Mødedato: 29.03.2017, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Høring: Forslag til tillæg nr. 6 til Spildevandsplanen

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedrørende Forslag til tillæg nr. 6 til Spildevandsplanen udarbejdet af Miljøpunkt for Byrums, Miljø og Trafikarbejdsgruppen.

Problemstilling

København Kommunes forslag til tillæg nr. 6 til Spildevandsplan 2008 har til formål:

  • at tilvejebringe det planmæssige grundlag for anlægsprojekter på spildevandsområdet.
  • at muliggøre ændringer af kloakeringsformen i en række byudviklingsområder,.
  • at sikre gennemførelse af skybrudsprojekter.
  • at kunne give påbud om afkobling af regnvand til skybrudsløsninger.

Hele forslag til tillæg 6 fylder 130 sider, og det kan enten læses på www.blivhoert.kk.dk eller på følgende short-url: https://goo.gl/XJCQBP

Forslaget er i høring fra d. 07.02.17 til d. 04.04.17.

Miljøpunkt har på vegne af Byrum-, Miljø og Trafikarbejdsgruppen udarbejdet følgende udkast:

Projektoversigt for Nørrebro
Projekterne er tre projekter på Tagensvej, Jagtvej og Korsgade/Hans Tavsens Gade. De resterende projekter er udviklingsprojekter og forundersøgelser ved Lersøparken, Skt. Jørgens Sø og Hans Tavsens Park. Projekterne er centrale for implementeringen af skybrudsplanen, hvor der skal afklares en lang række forhold, f.eks. hydraulik, fredninger, miljøkvalitet m.m., inden det konkrete anlægsprojekt kan planlægges.

De Gamles By (NO16)
Vi noterer os at De Gamles By ikke er med i Tillægget, selv om der ligger et rigtigt godt grønt skybrudsprojekt med lokal opbakning og god samfundsøkonomi. Vi ønsker en orientering om status på skybrudsprojektet i De Gamles By.

VEL17 Skt. Jørgens Sø
Der bør i udviklingsprojektets beskrivelse indføres, at der fortsat kan ses på om også vandstanden i den nordlige Sankt Jørgens Sø kan sænkes, som en del af løsningen, så det ikke kun er den sydlige sø, der holder for (denne variant indgår i KK’s indledende skybrudsanalyse).
Varianten kan have en række fordele:
1. Væsentlig besparelse på skybrudsledning fra Åboulevard til Svineryggen, da der kan laves sug i Ladegårds Å-røret i stedet.
2. Skybrudsvand opblandes i større volumen søvand og har dermed muligvis mindre indvirkning på miljø.
3. De to Sct. Jørgens Søer hænger sammen æstetisk, og det kan de blive ved med ved denne løsning, i stedet for at der laves en tredje typologi i Søsnittet, som vil ske, hvis kun sydlig Sct. Jørgens Sø sænkes.
4. Løsningen kan have større potentiel overfladevolumen og er dermed mere robust.

Samlet set vil det i forhold til et fleksibilitetskriterium (fredningssager, Ladegårds Å-projekt) være fornuftigt fortsat at udvikle overordnet på løsninger med brug af begge søer frem for kun at udvikle løsninger med den ene sø.
(Se også Bilag 1)

VEL22 Korsgade og Hans Tavsens Gade & VEL26 Hans Tavsens Park
Projektet har vundet Nordic Built med begrundelsen “proposes a social process involving local stakeholders with the purpose of creating ownership, co-creativity and a sense of community."

I det vindende forslag er der allerede planer om opsamling af vand i tanke, og en lokal almennyttig boligforening (Murergården) har foreslået at stille sine store beskyttelsesrum til rådighed. Man bør tage mod denne henvendelse i et socialt innovationsperspektiv, nu når man har vundet en stor pris, som netop skal fremme dette.

Miljøpunkt Nørrebro har beset beskyttelsesrummene, som ser ud til at være i god stand. Bygningerne er opført med tilhørende beskyttelsesrum støbt i beton i etage -2, dvs. under P-kælder. Det vil sige, at der under byggeriet er en række rum, der udgør i størrelse ca. 3.000 kubikmeter, som ikke bliver brugt.

Der er blændede skakter til gadeniveau (Korsgade) som ser ud til at kunne genåbnes relativt nemt og hvor man ville kunne føre vand til og fra Korsgade. Rummene kunne også indgå i en evt. løsning med rensning af overfladevandet inden udledning til Peblinge sø, som er et element vinderforslaget i Nordic Built, hvor det dog tænkes nedgravet i vejens forløb.
Det kan også bemærkes, at det i Nordic Built er kommet frem, at der er meget store rør under den nederste del af Korsgade, hvorfor det kan være en fordel af placere rensningen uden for vejens forløb. I vinderforslaget er visionen, at der skal etableres ’tanke’ til opsamling og lokal brug af vand, og det er netop det, som Murergården har foreslået.

Murergården ligger i absolut laveste kote på hele skybrudsgrenen og derfor bør man kunne lave et samarbejdsprojekt med hydraulisk og samfundsøkonomisk værdi. Beboerforeningens tilbud bør derfor indgå i kommunens videre arbejde med vinderteam og HOFOR. Realistisk set, hvis der skal afprøves innovation i skybrudsløsningerne, så må det netop være i et projekt som dette.
(Brev fra Murergården vedhæftet (bilag 2))

Nørrebro Lokaludvalg ønsker at få en opdatering på behandlingen af henvendelsen fra Murergården.

Sølund
”Da lokalplanområdet er beliggende op til et vandområde, skal det separatkloakeres efter det 2-strengede princip for spildevand og regnvand, som beskrevet i afsnit 3.2. For bygherre betyder det, at spildevand og regnvand skal separeres internt. Inden der kommer mulighed for videre afledning til recipient, er oplandet tilsluttet fælleskloakken, og spildevand og regnvand ledes til Renseanlæg Lynetten via Pumpestation Kløvermarksvej.”

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedrørende Forslag til tillæg nr. 6 til Spildevandsplanen udarbejdet af Miljøpunkt for Byrums, Miljø og Trafikarbejdsgruppen.

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte udkast til høringssvar vedrørende Forslag til tillæg nr. 6 til Spildevandsplanen udarbejdet af Miljøpunkt for Byrums, Miljø og Trafikarbejdsgruppen.

Til top