Høring: Aktivitetsplads på Guldbergs Plads
Indstilling og beslutning
Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg
- at Lokaludvalget godkender Bæredygtig Bylivs arbejdsgruppens udkast til høringssvar vedr. høring om aktivitetsplads på Guldbergs Plads.
Problemstilling
Aktivitetspladsen målrettet voksne udgår fra et budgetønske stillet af Sundheds- og omsorgsforvaltningen (SUF) i forbindelse med budget ’2012. Sådan står der i budgetaftalen: ”Aktivitetsplads målrettet voksne: Leg og bevægelse skal ramme københavnere i alle aldre. For de voksne skal der etableres aktivitetspladser, der appellerer til bevægelse for en målgruppe, der ikke nødvendigvis er i god form. Der afsættes 5,0 mio. kr. i anlæg i 2012 til etablering af en aktivitetsplads målrettet voksne.”
Den overordnede baggrund for at lave en aktivitetsplads målrettet voksne er målsætningen om, at få flere Københavnerne til at bevæge sig mere. 27% af borgerne på Nørrebro bevæger sig mindre end 30 minutter om dagen. Sammenligner man middellevetid blandt borgerne på Nørrebro med Danmark og resten af Europa, ligger Nørrebro i bunden af den dårligste halvdel.
SUF har ønsket, at aktivitetspladsen placeres i et af Københavns brokvarterer, og i samarbejde med Center for Park og Natur (CPN) under Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) er man kommet frem til, at placere den på Guldbergs Plads på Nørrebro. Guldbergs Plads er delt i fire – en hundegård, et område med et nyt boldbur, en ny legepladset og ubenyttet græsareal uden egentlig funktion. Aktivitetspladsen skal ligge på dette ubenyttede areal (Se Bilag 1).
Formål
Formålet er at udvikle og anlægge en aktivitetsplads på Guldbergs Plads, så flere voksne i lokalområdet er fysisk aktive i deres hverdag.
Målgruppe
Målgruppen for aktivitetspladsen er motionsuvante voksne, som ikke lever et fysisk aktivt liv med idræt og motion. Sekundært kan projektet også rumme tiltag eller indbygget multifunktionalitet der udvider målgruppen, så flere forskellige målgrupper kan bruge pladsen, på flere tidspunkter på dagen.
Mål og succeskristerier
Succeskriteriet for projektet er, at aktivitetspladsen bliver anvendt til fysisk aktivitet af flere i målgruppen. Målgruppen skal både kunne bruge pladsen spontant og som en del af hverdagen og mere målrettet som en fast ugentlig aktivitet med venner og familie. Brugen af pladsen måles ved tællinger efter anlæggelse, og sættes i forhold til den nulpunktsmåling som er foretaget den 27.06. 2012.
Borgerinddragesle
Programmeringsfasen
I juni 2012 blev der gennemført borgerinddragelse på Guldbergs Plads under projektet ”Skab din by”. Borgerinddragelsen blev forestået af konsulentfirmaet Open Air Neighbourhood, og har mundet ud i en rapport, der beskriver forløbet og den viden der er kommet ud af dette. Borgerinddragelse var meget bred i forhold til projektets formål. Derfor er der kommet mange problemstillinger i spil, som både er relevante og aktuelle. Desværre er det ikke muligt at løse alle disse inden for projektet, men de problemstillinger som er relevante i forhold til projektet er indarbejdet i nærværende program.
Planlægning- og udviklingsfasen
Under udarbejdelse af dispositionsforslaget vil det være et krav, at rådgiver på projektet inddrager relevante målgrupper i processen. Formen på dette er endnu ikke fastlagt.
Ibrugtagning
Der er afsat midler til at igangsætte brugen af pladsen, når den er færdiganlagt. Formen på dette er ikke fastlagt, men er tænkt til at understøtte brug og aktiviteter på pladsen.
Høringsfrist d. 25. januar.
Arbejdsgruppen udkast til høringssvar:
Guldbergs Plads er en forsømt plads, men den har potentiale til at være et langt større aktiv for lokalområdet og dets institutioner og borgere.
Nørrebro Lokaludvalg ser frem til, at kommunen vil anlægge en aktivitetsplads i Guldbergsgade-området, som er i byrumsmæssigt underskud på mange måder, omend vi helst havde set en samlet ’gentænkning’ af hele Guldbergs Plads, både trafikalt og park- og byrumsmæssigt.
Lokaludvalget mener, at det er vigtigt at pladsen forbliver et grønt åndehul i kvarteret, sådan som kvarterets borgere også har ytret ønske om i det borgerinddragende workshoparbejde, der fandt sted i sommeren 2012. Vi bemærker, at man i denne borgerinddragelsesproces, hverken undervejs eller i den afsluttende rapport, har brugt betegnelsen ”aktivitetsplads for voksne”, men kun ”aktivitetsplads”. Guldberg Skoles elever og lærere og børn fra kvarteret var således også inddraget i processen. Vi mener at områdets mange børn og unge bør tilgodeses i udformningen af dette projekt.
Det er vigtigt at tage hensyn til borgernes ønsker om at bevare græsplænen på pladsen, som er den eneste plæne i miles omkreds. Plænen bruges bl.a. af skolens elever bruger til boldspil i idrætstimerne og ved markedsdage og andre arrangementer i området. Disse tilbagevendende aktiviteter bør understøttes med mulighed for scene/niveauforskel, gøglerstik og vandpost, som også er nævnt i idékataloget fra borgerne.
Træerne, der står i kanten af pladsen m.v. bør bevares. Derudover bør den grønne høj/bakke med svævebane genopføres. Denne vil også finde megen anvendelse som motionsfremmende foranstaltning og kan evt. suppleres med en trappe og andre redskaber op ad og på højen. På den måde øges naturindholdet i parken, suppleret med nogle af borgernes ideer om en ikke-friseret park med bede og lidt ’rå natur’ – kombineret med mulighed for bevægelse.
Cykelstien, som skal krydse pladsen, synes umotiveret og fejlplaceret tværs indover et opholds-, lege- og boldspil-område. Nørrebro Lokaludvalg mener at cykelstien skal flyttes ud i siderne, så den ikke ødelægger området. En cykelsti tværs gennem området vil være til fare for legende børn som risikerer at blive kørt ned af uopmærksomme cyklister.
Nørrebro Lokaludvalg foreslår også at Guldberg Skoles skolegård, efter samme princip som Stevnsgade Skoles skolegård, inddrages i pladsen så skolegården udvides. En evt. finansiering af dette er LOA, Kræftens bekæmpelse m.fl. som har en pengepose ude til denne type projekter:
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar udarbejdet af Bæredygtig Byrums arbejdsgruppen.
Videre proces
Beslutning
Lokaludvalget godkendte Bæredygtig Bylivs arbejdsgruppens udkast til høringssvar vedr. høring om aktivitetsplads på Guldbergs Plads.