Mødedato: 07.06.2022, kl. 15:30
Mødested: Se mail

Høring om restaurering af figurgruppen ”Luna besøger Endymion” Esthersvej 22 i forbindelse med ansøgning til "Københavns Kommunes Legat til Stadens Forskønnelse og Almene Bedste"

Se alle bilag

Indstilling

Sekretariatet indstiller, at Rådet for Visuel Kunst afgiver høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget vedr. ansøgning til "Københavns Kommunes Legat til Stadens Forskønnelse og Almene Bedste" – restaurering af ”Luna besøger Endymion”.

 

Problemstilling

Ejerforeningen Esthersvej 22, 22 A-C søger om midler til en afstøbning af Hans W. Larsens figurgruppe ”Luna besøger Endymion” fra 1928. Værket er lavet af knust marmor eller anden sten, blandet op med beton og bygget på hønsenet og en jernarmering og er under stærk nedbrydning.

Det er skabt af billedhuggeren Hans W. Larsen (1886-1984), der også underviste på Kunstakademiet i stenhuggeri. Statuen indbragte ham i 1928 Eckersberg-medaljen.

Ansøgningen er vedlagt erklæringer fra hhv. professor Henrik Plenge Jakobsen ved Billedhuggerskolen Charlottenborg, der vurderer statuen til at være bevaringsværdig og fra tidligere lektor ved KDK, billedhugger Pontus Kjerrman, der er af samme holdning.

Kultur- og Fritidsudvalget har i 2020 behandlet en lignende ansøgning og besluttede at give afslag af prioriteringsmæssige grunde. Det daværende Råd for Visuel Kunst fandt, at ”der er tale om en bevaringsværdig skulptur, og at det er sympatisk af ansøgerne at ville restaurere den”. Rådet mente dog samtidig, at statuens kunstneriske værdi er begrænset i dag.

Forskønnelseslegatet kan bruges til at støtte kommunens egne vedligeholdelsesforpligtigelser af kunstværker i byrummet. Statuen er i dag i privateje, men tilbydes af ejerforeningen overdraget til kommunalt eje.

Der foreligger to tilbud på afstøbning. Medregnes egenfinansiering vil støttebehovet ved højeste tilbud være 96.000 kr. og ved laveste tilbud 67.250 kr.

Der foreligger ikke en tidsplan.

Der foreligger ikke tilsagn vedr. fremtidig drift og vedligehold.

 

Udkast til høringssvar

Rådet for Visuel Kunst afgiver følgende høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget som legatbestyrelse for "Københavns Kommunes Legat til Stadens Forskønnelse og Almene Bedste" vedr. ansøgning til restaurering af statuen "Luna besøger Endymion":

Rådet finder fortsat, at der er tale om en bevaringsværdig skulptur og anerkender ansøgerens vilje til at ville restaurere den. Rådet lægger sig samtidig op ad det tidligere Råds bemærkning om, at statuens kunstneriske værdi er begrænset i dag.”

 

 

Beslutning

Rådet for Visuel Kunst afgiver følgende høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget som legatbestyrelse for "Københavns Kommunes Legat til Stadens Forskønnelse og Almene Bedste" vedr. ansøgning til restaurering af statuen "Luna besøger Endymion":

”Rådet finder, at der er tale om en bevaringsværdig skulptur og anerkender ansøgerens vilje til at ville restaurere den.”

Til top