Mødedato: 27.08.2013, kl. 17:30
Mødested: Lundtoftegade 87

Høring: Miljøvurdering af konkretisering af skybrudsplanen

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar udarbejdet af Bæredygtig Bylivsarbejdsgruppen vedrørende høring af Miljøvurdering af konkretisering af skybrudsplanen.

Problemstilling

I forbindelse med implementeringen af Københavns Kommunes Skybrudsplan 2012, er byen blevet opdelt i otte såkaldte vandoplande. Til hvert vandopland bliver der udarbejdet en konkretisering af skybrudsplanen, der udlægger de overordnede linjer for hvordan skybrudsplanen skal implementeres lokalt. Tre af disse konkretiseringer er sendt i høring hen over sommeren 2013. Det drejer sig om Ladegårdså/Frederiksberg Øst/Vesterbro, Østerbro og Indre By.

Planerne for konkretisering af skybrudsplanen skal miljøvurderes, da de fastlægger rammer for fremtidige anlæg eller arealanvendelser, og de er derfor omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Miljøvurderingen har til formål at beskrive de generelle miljøforhold og potentielle miljøpåvirkninger for hver plan for konkretisering af skybrudsplanen. På den baggrund kan der foretages en udvælgelse af hvilke projekter, der skal videreføres i de kommende revisioner af spildevandsplanerne og eventuelle andre planer eller projekter. En række af disse planer og projekter kan også være omfattet af krav om miljøvurdering.

Følgende miljøfaktorer er fundet relevante og derfor belyst i denne miljøvurdering:
a) Fredede arealer
b) Naturbeskyttelse
c) Overfladevand
d) Grundvand (i relation til forurenede grunde)
e) Befolkningens velfærd i relation til fremkommelighed i byen
f) Rekreation

Deadline d. 10. september

Bæredygtig Bylivarbejdsgruppens udkast til høringssvar:

Åbning af Ladegårdsåen indgår i skybrudskonkretiseringen under navnet Åboulevard-varianten og Københavns kommune planlægger at afsætte 200-300 millioner kr til en åbning af Ladegårdsåen i årene 2016-2018 (Vandhandleplanen Den blå by, Københavns Kommune s. 47).

Miljøvurderingen har mest karakter af en vurdering af de mulige forværringer af natur og miljø, men det er også relevant for borgerne at få belyst de meget store positive potentialer ved begrønning og åbning af vandløb. Jævnfør Københavns Kommunes Strategi for Biologisk Mangfoldighed, grønne spredningskorridorer:

Såvel naturmæssigt som rekreativt og landskabeligt vil det være en stor gevinst for København af få åbnet Ladegårdsåen (Strategi for Biologisk Mangfoldighed, Københavns Kommune s. 13).

Nørrebro Lokaludvalg og Miljøpunkt Nørrebro vil bede om, at der i miljøvurderingen foretages en vurdering af en åbnet Ladegårds Å og tilhørende grønne områders effekt som central spredningskorridor og på biodiversiteten generelt.

Vedr. Masterplan 1, Sct. Jørgens Sø
Ved Masterplan Sct. Jørgens Sø vil der kunne tilvejebringes en større gennemstrømning i Sct. Jørgens Sø via den foreslåede nedtrøms Vesterbro-ledning, jvnf. Skybrudskonkretiseringen. Nørrebro Lokaludvalg og Miljøpunkt Nørrebro mener, at miljøvurderingen bør vurdere, om dette vil føre til bedre biologiske forhold i Sct. Jørgens Sø.

Saltning
Saltningen skader bygninger og indsnævrer kraftigt hvilke hjemmehørende planter, træer og dyr, der kan leve i byen. Skybrudskonkretiseringens forslag om grønne løsninger bør følges op med en saltningspolitik, der muliggør flere forskellige arter i byrummet, og som eksplicit vægter hensynet til de grønne skybrudselementer højere end den nemmeste og billigste måde at salte, så der vælges mindre miljøskadelige snerydningsmetoder i fremtiden.

Dimensionering
Skybrudsløsninger for et så stærkt urbaniseret område som Nørrebro skal være tilstrækkeligt modstandsdygtige og robuste løsninger der skal derfor gennemtænkes i forhold til hændelser større end 2010, da konsekvenserne ved kraftigere hændelser i et så tæt urbaniseret område som Nørrebro er meget store. En tilstrækkelig robust løsning ville kunne være at gøre Jagtvej til hovedfærdselsåre for skybrudsvand og dimensionere den til at kunne klare hændelser større end 2010. En sådan udbygning vil kunne føre skybrudsvand frem til en robust løsning i Åboulevarden, frem for at ville føre skybrudsvand gennem fredede områder som Assistens Kirkegård og Hans Tausens Park. 

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar udarbejdet af Bæredygtig Bylivsarbejdsgruppen vedrørende høring af Miljøvurdering af konkretisering af skybrudsplanen.

Videre proces

Sekretariatet forestår den videre proces.

Beslutning

Lokaludvalgetimødekom indstillingen og godkendte udkast til høringssvar udarbejdet af Bæredygtig Bylivsarbejdsgrupperne.
Til top