Mødedato: 21.06.2016, kl. 17:30
Mødested: Se mail

Intern høring: Forslag til tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 76 "Titangade"

Indstilling

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender høringssvar vedr. Intern høring: Forslag til tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 76 "Titangade". 

Problemstilling

Titangade 15, 2200 København N, er omfattet af gældende lokalplan nr. 76 ”Titangade” og beliggende i delområde AII som er udlagt til: ”erhvervsområde som administration, liberale erhverv m.v. samt andre virksomheder, der efter magistratens skøn ikke i mere end ubetydelig grad kan medføre luftforurening, støjforurening eller andre ulemper og som efter magistratens skøn naturligt hører hjemme i området”.

Den nye ejer af ejendommen vil gerne ændre anvendelsen, således at det bliver muligt at anvende ejendommen til kulturhus. I kulturhuset vil det grundlæggende formål være religiøse aktiviteter og sammenkomster, herudover skal det være muligt at modtage undervisning, afholde mødeaktiviteter og fredagsbøn. Den ændrede anvendelse kræver en ændring af lokalplanen. Den ændrede anvendelse vil være i overensstemmelse med Kommuneplan 15 rammen for området, idet området i Kommuneplan 15 er fastlagt til serviceerhverv, såsom administration, liberale erhverv, butikker, hoteller erhvervs- og fritidsundervisning, grundskoleundervisning samt håndværk og andre virksomheder, der kan indpasses i området. Endvidere kan der indrettes kollektive anlæg og institutioner, samt andre sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle, sundheds- og miljømæssige servicefunktioner, der er forenelige med anvendelsen til serviceerhverv.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer at et kulturcenter kan rummes indenfor kulturel servicefunktion. Der bygges ikke nyt, forslaget skal alene muliggøre en ændret anvendelse af den eksisterende erhvervsbygning. Med hensyn til parkering, har Teknik- og Miljøforvaltningen foretaget en konkret vurdering af forholdene ud fra medlemsantal og besøgende i kulturcenteret, hvilket betyder, at der vil blive stillet krav om 23 pladser til bilparkering, samt 67 cykel parkeringspladser, hvoraf 50 % skal overdækkes.

Der var deadline for indgivelse af høringssvar d. 17. juni. Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen har ikke indsendt nogen kommentarer til høringen.

Løsning

Lokaludvalget godkender høringssvar vedr. Intern høring: Forslag til tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 76 "Titangade". 

Beslutning

Lokaludvalget godkender Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppens beslutning om ikke at sende et høringssvar vedr. Intern høring: Forslag til tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 76 "Titangade".

Til top