Høring vedrørende monumentforslaget "Bricks in common" af Københavns murerlaug
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Rådet for Visuel Kunst afgiver høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende monumentforslaget "Bricks in Common" af Københavns murerlaug.
Problemstilling
Københavns murerlaug ansøger i denne forbindelse om permanentgørelse af de midlertidige teglpavilloner på Havnegade.
Kunstværket hedder 'Bricks in common' og er opført af Københavns murerlaug i forbindelse med verdenskongressen for arkitektur.
Ansøger skriver om værket:
"Formsproget er holdt enkelt og letaflæseligt (...) Værket forener traditionel og nutidig arkitektur og er skabt af permanente og vedligeholdelsesfri materialer i form af teglsten."
Formen består af tre krydsbuer. En lille, en mellem og en stor. Ansøger beskriver, at de hver især repræsenterer et ton CO2, men da den lille er bygget af nyproducerede traditionelle sten, den mellemste af CO2-reducerede sten og den største af primært genbrugte sten kommer CO2 forbruget til udtryk i kraft af den mængde sten, man kan anvende med det samme CO2 aftryk.
Ansøgningen redegør ikke for, om der er yderligere etableringsomkostninger.
Videre proces
Når Rådet for Visuel Kunst har godkendt høringssvaret, vil det indgå i Teknik- og Miljøudvalgets årlige beslutning om nye monumenter i det offentlige rum.