Mødedato: 25.03.2015, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Egne projekter - Forårsmarked 2015

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget afsætter 25.000 kr. af puljemidlerne til Erhverv og Beskæftigelse arbejdsgruppens Forårsmarked i samarbejde med Nørrebros erhvervsliv og iværksættere.

Problemstilling

Lokaludvalgets arbejdsgruppe for Erhverv og Beskæftigelse ønsker at afvikle et forårsmarked og følge op på succesen fra Julemarkedet i Guldbergsgade 2014. Det vil de gøre med et forårsmarked, da det også er et ønske for arbejdsgruppen at sprede gade-arrangementerne ud på året. Indtil nu har mange gade-arrangementer ligget i efteråret.

Kortfattet projektbeskrivelse
Hvad: Forårsmarked
Tovholdere: Hans + ?

Hvornår: 9. maj - kl. 10 – 16.
Sted: Stefansgade/Nørrebroparken
Målgruppe: Erhvervsdrivende og iværksættere på Nørrebro og børnefamilier

Beskrivelse:
Vi følger op på markedstanken og byder ind med endnu en markedsdag, hvor bydelens borgere, erhvervsliv, iværksættere og ildsjæle udfolder en markedsdag i forårets tegn.

Om markedet
Markedet formgives i takt med de aktører, som har lyst til at deltage. Vi indkalder til et par planlægningsmøder og fordeler arbejdsopgaver mellem de erhvervsdrivende.

Deltagerne medbringer selv deres egne varer og inventaret til boderne. Der laves en opstillingsplan og af boderne og uddelegerer flest mulig arbejdsopgaver til de erhvervsdrivende. Fx underholdning, opsætning og nedtagning af boder, grafik m.m.

Til opstarts/planlægsmøde oprettes en facebookgruppe, hvor de erhvervsdrivende kan kommunikere med hinanden om markedet. Tanken er at gruppen kan skabe et uformelt mødested, hvorved de erhvervsdrivende på egen hånd kan tage initiativ til at afvikle markeder.

Markedet må gerne have et grønt tema, da det er forår, hvor øvrige samarbejdspartnere som Dyrk Nørrebro, Byhaverrne, Pop Up Frø og Blomstrende bydel bliver inviteret til at have et par boder m.m., såfremt de har tid og lyst til at være med?  Der kunne opfordres til et element af frokost i det grønne, samt evt. bål på legepladsen og få en bager til at stå for snobrød for at tiltrække børnefamilier eksempelvis. 

Aberderbei
Den 9. maj er samme dag, som Blågårdsgadefesten og derfor er det evt. at foretrække at markedet ligger om fra tidlig formiddag og til tidlig eftermiddag. Dette vil de erhvervsdrivende også være med til at afgøre. Vurderingen er at forårsmarkedet vil tiltrække børnefamilier, hvorimod Blågårdsgadefesten har en bredere målgruppe og i særdeleshed tiltrækker unge mennesker. 

Formål:

  1. At følge op på initiativet og momentum fra julemarkedet, hvor der er sået frø i forhold til at arbejde sammen på tværs af bydelen
  2. At imødekomme de erhvervsdrivendes ønske om at gentage markedsdage flere gange om året - (se evalueringen fra julemarkedet).
  3. At skabe netværk og kendskab mellem ildsjæle/erhvervsdrivende og bydelens borgere
  4. At forestå et synligt arrangement, hvor et bredt udsnit af bydelens aktører mødes. Det promoverer og udbreder kendskabet til Nørrebro, understøtter bydelens images, som en der fremmer det grønne, har et kreativt opland og initiativrigt handelsliv.
  5. Projektet skriver sig også ind i Keep it local-kampagnen, hvor vi gør opmærksom på bydelens butikker og opfordrer bydelens borgere til at handle lokalt.
  6. At give de erhvervsdrivende mulighed for at organisere sig og markedsfører deres forretninger gennem et arrangement.

Succeskriterier:
-  20 boder
-  7-8 gengangere fra julemarkedet
-  Større hjælp med op og nedtagning af markedsboderne
-  Større engagement i planlægningsprocessen blandt de erhvervsdrivende 
-  Oprettelse af facebookgruppe, der samler de erhvervsdrivende i et uformelt forum
-  Over 1.000 deltagere
 

 

 

 

Løsning

Lokaludvalget afsætter 25.000 kr. af puljemidlerne til Erhverv og Beskæftigelse arbejdsgruppens Forårsmarked i samarbejde med Nørrebros erhvervsliv og iværksættere.

Beslutning

Der var afstemning om indstillingen.
For stemte: Flemming Jensen, Hans Mejlshede, Anders Jensen, Jette Nielsen, Jonas Jonsen, Karen Møller, Kim Christensen, Milad Avaz, Mogens Petersen, Niels Clemmensen og Vagn Lauridsen.
Imod stemte: Karina Bergman, Masti Jutka og Jannich Kofoed.
Indstillingen blev vedtaget og Lokaludvalget afsatte 25.000 kr. af puljemidlerne til Erhverv og Beskæftigelse arbejdsgruppens Forårsmarked i samarbejde med Nørrebros erhvervsliv og iværksættere. Niels Clemmensen, Jens Villadsen og Hans Mejlshede er ad-hoc arbejdsgruppe på projektet.

Til top