Eget projekt: Byhavefestival 2016
Indstilling
Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget afsætter 30.000 kr. af puljemidlerne til at afholde en Byhavefestival i samarbejde med byhaverne på Nørrebro.
Problemstilling
Nørrebro Lokaludvalg har gennem de sidste tre år stået for at lave en byhavefestival i samarbejde med byhaverne på Nørrebro. Der dukker hele tiden nye initiativer og haver op (der er også nogen som ikke har så lang levetid). Som noget nyt begynder der at komme egentlige bylandbrug med produktion. En spændende udvikling som bør understøttes. Derfor ønskes det at afholde endnu en byhavefestival, da festivalen styrker netværket og kontakten mellem byhaverne og inspirerer til nye grønne initiativer i bydelen.
Der er stor tilslutning fra byhaverne til at gentage festivalen. Der er nedsat en arrangørgruppe, bestående af folk fra 4 forskellige byhaver, til at udvikle og planlægge festivalen i samarbejde med Lokaludvalget.
Festivalen vil finde sted i begyndelsen af september. Områdefornyelsen vil blive spurgt om øvrig medfinansiering og samarbejde.
Løsning
Lokaludvalget afsætter 30.000 kr. af puljemidlerne til at afholde en Byhavefestival i samarbejde med byhaverne på Nørrebro.
Beslutning
for stemte: Erik Brandt, Gitte Kristensen, Hans Mejlshede, Jannich Kofoed, Jens Villadsen, Jette Nielsen, Karen Møller, Kim Christensen, Lars Christiansen, Masti Jutka, Mogens Petersen, Niels Clemmensen, Paul Opstrup og Rikke Andresen.
Imod stemte: Karina Bergman.
Indstillingen blev godkendt og Lokaludvalget afsatte 30.000 kr. af puljemidlerne til at afholde en Byhavefestival i samarbejde med byhaverne på Nørrebro.
Protokolbemærkning fra Karina Bergman: Folk må meget gerne have byhaver, men tving ikke alle til at betale for dem. Skal folk så også have kommunal støtte for at passe deres egen kolonihave? I øvrigt stiller jeg mig kritisk over for, at målgruppen er bl.a. andels- og ejerforeninger og at en af succeskriterierne er "at 5-10 boligforeninger får kendskab til, hvordan de kan begrønne deres egne omgivelser". Hvis folk vil dyrke deres egen have, skal de være velkomne til det, men det er ikke en kommunal opgave at finansiere folks havearbejde.