Kommunikationsindsats til valg 2014
Indstilling og beslutning
- at Lokaludvalget afsætter 35.000 kr. af puljemidlerne til en lokal kommunikationsindsats i forbindelse med valghandlingen i februar 2014. Koordineringen af kampagnen planlægges og koordineres af Sekretariatet i samråd med formandskabet.
- at Lokaludvalget drøfter og afsætter 34.944 kr. til en fælles kommunikationsstrategi på tværs af bydelene.
Problemstilling
Efter afholdelsen af kommunalvalget den 19. november 2013, skal der vælges nye lokaludvalg i de enkelte bydele på opstillingsmøder, som forventes at finde sted i februar 2014.
For at gøre opmærksom på valget foreslås det, at der laves en lokal kampagne, der er målrettet borgerne på Nørrebro.
Evalueringen af lokaludvalgene i 2010 peger på, at lokaludvalgene har haft svært ved at appellere bredt, herunder f.eks. til yngre borgere, børnefamilier og nydanskere, og at medlemssammensætningen i lokaludvalgene ikke afspejler et bredt udsnit af bydelenes befolkning. Derfor er det vigtigt, at der kommunikeres bredt. Til dette er lokaludvalgs sekretariaterne gået sammen om at planlægge en fælles kommunikationsindsats på tværs af bydelene.
Økonomiudvalget blev i et notat (se bilag) på udvalgets aflæggerbord d. 9. april 2013 orienteret om et forslag om at iværksætte en fælles kommunikationsindsats i forbindelse med opstillingsmøderne til lokaludvalgsvalg.
Fælles kommunikationsindsats
En projektgruppe bestående af medarbejdere fra lokaludvalgenes sekretariater har foreslået en plan for kommunikation af valgprocessen. Planen er baseret på en kommunikationsstrategi, som redegør for indsatsens målgruppe, budskaber, kommunikationsveje, kommunikationsmidler, tidsplan og rollefordeling osv. (Se bilag: Kommunikationsstrategi for opstillingsmøder).
I planen indgår:
1) En kommunikationspakke. Pakken består af skabeloner til folder, flyer, annonce, plakat og tekst til hjemmeside med information om lokaludvalgene. Disse skabeloner kan redigeres af de enkelte lokaludvalgssekretariater, således at f.eks. kontaktinformation, logo og billeder kan tilpasses hvert enkelt lokaludvalg.
2) Et pressekit, som består af en pressemeddelelse samt et faktaark, som giver medierne baggrundsinformation på en letforståelig måde. Målet er at skabe opmærksomhed omkring lokaludvalgene i regionale medier og relevante landsdækkende medier op til opstillingsmøderne. Pressekitet kan også bruges af lokaludvalgssekretariaterne til information på hjemmesiden eller som udgangspunkt for en lokal presseindsats.
3) Et videospot, der kan lægges ud på lokaludvalgenes hjemmesider samt på Københavns Kommunes hjemmeside, som på en letfordøjelig måde forklarer, hvad lokaludvalgene er, og hvordan man kan få indflydelse på bydelen gennem dem.
4) En fælles plakat, der sættes på kommunens 250 plakatsøjler, som er reserveret til formålet i uge 48 i 2013.
Valget er faldet på uge 48, da det skal være før fristen for opstilling (midten af januar). De, der er interesserede i at stille op, skal have et par uger til at skaffe opbakning fra deres foreningsmæssige bagland. Derudover er uge 48 efter kommunalvalget, men før juleræset går i gang.
I udarbejdelsen af forslaget til en fælles indsats er der lagt vægt på, at en fælles kommunikationsindsats skal give lokaludvalgene anseelige fordele i forhold til kommunikationens gennemslagskraft og skabe en mere effektiv udnyttelse af lokaludvalgenes og sekretariaternes ressourcer samt nå ud til en bredere målgruppe, som ikke umiddelbart har kendskab til Lokaludvalgene.
Løsning
-
at Lokaludvalget afsætter 35.000 kr. af puljemidlerne til en lokal kommunikationsindsats i forbindelse med valghandlingen i februar 2014. Koordineringen af kampagnen planlægges og koordineres af Sekretariatet i samråd med formandskabet.
-
at Lokaludvalget drøfter og afsætter 34.944 kr. til den fælles kommunikationsstrategi.
Videre proces
Beslutning
- Lokaludvalget afsatte 35.000 kr. af puljemidlerne til en lokal kommunikationsindsats i forbindelse med valghandlingen i februar 2014. Koordineringen af kampagnen planlægges og koordineres af Sekretariatet i samråd med formandskabet. Det forventes, at formandskabet koordinerer kommunikationsindsatsen med den planlagte netværksindsats.
- Lokaludvalget drøftede og besluttede sig for, at Nørrebro ikke deltager i en fælles kommunikationsstrategi på tværs af bydelene. Lokaludvalget vil dog gerne benytte og købe plakater til de bookede plakatsøjler i uge 48 på Nørrebro til at lave en bydelsrettet kampagne. På denne måde betales der for antal eksponeringer og plakaterne bliver bydelsrettede. Det bemærkes desuden, at lokaludvalget principielt mener, at denne form for fælles kampagner burde afholdes af Borgerrepræsentationens valgbudget. Lokaludvalget finder det desuden uhensigtsmæssigt, at en gruppe medarbejdere i Center for Sikker By producerer et oplæg til ØU uden, at det er drøftet med Lokaludvalgsmedlemmerne. Og finder den anlagte tone i kommunikationsstrategien stødende og demotiverende for udvalgets medlemmer og for rekruttering af nye medlemmer.