Mødedato: 25.02.2016, kl. 17:30
Mødested: ---

Høring: Skybrudsprojektpakke 2017, 2 ekstra projekter

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender høringssvar vedr. høring om Skybrudsprojektpakke 2017, 2 ekstra projekter indsendt af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.   

PROBLEMSTILLING
Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt om Nørrebro Lokaludvalgs kommentarer til yderligere to projekter i forbindelse med Skybrudsprojektpakke 2017. Det drejer sig om:

  1. Tagensvej, der består af tre delprojekter. Valget af Tagensvej er foranlediget af, at der i 2017 pågår en større helhedsgenopretning på Tagensvej. Vejprojektet har en størrelse, der har et stort potentiale for synergi med de tre kommende delprojekter på Tagensvej

  2. De Gamles By / Sjællandsgade hænger sammen og vælges begge to, da der er mulighed for at hente synergigevinster i forhold til byrumsforbedringer i området

Deadline var d. 24. februar og Byrum- Miljø- og Trafikarbejdsgruppen har derfor udarbejdet et høringssvar og sendt det ind, da deadline var inden det førstkommende Lokaludvalgsmøde. Hvis der er rettelser eller tilføjelser til det afsendte høringssvar kan det eftersendes til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Afsendt høringssvar:
Indledningsvist noterer vi os, at der på Nørrebro ifølge investeringsredegørelsen er langt færre grønne kvadratmeter pr. indbygger end i samtlige andre bydele – ca. en ¼ af hvad den øvrige stenbro og Indre By har. Det forhold mener vi peger på, at der skal være særligt fokus på at opfylde målsætningerne om grønne klimatilpasningsløsninger på Nørrebro – både når det gælder om at bevare de eksisterende grønne områder som fx De Gamles By og Assistens Kirkegård, men også ved at der så vidt muligt skabes nye grønne områder som klimatilpasningsløsninger - fx Ladegårds Åprojektet.

1. Tagensvej, der består af tre delprojekter. Valget af Tagensvej er foranlediget af, at der i 2017 pågår en større helhedsgenopretning på Tagensvej. Vejprojektet har en størrelse, der har et stort potentiale for synergi med de tre kommende delprojekter på Tagensvej

”Tagensvej er en del af den foreslåede grønne forbindelse mellem Kongens Have og Utterslev Mose. Men da projektet er planlagt som en skybrudsvej uden grønne forsinkelseselementer, rummer det ikke umiddelbart noget potentiale for synergi med den grønne forbindelse. Projektet vurderes til at have et lavt potentiale for byrumsforbedringer.”

Det virker umiddelbart usammenhængende, at Tagensvej på den ene side er en grøn korridor, men på den anden side er den ikke vurderet til at give nogen grøn sammenhæng. Vi ser gerne at grøn sammenhæng søges tænkt ind i projektet.

Særligt i området mod De Gamles By er der de senere år sket en kraftig forringelse af den grønne skærm mellem Tagensvej og De Gamles By, som kunne forsøges genetableret med dette projekt. Før var der jordvold med rævehuler, store træer og en tæt grøn skærm. I dag virker det som om man står midt ude på Tagensvej, når man er i De Gamles Bys nordlige del. Der er meget aktive borgergrupper, der kæmper mod forringelser.

Vandet fra Tagensvej skal passere over vejen og ind i Amorparken (som ikke er på listen i år, men som vi formoder må følge næste år, da der skal være modtager af vandet fra Tagensvej). Hjørnet af Tagensvej og Nørre Allé inkl. gang og cykelsti ind mod Henrik Harpestrengsvej er et trafikalt konfliktområde: Cyklister i mange retninger blandes med gående og det er ikke klart hvordan man bruger krydset. Man kunne forsøge at forbedre funktionen i dette projekt eller i Amorparken-projektet.

2. De Gamles By / Sjællandsgade hænger sammen og vælges begge to, da der er mulighed for at hente synergigevinster i forhold til byrumsforbedringer i området

Løsningen lever op til det borgerne er blevet sat i udsigt: Klimatilpasning med værdi for hverdagslivet og god samfundsøkonomi.

I forslaget har man fulgt Nørrebro Lokaludvalg / Miljøpunkt Nørrebros høringsvar om at tunnelen fra Sjællandsgade til Hesseløgade er overflødig og dermed følger forslaget Nørrebro Lokaludvalg / Miljøpunkt Nørrebros linje om at robuste overfladeløsninger skal vælges når det er muligt. Det er en væsentlig millionbesparelse for samfundet og positivt at de forventede investeringer flyttes til grønne overfladeløsninger, der kan give kvalitet i hverdagen.

Da der er mange forskellige forvaltninger (TMF, SUF, BUF, KEjd, ByG mm) og interessegrupper, som er involveret i De Gamles By, er den største udfordring en fælles forståelse for arbejdet med klimatilpasning og skybrudsløsninger. Hos brugere og borgere er der en korrekt opfattelse af, at man hele tiden tager et lille stykke mere af de grønne arealer til andre formål (der har alene i 2015 været lokale oprør mod fire af kommunens planer for området: Først planer om lukning af ByOasen, så planer om cykelsti i de grønne områder, dernæst mod inddragelse af arealer til udbygning af et køkken og til slut stor borgermodstand mod fældning af sunde træer ved kommende hjørneplads i sydlige del af De Gamles By.) Hvis man med denne plan kan vende opfattelsen rundt, så de grønne skybrudsløsninger i stedet er med til at sikre de grønne områder, når man langt med planen.

Der er derfor brug for at der bliver sat midler af til en ekstra borgerinddragelsesindsats. Det kan ske med genetablering af Følgegruppen for De Gamles By hvor bl.a. skybrudsplanen kan forankres lokalt.

LØSNING
Lokaludvalget godkender høringssvar vedr. høring om Skybrudsprojektpakke 2017, 4 ekstra projekter indsendt af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.   

 

 

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte høringssvar vedr. høring om Skybrudsprojektpakke 2017, 2 ekstra projekter indsendt af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Til top