Mødedato: 25.06.2014, kl. 17:30
Mødested: ---

Høring: Borgmestervangen - Forudgående høring af kommuneplantillæg

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Forkvinden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
  1. at Lokaludvalget diskuterer og godkender høringssvar udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Problemstilling

Københavns Kommune overvejer at ændre Kommuneplanens rammer for lokalplanlægning på arealet mellem Borgmestervangen, Mimersparken og Nørrebro Torv/Mimersgade  (også kendt som DSB-arealet) med et kommuneplantillæg. Formålet med ændringen er, at arealet kan anvendes til studieboliger, boliger og detailhandel. Kommunen vil i den anledning undersøge mulighederne for tillade en højere bebyggelsesprocent og en højere bebyggelse.  

I planprocessen ser Københavns Kommune følgende overordnede hovedspørgsmål, som der ønskes idéer og kommentarer til:
- Hvordan kan et fremtidigt byggeri på grunden bedst muligt bidrage til områdets udvikling?
- Hvilke hensyn er vigtige at inddrage i en eventuel videre planlægning?
- Hvordan kan et fremtidigt markant og tæt byggeri bedst muligt indpasses i området?

Andre idéer og kommentarer, der forholder sig til den fysiske udvikling af området er også velkomne.

Høringsfrist: 21. juni 2014.
Høringen er kommet med for kort frist til, at det kunne nå at blive behandlet på Lokaludvalgsmødet. Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen har derfor behandlet høringen og har indsendt et midlertidigt høringssvar. Lokaludvalget har fået lov til at eftersende et endeligt høringssvar d. 26.6.

Høringssvar udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen:
Nørrebro Lokaludvalg har i lang tid ventet på, at der skulle ske noget med området omkring Nørrebro Station, herunder det areal man her ønsker at bygge på. Vi ønsker, at der skal laves en samlet plan for området, fordi Nørrebro Station efter metroen står færdig vil være Danmarks tredje største trafikknudepunkt, og fordi området på nuværende tidspunkt fremstår meget nedslidt og kaotisk.

Dette forslag til kommuneplantillæg er desværre endnu et eksempel på den manglende vilje til at tænke i samlede løsninger for dette område og det, der lægges op til, må betragtes som en perspektivløs huludfyldning, der ikke er tænkt ind i kvarteret i øvrigt og som ingen sammenhæng har med hverken Mimersparken eller det nye såkaldte Nørrebro's Torv langs basargrunden. Da Københavns Kommune købte det areal, hvor man har anlagt Mimersparken, blev der i øvrigt lagt vægt på, at man ikke skulle bygge højt, og tæt på arealet ved siden af parken, lige som et kommende byggeri skulle sikre sammenhæng mellem Nørrebro Station og den nye park. Dette kunne opfyldes ved f.eks. at anlægge "Kampsportens Hus" på området, eller ved at anlægge en ny svømmehal. Men det der først og fremmest er brug for er, at man ser på området som helhed. Derfor skal Nørrebro Lokaludvalg på det kraftigste opfordre til, at man ikke laver et kommuneplantillæg for området før der ligger en samlet plan for hele området omkring Nørrebro Station.

Udover det problematiske i ikke at se på området omkring Nørrebro Station som et samlet hele, er der også en række specifikke problemer med det forslag der er lagt frem.
• Når Metroen står færdig, vil Nørrebro Station blive Danmarks tredje største trafikknudepunkt. Det stiller helt naturligt nogle krav til området, som det i dag ikke ville kunne håndtere. Det kombineret med de foreslåede boliger, og at man vil tillade bilkørsel langs Mjølnerparken, gør, at man allerede nu er nødt til at se på hvordan adgangen til de nye buygninger skal indgå i det øvrige vejnet og cykelrutenet. Så man sikrer, at trafikafviklingen kan foregå ordentligt, inden man laver et kommuneplantillæg.
• Derudover er der så et specifikt problem i forhold til adgangsforholdene for Føtex's kunder og leverandører, som også er uafklarede, og som kan give store problemer i området.
• Området er i forvejen det tættest bebyggede areal i Danmark, og der er ikke behov for at tilføre området flere boliger. Særligt ikke studieboliger, da der i området i forvejen er mange 2-3 værelsesboliger, der ville kunne benyttes af studerende.  Hvis man endelig ønsker at bygge boliger på grunden, bør man bygge varieret, så der er mange forskellige lejlighedstyper, dette vil sikre, at der kommer en variation i beboersammensætningen.
• Det mangler også at blive beskrevet, hvor de mange nye beboere skal kunne opholde sig i fri luft, på egne arealer, og der skal også tænkes parkeringspladser ind i projektet, både til biler og cykler.

Nørrebro Lokaludvalg finder det i øvrigt helt uhørt, at bygge så højt på det sted. Det højeste tårn på 100 meter vil være langt højere end alt andet byggeri i området, og passer slet ikke ind i den lave bygningshøjde, der generelt er på Nørrebro. Hvis der skal bygges i højden må det betinge offentlig adgang til de øverste etager - en udsigtsplatform eller en restaurant, ville opfylde dette formål. Hvis bebyggelsesgraden skal øges må det kræves, at hele det nuværende C1 & C2 område inddrages, og bebygges som én helhed. Det vil sige, at Føtexs nuværende bygning skal rives ned og hele grunden skal i spil i forhold til et nybyggeri. 

Løsning

Lokaludvalget diskuterer og godkender høringssvar udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte udkastet til høringssvar.
Til top