Høring vedr. monumentforslaget "Den lille pige med svovlstikkerne" af Karen Binicki og Chaos Engine Art Studio
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Rådet for Visuel Kunst afgiver høringssvar til Teknik- og Miljøudvalget vedr. monumentforslaget "Den lille pige med svovlstikkerne" af Karen Binicki og Chaos Engine Art Studio. Rådet bedes give deres faglige vurdering af skulpturen samt placering.
Problemstilling
Kunstværket ”Den lille pige med svovlstikkerne" er skabt i et samarbejde mellem Karen Binicki og Chaos Engine Art Studio, og er en fortolkning af H.C. Andersens eventyrfortælling fra 1845.
Kunstnerne ønsker med værket bl.a. at sætte fokus på verdens uligheder og vigtigheden af børns trivsel og mentale sundhed.
Det er kunstnernes ønske, at værket placeres på Kongens Nytorv, da lokationen bl.a. relaterer til Hotel d’Angleterre, hvor H.C. Andersen tidligere har boet.
Kunstnerne ønsker med henvendelsen til Københavns Kommune en tilkendegivelse af værkets lokation, inden der skal søges fondsfinansiering.
Beslutning
Rådet for Visuel Kunst besluttede at afgive følgende høringssvar til Miljø- og Teknikforvaltningen i forbindelse med værket "Den lille pige med svovlstikkerne" af Karen Binicki og Chaos Engine Art Studio:
Rådet for Visuel Kunst finder det prisværdigt, at kunstnerne bag værket forsøger at sætte fokus på så alvorlige emner som børnearbejde og mistrivsel af børn. Rådet finder dog, at værket har en stærkere henvisning til H.C. Andersen end til børnearbejde, og at værket dermed ikke helt rammer kunstnernes pointe. Det er desuden rådets vurdering, at værkets bærer præg af at være et designprojekt og finder ikke, at værket har tilstrækkelig kunstnerisk kvalitet. Endelig mener rådet ikke, at kunstnerne i forhold til den forslåede placering har taget tilstrækkelig stilling til de nuværende omgivelser på Kgs. Nytorv, herunder bl.a. Rytterstatuen og Krinsen.