Høring: Movias Trafikplan 2016
Indstilling
Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. Høring af Movias Trafikplan 2016 udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Problemstilling
Movia har sendt Trafikplan 2016 i høring i alle kommuner og regioner på Sjælland. Trafikplanen indeholder bl.a. forslag til udvikling i den kollektive bustrafik de kommende år.
Movias Trafikplan handler om fremtidens S-busser og A-busser efter åbningen af Cityringen i 2019. Udvidelsen af metronettet med Cityringen skal give den kollektive trafik i København og hele hovedstadsområdet et større løft, og derfor er Københavns Kommune forpligtet til at tilpasse busnettet til Cityringen, så passagergrundlaget for metroen sikres.
Det betyder, at der fra 2019 vil komme ændringer i det strategiske busnet med S-busser og A-busser, som har stor betydning på tværs af kommuner og regioner på Sjælland. (I 2018 kommer der planer for de lokale buslinjer).
Her er de planlagte ændringer på Nørrebro:
Linje 3A nedlægges som selvstændigt linjenummer og erstattes på Nørrebro af linje 1A, der på Nørrebro kommer til at køre præcis som linje 3A gør i dag. Dermed sikres der god busforbindelse til metrostationerne ved Trianglen og Enghave Plads, samt til Carlsberg Station og byudviklingsområdet.
Linje 4A nedlægges som selvstændigt linjenummer. På Nørrebro erstattes linje 4A mellem Lersø Park Allé og Vermundsgade af en lokal buslinje, mens strækningen Vermundgade-Rovsingsgade ikke får busbetjening. Der henvises til Cityringen på Skjolds Plads og til linje 6A på Tagensvej, idet linje 4A’s betjening på netop Tagensvej overtages af linje 6A.
Linje 5A bliver til 5C. Ruten fortsætter uændret, og sikrer dermed betjeningen af Nørrebrogade.
Linje 6A fortsætter uændret i bydelen, og sikrer dermed betjeningen af Tagensvej.
Linje 8A foreslås omlagt på Nørrebro, hvor linjen ikke længere vil køre på Jagtvej. Der henvises i stedet til Cityringen og til ny lokal, buslinje. Linje 8A skal i stedet betjene strækningen Valby-Nørrebro ad Fasanvejene, idet linjen dog foreslås lagt ad Hillerødgade-Lundtoftegade frem mod Nørrebro Station. Herfra fortsætter linje 8A ad linje 66’s nuværende rute mod Emdrup, og sikrer bl.a. forbindelse til Bispebjerg Hospital.
Linje 150S fortsætter uændret i 2019, og sikrer bl.a. forbindelse fra området ved Nørre Campus til bl.a. DTU.
Linje 250S omlægges og vil fremover bl.a. køre via Frederikssundsvej til Nørrebro Station og herfra fortsætte ad Lundtoftegade frem til Borups Plads. Herfra fortsætter linjen ad hidtidig linjeføring.
Linje 350S nedlægges som selvstændigt linjenummer. På Nørrebro henvises til linje 5C og til Cityringen.
Lokaludvalget har indhentet kommentarer fra bydelens borgere via facebook.
Udkast til Høringssvar:
Movias trafikplan 2016
Nogle generelle bemærkninger først:
Nørrebro Lokaludvalg finder det besynderligt at vores kollektive trafik i København ikke er administreret i eet trafikselskab. DSB, Movia og Metro, som varetager den kollektive trafik i regionen, burde derfor slås sammen så planlægningen kunne ske samlet eet sted.
Movia planlægger at have en fossilfri bustrafik fra år 2030. Lokaludvalget støtter ambitionen om at blive fossilfri, både af klimamæssige årsager, men først og fremmest fordi de lokale gevinster det giver, at trafikken kan blive støj- og møg-fri. Derfor synes en horisont på (op til) 15 år også for uambitiøs. Også fordi Københavns Kommune skal være CO2-neutral fra 2025.
Afstand mellem busstoppestederne planlægges med op til 600 m imellem – vi mener den optimale afstand er 300 m. For at få en optimal betjening af passagererne skal busstoppestederne indrettes så der er plads til de ventende passagerer.
Trafikplanen omhandler kun det man kalder Det Strategiske Busnet, det er desværre umuligt at kommentere uden at have det lokale busnet med i diskussionen. Nørrebro Lokaludvalg har derfor taget udgangspunkt i Movias eget arbejdsnotat for Nørrebro* i kommentarerne til de enkelte buslinjer på Nørrebro.
3A
Erstattes af 1A – vi regner med at passagererne hurtigt lærer det nye nummer at kende.
4A
4A nedlægges – busbetjeningen i Haraldsgadekvarteret overtages af en lokalbus. Nørrebro Lokaludvalg ønsker at den lokale buslinje stadig vil betjene Vermundgade og Rovsinggade så kvarteret er dækket ind af busbetjening / kollektiv trafik. Det giver derimod ingen mening at lade en lokalbus køre fra Nørrebro station igennem Hamletsgade og over Skjolds Plads, fordi denne strækning allerede vil være dækket af metrocityringen. Skjolds Plads vil dermed også kunne fredeliggøres fra bil- og bustrafik (i modsat fald vil mange biler køre igennem en bussluse).
5A / 5C
5A skifter til 5C i april 2017. Med skiftet får vi også gasdrevne busser. Lokaludvalget ser frem til at få busser på Nordens største busrute, som er mindre luftforurenende. Vi risikerer dog, at Nørrebroerne bliver taberne i den elektrificering (eller brintdrift) der nødvendigvis skal ske af busserne for at busdriften kan blive fossilfri, fordi buslinjerne udliciteres for en længere årrække. Vi anser biogas som forældet i den sammenhæng. Nørrebro er stærkt plaget både støj- og luftforurening, hvoraf busserne har en væsentlig andel. Det ligger os derfor også stærkt på sinde at få omlagt busserne til eldrift, som vil kunne afhjælpe disse gener.
* Notatet er fundet her: https://www.moviatrafik.dk/kommuneregion/trafikbestilling/bynet-2019
Busstoppestedet ved Kvickly ønsker lokaludvalget ikke flyttet af trafikale årsager. Vi har tidligere været i dialog med kommunen om en evt. flytning af busstoppet over ved Assistensen. Under omlægningen af Nørrebrogade (fase 2), hvor busstoppestedet midlertidigt var flyttet, viste det klart at der ikke er plads ved Assistensen (lokaludvalget har også påpeget at metronedgangene til Nørrebros Rundel-station bør ligge ude på Runddelen og ikke inde på kirkegården).
Efter åbningen af metrocityringen må behovet for frekvensen for linje 5C vurderes igen. En del af busserne kan f.eks. have endestation ved Nørrebro Station.
6A
Der lægges op til en større omlægning af Tagensvej fra Fr. Bajers Plads og ud. Lokaludvalget ser frem til at få omlagt Tagensvej så busfremkommeligheden bliver større. Det skal dog ikke være på bekostning af den tværgående gående og cykel fremkommelighed. Tagensvej er i dag en barriere mellem Mimersgade- og Haraldsgadekvarterene. Det har længe været lokaludvalgets ønske at få mindsket den barriere, som Tagensvej er mellem kvarterene. Det skal inddrages i en omlægning af gaden. Vi skal også pege på at der er planer om at omlægge gaden i forhold til en supercykelrute og ikke mindst skal gaden skybrudssikres ved en omlægning.
8A
Omlægges, men der kommer til at køre en lokalbus på Jagtvej. Dækningen af Nørrebro er svær at kommentere når Movia ikke har inddraget lokalbusdækningen i deres høring.
150S og 250S
Ingen kommentarer
350S
Lokaludvalget anerkender, at ændringerne i linje 5C og åbningen af metrocityringen vil kunne dække samme behov, som 350S har gjort. Vi har dog et spørgsmål ang. medtagning af hunde i 5C som ikke vil kunne lade sig gøre på strækningen af Nørrebrogade når 350S nedlægges.
Rantzausgade
Der er planer om fortsat at have en lokalbuslinje i Rantzausgade efter 2019. Der er en diskussion af hvordan linjeføringen af busserne i Rantzaugade fremover skal ske i Områdefornyelsen for Nørrebro. Vi går ud fra at det inddrages i den fremtidige planlægning.
Indre Nørrebro
Der er et hvidt hul på Indre Nørrebro, hvor der mangler højklasset kollektiv trafik i form af metro eller letbane.
Økonomi
Nørrebro Lokaludvalg ønsker at få omlagt trafikken så der er så lidt gennemkørende biltrafik (og for så vidt også bustrafik) gennem bydelen. Lokaludvalget ønsker derfor, at der etableres en trængselsring omkring København, som kan finansiere den fremtidige udbygning af den kollektive trafik i København.
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. Høring af Movias Trafikplan 2016 udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte udkast til høringssvar vedr. Høring af Movias Trafikplan 2016 udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen med de faldende bemærkninger og at følgende sætning tilføjes: Nørrebro Lokaludvalg ønsker at få omlagt trafikken så, at der er så lidt pendlertrafik gennem bydelen som muligt i stedet for: Nørrebro Lokaludvalg ønsker at få omlagt trafikken så der er så lidt gennemkørende biltrafik (og for så vidt også bustrafik) gennem bydelen.
Høringssvaret blev vedtaget med følgende protokolbemærkning fra Bjarke Kværnø: Undertegnede kan på ingen måde tilslutte mig det sidste afsnit om at man for en hver pris, ønsker mindst mulig bil og bus trafik gennem Nørrebro. Samt at man ønsker en betalingsring etableret. Ingen af disse idéer kan Venstre gå ind for. Det må og skal være første prioritet at sikre en størst mulig fremkommelighed for alle transport former i København såvel som på Nørrebro, især for de lokale borgere på Nørrebro, men også for de mange andre Københavnere der ønsker at besøge bydelen og gøre brug af dens tilbud.
Medlem Hans Mejlshede, Joachim Vincentz, Jannich Rønne Kofoed tilsluttede sig denne protokolbemærkning.