Henvendelse til Socialudvalget vedrørende Budget 2018
Indstilling
Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender udkast til henvendelse til Socialudvalget udarbejdet af Social- og Sundhedsarbejdsgruppen.
Problemstilling
Social- og Sundhedsarbejdsgruppen er blevet opmærksomme på, at bevillingerne til de to 18+ centre (KBH+ og Upload+) og til Ungehuset CPH på Nørrebro udløber her i 2017.
Social- og Sundhedsarbejdsgruppen har derfor besluttet at skrive til Socialudvalget og gøre opmærksom på de 3 indsatser, der næste år mangler finansiering:
Til Socialudvalget
Henvendelse fra Nørrebro Lokaludvalg vedrørende tre vigtige bevillinger, der udløber i 2017
Nørrebro Lokaludvalg vil i forbindelse med budgetforhandlingerne gerne gøre jer opmærksomme på tre vigtige indsatser på det sociale område, der alle har bevillinger, der udløber her i 2017.
Det drejer sig om:
- KBH 18+ - et tilbud til unge mellem 15-30 år i Ragnhildgade 1, driftet af Askovfonden
- Upload 18+ - et tilbud til kriminalitetstruede og kriminelle unge i Rådmandsgade
- Ungehus CPH - et tilbud for psykisk sårbare unge mellem 18 og 30 år i Hørsholmsgade
Lokaludvalget håber – set i lyset af bandekonflikten på Nørrebro – at Socialudvalget vil bakke op om, at fortsætte bevillingerne til de to 18 +-centre (KBH 18+ og Upload) på 4,1 mio. kr. hver årligt.
Nørrebro Lokaludvalg mener, at det er altafgørende i relation til den aktuelle bandetilstedeværelse på Nørrebro, at de lokale aktører, der arbejder med målgruppen; unge i alderen 18-25 år, kan forsætte deres arbejde. De to først nævnte indsatser arbejder med en gruppe af unge voksne, der er kriminalitetstruede og i høj risiko for at blive rekrutteret til banderne. Vi vil gerne fremhæve vigtigheden af, at de lokale indsatser, der har arbejdet kontinuerligt med målgruppen og kender lokalmiljøet, får midler til at forsætte deres gode arbejde. Et arbejde, der udover at skabe god kontakt med kriminalitetstruede unge, også er tryghedsskabende for lokalmiljøet for Nørrebro.
Lokaludvalget vil også gøre Socialudvalget opmærksomme på, at Ungehuset CPH i Hørsholmsgade har en årlig bevilling på 2,5 mio. kr., der udløber i 2017. Ungehusets aktiviteter er målrettet en gruppe særligt udsatte unge med psykiske lidelser, som i dag ikke er i andre tilbud. Gennem idræt, bevægelse og samvær hjælpes de tilbage til en normal tilværelse. En lukning af tilbuddet vil højst sandsynlig medføre flere indlæggelser og genindlæggelser. Derfor håber vi, at I vil arbejde for en forlængelse af deres bevilling.
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til henvendelse til Socialudvalget udarbejdet af Social- og Sundhedsarbejdsgruppen.