet KOM IND/KOM UD i viadukten ved Vigerslev Allé Station:
”Rådet er positivt indstillet over for projektet. De ser det som et vigtigt tiltag i området, der kan have stor betydning for de lokale beboere. Rådet finder endvidere, at tænkningen bag projektet er rigtig fin herunder, at Statens Kunstfond er involveret og, at der arbejdes på en længerevarende driftsløsning for projektet.”