Mødedato: 27.08.2013, kl. 17:30
Mødested: Lundtoftegade 87

Henvendelse vedr. busslusen i Stengade

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg

  1. at Lokaludvalget godkender udkast til henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget udarbejdet af Bæredygtig Bylivsarbejdsgruppen.

Problemstilling

Bæredygtig Bylivsarbejdsgruppen har d. 19. juli modtaget et orienteringsnotat fra Teknik- og Miljøforvaltning, som vil blive fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget. Af notat fremgår det at forvaltningen foreslår, at den mekaniske bussluse i Stengade nedlægges permanent. Samtidig med, at det eksisterende gennemkørselsforbud for biltrafik i Stengade med undtagelse af busser i rutedrift opretholdes. Løsningen suppleres med et antal aflange busvenlige bump i Stengade. Forvaltningen forventer at løsningen vil begrænse den gennemkørende biltrafik i Stengade. Samtidig vurderer forvaltningen, at der fortsat vil være noget ulovlig gennemkørende biltrafik. Københavns Politi er enig i forvaltningens løsningsforslag. Det er politiets opfattelse, at gennemkørselsforbuddet for biltrafik fortsat bør opretholdes. Dette kan gøres ved skiltning og ved etablering af en eller flere fysiske foranstaltninger til naturlig begrænsning af hastighed og gennemkørende trafik på dette sted, bortset fra Movía busser. Politiet giver også udtryk for, at politiet ikke har mulighed for at indsætte yderligere ressourcer med henblik på at håndhæve gennemkørselsforbuddet.

Bæredygtig bylivarbejdsgruppens udkast til henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget:

Biltrafikken i Stengade er allerede på nuværende tidspunkt over 3.000 biler i døgnet og med en stigende tendens, det vil sige langt over det niveau, Borgerrepræsentationen adskillige gange har sat som maksimum belastning, nemlig 2.500 biler i døgnet. Forbuddet mod gennemkørsel i Stengade blev indført for at skabe sikre rammer for cyklister og gående og med den nuværende biltrafik i gaden, er der stadig ikke sikre ramme for de svage trafikanter. Vi er derfor ikke enige i notatets konklusion og det foreliggende forslag vil ikke bidrage til at reducere mængden af gennemkørende biler, de nuværende bump har ingen effekt, og det foreliggende forslag vil ikke forbedre situationen. Lokaludvalget vil i stedet henlede opmærksomheden på en anden og bedre løsningsmodel.

Busslusen i stengade, har været udsat for hærværk og derfor i lange perioder ikke har været funktionsdygtig, men Nørrebro Lokaludvalg mener ikke at de der laver hærværk, skal kunne omstøde de beslutninger der er truffet i Borgerrepræsentationen. Derfor foreslår vi at vender problemstilling om, så hvis der i fremtiden laves hærværk på busslusen vil det være totalt umuligt at køre gennem slusen for biler indtil slusen repareres, mens at busser og renovationsbiler fortsat vil kunne kører igennem. Denne form for funktionalitet, vil fjerne motivet til at øve hærværk på slusen.

Løsningsmodellen bygger på de goder erfaringer fra Bus-gennemkørsel som findes i: Kgs. Enghave – Borgmester Christiansens Gade og Ørestad – Slusevej. Men i en mere moderne udgave.

I Stengade var der etableret et signalsystem, så ’dornen’ kunne gå ned i vejbanen, når bussen og udrykningskøretøjer skulle igennem. Dette forbedrede busgennemkørselssystem kan vende, så der løftes en plade op fra bunden, når udrykningskøretøjerne skal igennem i stedet. På den måde kan vi sikre at der ikke kommer gennemkørende biler i stengade, som tidligere besluttet. Økonomisk vil det sikkert koste den samme som at nedlægge busslusen ca. 1 til 1,5 mill. Denne løsningsmodel ville også kunne bruges i Rantzausgade mv. Således at bussernes ventetid elimineres.  

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget udarbejdet af Bæredygtig Bylivsarbejdsgruppen.

Videre proces

Sekretariatet og Bæredygtig Bylivsarbejdsgruppen står for den videre proces.

Beslutning

Der var afstemning om indstillingen. For stemte: Christoffer Rubæk, Erik Brandt, Ibrahim Masri, Jens Villadsen, Niels Clemmensen og Vagn Lauridsen. Imod stemte: Hans Mejlshede, Kim Christensen, Klaus Lorenzen og Vivi Sennels. Undlod at stemme: Jon Jackson, Sven Knudsen og Troels Glismann.
Lokaludvalget afviste udkastet til henvendelse udarbejdet af Bæredygtig Bylivsarbejdsgruppen.
Til top