Høring: Udkast til skybrudsprojektpakke 2019
Indstilling
Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. udkast til skybrudsprojektpakke 2019 udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Problemstilling
Udkastet til projektpakke 2019 indeholder 10 projekter, heraf er to på Nørrebro. Alle projekterne indgår i kommunens samlede plan for skybrudsprojekter, som består af i alt ca. 300 projekter. Projekterne er således alle nødvendige for at gennemføre den samlede skybrudsindsats i København. Herudover er der ved udvælgelsen til årets udkast til projektpakke lagt vægt på, at de ikke må forværre oversvømmelser andetsteds, og om der er synergi med andre kommunale områder, fx vejgenopretning eller områdefornyelse. Endvidere er der som noget nyt taget hensyn til, om projekterne er økonomisk effektive. Det skyldes, at Forsyningssekretariatet under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der godkender projekterne, har fastlagt nogle nye rammer for godkendelsen. Hvis et projekt ikke er økonomisk effektivt, er det nu nødvendigt at udføre det i tæt tidsmæssig tilknytning til andre projekter, så økonomien for projekterne kan ”puljes”.
NO13 Blegdamsvej Syd
Hvad indeholder skybrudsprojektet?
På Blegdamsvejs Syd etableres en kombineret skybrud- og forsinkelsesvej på 500 meter med supplerende ledning. Den kombinerede skybruds- og forsinkelsesvej, med supplerende ledning, vil få en vandføringskapacitet på 1,5 m3/s.
Hvorfor igangsættes skybrudsprojektet nu?
Projektet er ikke i sig selv omkostningseffektivt. Omkostningseffektivitet er en forudsætning for, at et projekt kan godkendes af Forsyningssekretariatet og blive finansieret via spildevandstaksterne. Det er derfor nødvendigt at udføre projektet i tæt tidsmæssig tilknytning til NO2 Fredens Park, der er omkostningseffektivt og indgår i Projektpakke 2018. Betingelsen for, at projekter kan puljes i en beregning af omkostningseffektiviteten, er, at de afsluttes inden for samme fire-års-periode. Projektet har også en væsentlig synergi med helheds-genopretning.
Projektet i byen – En grøn forbindelse med bedre plads til cyklister, fodgængere og ophold.
Blegdamsvej forbinder Sankt Hans Torv med Trianglen og udgør et helt lige forløb gennem bydelene Nørrebro og Østerbro. Vejen er bydelsgade og indeholder parkering i blå zone på begge sider af vejen inklusiv langs lokalkørebanen.
Vejens bebyggelsesmæssige afgrænsning er meget forskellig. På nordsiden ligger der en række vigtige offentlige bygninger og institutioner. Desuden ligger Fælledparken bagved nogle af bygningerne på Østerbro. På den sydlige side af vejen ligger der primært etageejendomme. Amorparken og Fredens Park udgør et vigtigt grønt byrum, der marker knudepunktet ved Tagensvej.
Blegdamsvej markante allé-plantning er et vigtigt grønt træk, som samler vejens forskellighed og danner en markant grøn afgrænsning.
Vejens funktion som bydelsgade og forbindelse samt de mange forskellige institutioner, hospitalet, butikker og især Sankt Hans Torv betyder, at vejen også fungerer som en vigtig forbindelse for mange fodgængere og cyklister.
Potentialer for merværdi
Etablering af forsinkelses- og skybrudsvej skal udvikles og anlægges som et samlet projekt for hele Blegdamsvej. Det er vigtigt, at vejens nuværende træplantning som minimum fastholdes, og at der skabes bedre forhold for cyklister og gående på langs og tværs af vejen. Herudover er der potentiale for at understøtte opholdmuligheder.
Registrering
Den nordligste del af vejen samt strækningen fra Sankt Hans Torv til Nørrebrogade ligger i et område, der er måske egnet til nedsivning. Der er vedtaget en lokalplan for Trianglen Metrostationsplads. Lokalplanområdet rækker ud til ca. midten af Blegdamsvej på en ca. 100 meter lang strækning.
Økonomi
Medfinansiering (overflade) |
14,7 mio. kr. |
Økonomi til merværdi |
afklares |
Risikovurdering
Der skal laves omfattende vandtekniske beregninger af skybrudsgrenen. Disse er endnu ikke igangsat, men skal dog under alle omstædigheder udføres som led i afklaringen af NO21 De Indre Søer (projektpakke 2016). Samtidig er det vigtigt med en tæt tidsmæssig samordning med NO2 Fredens Park, hvor vandet fra Blegdamsvej ledes til. Hvis den tidsmæssige sammenhæng ikke opfyldes, vil projektet ikke kunne finansieres via spildevandstaksterne. Projektet er derfor meget følsomt over for forsinkelser i de vandtekniske beregninger.
VEL25 Stengade
Hvad indeholder skybrudsprojektet?
I Stengade etableres et forsinkelsesbassin med magasineringskapacitet på 2300 m3 og en rensefunktion. Forsinkelsesbassinet i Stengade er en sidegren på den sammenhængende skybrudsgren, der afvander delvandoplandet Vesterbro Ladegårds Å. Eventuelle overløb fra forsinkelsesbassinet i Stengade løber til Korsgade (VEL22) og videre til De Indre Søer (NO21). Bassinets hovedfunktion er at tilbageholde og rense skybrudsvandet fra Hans Tavsens Parken (VEL26) og Korsgade og derved hindre, at vandet oversvømmer og forurener mere følsomme områder.
Hvorfor igangsættes skybrudsprojektet nu?
Projektet ligger i den allerede igangsatte skybrudsgren Hans Tavsens Parken - Korsgade. Projektet er nødvendigt for, at afledningen af vandet fra skybrudsgrenen kan forløbe uden problemer og sikre vandkvaliteten i vandet der ledes til De Indre Søer. Projektet vil også afhjælpe lokale forhold. Projektet er et forsinkelsesbassin og vil dermed ikke forværre oversvømmelserne andetsteds. Der er synergi med områdefornyelsen i området.
Projektet i byen – et grønt byrum til rekreation og lokale aktiviteter
Forsinkelsesbassinet skal anlægges på et grønt areal, som ejes af FSB. I området ligger der i dag en institution, mens resten er dækket af træer, som lægger hele området i skygge. Som følge af dette er der ingen, som anvender området og den rekreative værdi udnyttes ikke.
Potentialer for merværdi
Områdefornyelsen Nørrebro ønsker at udnytte den synergi, der kan opstå, hvis forsinkelsesbassinet anlægges, til en revitalisering af området og har op til 5 mio. kr. til den rekreative del af et samlet projekt. Der er potentiale for at skabe et lokalt rekreativt byrum, hvor de forsænkede arealer kan danne ramme for varieret bynatur, som kan give mere oplevelse, og samtidig kan de forsænkede arealer give karakter og variation i rummet og danne ramme for lokale aktiviteter som kan supplere bylivet og byrumsnetværket i nærområdet herunder Folkets park og Blågårds Plads.
Registrering
Jordens nedsivningsevne er god, men en del af jorden i området er forurenet. Hvis nedsivning ønskes, skal der først gennemføres en mere præcis undersøgelse af forureningen.
Økonomi
Medfinansiering (overflade) |
4,6 mio. kr. |
Økonomi til merværdi |
Op til 5,0 mio. kr. |
Risikovurdering
Anlægsprojektet vurderes overordnet ikke at være et kompliceret projekt. Bassinet ligger på privat areal hvorfor der er behov for, at ansvarsforhold for bassinet afklares. Områdefornyelsen stopper i 2019 og kan ikke nå at opstarte projektet, hvis det ikke indgår i projektpakke 2019. Bidraget på op til 5 mio. kr. fra områdefornyelsen vil dermed ikke være til rådighed for projektet, hvis Stengade ikke indgår i projektpakken.
Deadline for indsendelse af høringssvar er d. 1. september.
Udkast til høringssvar
NO13 Blegdamsvej Syd
Overordnet er det meget positivt, at projektet flyttes frem i rækkefølgeplanen, hvor der kan findes synergi med helhedsgenopretning og cykelsti.
Fremrykningen betyder også, at udførelsen af busfremkommelighedsprojektet bør forsinkes, så synergi kan opnås. Vi mener ikke der skal afspærres og laves anlæg på den sammen vej to gange på så kort tid.
Potentialer for merværdi
Etablering af forsinkelses- og skybrudsvej skal udvikles og anlægges som et samlet projekt for hele Blegdamsvej. Det er vigtigt, at vejens nuværende træplantning som minimum fastholdes, og at der skabes bedre forhold for cyklister og gående på langs og tværs af vejen. Herudover er der potentiale for at understøtte opholdmuligheder.
Det er meget positivt, at projektet tænkes sammen med cykelstiprojektet og at der tænkes opholdsmuligheder. Vi ser gerne at de grønne elementer opgraderes i projektet. Hvis der plantes nye træer ser vi gerne, at der vælges trætyper, der fanger noget af den kraftige forurening fra Tagensvej, der blæser ind over Indre Nørrebro jf. kommunens strategi for Bynatur 2015-25 (s. 15).
Registrering
Den nordligste del af vejen samt strækningen fra Sankt Hans Torv til Nørrebrogade ligger i et område, der er måske egnet til nedsivning. Der er vedtaget en lokalplan for Trianglen Metrostationsplads. Lokalplanområdet rækker ud til ca. midten af Blegdamsvej på en ca. 100 meter lang strækning.
Nørrebro Lokaludvalg ser positivt på at forsøge at lave nedsivningsløsninger på Fælledvej, hvis potentialet er der. Vi ser helst overfladeløsninger med grønne elementer, frem for faskiner o.lign.
VEL25 Stengade
Projektet ser ud til at være på et tidligt stadie og vi kan dermed ikke give konkrete kommentarer. Stengade bør dog indgå i pakken alene af den grund, at der så kan gives midler fra Områdefornyelsen.
Man kan ud fra teksten få den opfattelse, at der skal laves et egentligt bassin i hele parken, hvilket vi ikke kan støtte på det foreliggende grundlag. Nørrebro Lokaludvalg mener, at nogle af træerne i parken skal bevares.
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. udkast til skybrudsprojektpakke 2019 udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.