Bydelsplan
Indstilling
Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender ændring i afsnittet "Hjemløse og udsatte på Nørrebro"
- at Lokaludvalget godkender ændringer i afsnittet "Ulighed i sundhed"
- at Lokaludvalget godkender ændring i afsnittet "Støjgener på Nørrebro"
Problemstilling
På Lokaludvalgsmødet d. 31. maj diskuterede Lokaludvalget de kommentarer, som de forskellige fagforvaltninger har givet til bydelsplanen. Sekretariatet har været i dialog med flere af fagforvaltningerne om deres kommentarer, samt ændret i tre afsnit i bydelsplanen i samarbejde med de enkelte bydelsplansgrupper, som følge af fagforvaltningernes kommentarer.
Det drejer sig om ændringer i disse tre afsnit "Hjemløse og udsatte på Nørrebro", "Ulighed i sundhed" og "Støjgener på Nørrebro"
Vedrørende afsnittet "Hjemløse og udsatte på Nørrebro"
Økonomiforvaltningens kommentar går på at der er er aktuelle problemer med udenlandske hjemløs på Nørrebro.
Oprindelig formulering i afsnittet "Hjemløse og udsatte på Nørrebro" (s. 14):
"I arbejdet omkring hjemløse har vi valgt udelukkende at koncentrere os om de hjemløse med dansk statsborgerskab, da de særlige problemer udenlandske hjemløse kan opleve, formelt ligger langt fra de beslutninger, et lokaludvalg kan påvirke."
Ændret til:
"I arbejdet omkring hjemløse har vi valgt udelukkende at koncentrere os om de hjemløse med dansk statsborgerskab, da de særlige problemer udenlandske hjemløse kan opleve, formelt ligger langt fra de beslutninger, et lokaludvalg kan påvirke. Vi er dog opmærksomme på, at der er udfordringer med grupper af udenlandske hjemløse på Nørrebro."
Vedrørende afsnittet ”Ulighed i sundhed”
Sundhedsforvaltningens kommentar går på at indsatsen, ”Længere og bedre liv på Bispebjerg og Nørrebro 2025”, som afsnittet læner sig op af, ikke længere er gældende.
Oprindelig formulering i afsnittet "Ulighed i sundhed" (s. 19-20):
"Vi støtter op om Københavns Kommunes indsatsplan ”Længere og bedre liv på Bispebjerg og Nørrebro 2025”. Vi skal være bindeled og holde kommunen fast på målsætningerne.
Vi vil gerne indgå i dialog og assistere med viden og erfaringer fra bydelen i forhold til de indsatser, der bliver sat i gang af kommunen, som led i planen ”Længere og bedre liv på Bispebjerg og Nørrebro 2025”. Planen er nu i første fase (2014-2017) og har været i gang i 2 år, så allerede nu kan man begynde at kigge på, hvad der virker, og hvad der skal justeres på. Som lokaludvalg vil vi deltage konstruktivt i evalueringen af de foreløbige resultater, således at der fremadrettet fokuseres 20 på det, der virker efter hensigten. Vi ønsker desuden, at være medspiller og sparringspartner for forvaltning og kommune, når anden fase skal søsættes."
"Hvilke politikker for Københavns Kommune understøtter Nørrebro Lokaludvalgs arbejde
-
Længere og bedre liv på Bispebjerg og Nørrebro 2025”
Ændret til:
"Vi støtter op om Kommunens indsatser på områderne for forebyggelse og sundhedsfremme, som i kommunens regi foregår indenfor rammerne af københavnernes hverdagsliv som i daginstitutioner, skoler, ungdomsuddannelser og arbejdspladser. Lokaludvalget bakker op om, at visionerne fra strategien ”Længere og bedre liv på Bispebjerg og Nørrebro 2025” fredadrettet løftes igennem en strukturel indsats på udvalgte arenaer med særligt blik for den sociale ulighed. Vi mener dog, at det er vigtigt, at man holder sig for øje, at ulighed i sundhed ofte slår ud i livssituationer, hvor københavnerne ikke er kontinuerligt tilknyttet en institution, uddannelse eller arbejdsplads. Derfor er vi glade for at det forsat er muligt at få hjælp til at stoppe med at ryge i kommunens lokale sundhedshuse, ligesom tilbuddene til københavnere med diabetes, hjertekarsygdomme og KOL forsætter. Som lokaludvalg vil vi gerne være en løbende sparringspartner for forvaltningen, samt spille ind med konkrete idéer, baseret på vores daglige kontakt med lokalmiljøet."
”Hvilke politikker for Københavns Kommune understøtter Nørrebro Lokaludvalgs arbejde
-
Sundhedspolitikken "Nyd livet, københavner" (2015-2025)”
Vedrørende afsnittet "Støjgener på Nørrebro"
Økonomiforvaltningens kommentar går på en vurdering af, at der ikke findes områder på Nørrebro, der har et tilstrækkeligt lavt lydniveau og dermed kan leve op til kriterierne for ”stillezoner”.
Oprindelig formulering i afsnittet "Støjgener på Nørrebro" (s. 26):
"Med stillezoner, mener vi et område, som Københavns Kommune kan udpege, hvor man ønsker at støjbelastningen skal være lav (max 55 dB, svarende til lydniveauet for en normal samtale og helst mindre end 45 dB, svarende til baggrundsstøjen i en almindelig dagligstue), og hvor der er et ønske om at bevare området stille."
Ændret til:
"Med stillezoner, mener vi et område, som Københavns Kommune kan udpege, hvor man ønsker at støjbelastningen skal være lav, og hvor der er et ønske om at bevare området stille."
Løsning
- Lokaludvalget godkender ændring i afsnittet "Hjemløse og udsatte på Nørrebro"
- Lokaludvalget godkender ændringer i afsnittet "Ulighed i sundhed"
- Lokaludvalget godkender ændring i afsnittet "Støjgener på Nørrebro"
Beslutning
1. Lokaludvalget godkendte ændring i afsnittet "Hjemløse og udsatte på Nørrebro"
2. Lokaludvalget godkendte ændringer i afsnittet "Ulighed i sundhed"
3. Lokaludvalget godkendte ændring i afsnittet "Støjgener på Nørrebro"