Høringssvar: Sammenhængende Børne- og Ungdomspolitik
Indstilling og beslutning
- at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar fra KIBUI-arbejdsgruppen vedr. Sammenhængende Børne- og Ungdomspolitik.
Problemstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen har udarbejdet et udkast til Københavns Kommunes sammenhængende Børne- og Ungepolitik. Ifølge Dagtilbudsloven og Serviceloven skal alle kommuner have en sammenhængende børnepolitik, der beskriver, hvordan indsatser er forankret på tværs af forskellige faggrupper, institutioner og sektorer. Dette er derfor et udkast til en overordnet Børne- og Ungepolitik, der binder de forskellige politikker og strategier på det samlede børne- og ungeområdet sammen. Politikken skal fungere som en paraply for den samlede indsats på børne- og ungeområdet og går på tværs af fagområder og forvaltninger.
Høringsperiode: 23. maj - 5. juli.
Udkast til høringssvar fra KIBUI:
Høringssvar omkring sammenhængende børne- og ungepolitik - Perspektiver på tværs af sektorer
Nørrebro Lokaludvalg er positive overfor udarbejdelsen af en sammenhængende Børne- og Ungepolitik på tværs af de forskellige forvaltninger og fagområder, som en overordnet paraply for den samlede indsats for børn og unge.
Nørrebro Lokaludvalg er enig i, at en styrkelse af en helhedsorienteret indsats med børn og unges livsvilkår i centrum, er nødvendig. Nørrebro Lokaludvalg ser derfor tanken om ”Fælles Børn – Fælles ansvar” som rigtig.
På Nørrebro har vi gode erfaringer med når skoler, klubber og idrætsforeninger samarbejder, og dermed giver børn nogle gode muligheder for et aktivt liv.
Nørrebro Lokaludvalg ser frem til at følge processen fra vision til virkelighed. Selvom den sammenhængende børne- og ungepolitik ses som overordnet, så sammenbinder de i dag allerede etablerede forskellige politikker og strategier i de respektive forvaltninger. Det vil derfor være en større øvelse indenfor de respektive områder, at kunne løfte blikket og skabe samarbejde udover eget ”hus”. Det vil kræve en vilje, et overblik og en fleksibilitet som tit syntes at have svære kår i store tunge forvaltninger.
Dertil kommer, at den enkelte forvaltning nødvendigvis må se på sit virke og forvaltning af egne opgaver også i lyset af visionerne for den samlede politik.
På Nørrebro hæfter vi os særlig ved tankerne bag:
Børn og unges demokratiske dannelse, og at alle børn og unge derfor bør trives i mangfoldige fællesskaber, hvorigennem de lærer og udvikler deres sociale og demokratiske kompetencer.
Det er vores opfattelse, at særligt klubområdet for vores store børn halter det voldsomt efter. Der tages i dag ikke i tilstrækkelig grad - hverken i indhold og med afsatte normering - højde for at skabe spændende og udviklende ungdomsmiljøer, der også tiltrækker og rummer børn uden særlige vanskelligheder. Det er synd for alle. Synd for de, der oplever miljøet og problematikkerne i klubben for svær til at de kan være i det og trækker sig ud. Synd for muligheden for at udnytte en mere positiv kammeratskabs effekt - og problematisk for den inkluderende tanke om plads til alle og ”kendskab skaber venskab” og ikke mindst tryghed på gadeplan.
Rettidig og forebyggende støtte til børn og unge - alle børn- og unge samt deres familie bør have en rettidig og helhedsorienteret rådgivning og støtte, hvis barnet, den unge eller familien er i vanskeligheder.
Det er vores opfattelse, ud fra den viden vi får fra borgere og socialarbejdere i området, at presset på og efterspørgslen efter særlig støtte til børn, unge og familier i vanskeligheder er så stort, at det kniber med en rettidig indsats såvel af forebyggende som indgribende karakter, hvilke nødvendigvis påvirker alle de arenaer det respektive barn/ung og familie færdes i fx skolen/institutioner/på gaden.
Nørrebro Lokaludvalg vil derfor med store forventninger følge processen, der nu er sat i værk og følge, hvordan den kan understøtte større trivsel for flere børn og unge og familie på Nørrebro.